En Lille Film om Kunsten at Dræbe

Palmesøndag del 89
(Krótki film o zabijaniu, Krzysztof Kieślowski, Polen
Cannes 1988, Jury Pris & Fipresci Pris)

Jeg har skrevet det før, men det er værd at huske på hvor kort tid Kieslowski styrede filmverdenen. Han var i Cannes tre gange, 1988, 1991 og 1994. En seks-årig periode, som går fra hans internationale gennembrud med denne film, og til hans sidste film RødI den periode sendte han seks film og en tv-serie i ti afsnit ud til publikum, en fuldstændig overvældende præstation, der ikke har sin lige blandt ret mange instruktører. Og naturligt nok er det stadig, og vil nok altid være, den her filmiske eksplosion der har etableret navnet ‘Kieslowski’ i filmverdenen. Men inden han brød internationalt igennem havde han en lang filmisk fortid, som det er værd at dvæle lidt ved.

Først lavede Kieslowski dokumentarer. Så lavede han realistiske film. Så lavede han postmoderne fantasier. Set fra den vinkel er hans karriere én stor rejse ind i uvirkeligheden. Det lagde Slavoj Zizek vægt på, da han kaldte sin bog om Kieslowski The Fright of Real Tears, en henvisning til noget fra Kieslowski’s egen bog Kieslowski on Kieslowski. Heri giver Kieslowski flere forklaringer på, hvorfor han holdt op med at lave dokumentarer. Han var bange for rigtige tårer. Han kunne alligevel ikke komme helt ind på hans karakterer, for han kunne f.eks. ikke filme nøgenhed og død, og derfor ville den iscenesatte fortælling paradoksalt nok være mere ægte. Med henblik på hans senere film tror jeg den der med nøgenheden spillede en relativt stor rolle i hans tænkning… Men der er også en historie om forholdet til censuren og sikkerhedspolitiet i Polen: De konfiskerede en del af hans optagne materiale under arbejdet med en dokumentar kaldet Station om livet på en jernbanestation. Det viste sig, at en morder havde forsøgt at skaffe sig af med et lig på en af de aftener hvor Kieslowski havde filmet, og politiet ville se om hun måske var blevet fanget i baggrunden af billederne. Det forfærdede Kieslowski, som måtte indse, at så længe han filmede virkeligheden var der altid en fare for, at hans film ville blive brugt politisk af et regime han afskyede.

Måske er det også derfor at Kieslowski’s fiktions-film synes så apolitiske. Undtagelsen har traditionelt været En Lille Film om Kunsten at Dræbe, en af de to film der blev lavet ud af forlængede versioner af afsnit af Dekalog. I det her tilfælde afsnit 5, baseret på buddet ‘Du må ikke slå ihjel’ (som i parantes bemærket er det sjette bud i den danske version af Bibelen, men altså…) Det virker som et ret tydeligt angreb på dødsstraffen, og efter det blev udsendt afskaffede Polen den barbariske praksis (ikke at de to ting nødvendigvis har noget med hinanden at gøre). Den unge advokat Piotr er i starten af filmen til advokat-eksamen, og bliver bedt om at kommentere dødsstraffen, gerne med et citat ‘Siden Kain har ingen straf formået at forbedre verden’ siger han, et citat jeg ikke helt kan lokalisere andre steder end i filmen. Måske er det et citat der er skabt til filmen, det passer nærmest alt for perfekt. Det centrale mord synes ligegyldigt og formålsløst, men den afsluttende henrettelse føles nogenlunde lige så ligegyldig og formålsløs.

“I think I wanted to make this film precisely because all this takes place in my name, because I’m a member of this society, I’m a citizen of this country, Poland, and if someone, in this country, puts a noose around someone else’s neck and kicks the stool from under his feet, he’s doing it in my name. And I don’t wish it. I don’t want them to do it. I think this film isn’t really about capital punishment but about killing in general. It’s wrong no matter why you kill, no matter whom you kill and no matter who does the killing. I think that’s the second reason why I wanted to make this film. The third reason is that I wanted to describe the Polish world, a world which is quite terrible and dull, a world where people don’t have any pity for each other, a world where they hate each other, a world where they not only don’t help but get in each other’s way. A world where they repel each other. A world of people living alone.”

Sådan sagde Kieslowski i Kieslowski on Kieslowski, hvilket ret tydeligt understreger et politisk budskab. Men derefter taler han først og fremmest om ensomheden. Og i og for sig er det også den del der fylder mest i filmen. Det er en kort film, og de to mord-scener tager henholdsvis 7 minutter og 5 minutter. Resten af filmen går i store træk med at skildre hverdagsliv i Warszava, ligesom det gør i så meget andet af Dekalog. Taxachaufføren Waldemar kører rundt, griner af kvinder. Den unge rodløse Jacek vandrer rundt som i trance, drømmer om at gøre ondt. Der er en scene hvor han står på en bro og overvejer om han skal kaste en sten ned på bilerne under sig, en ganske simpel måde at skade på, formentlig uden at blive straffet. Han lukker øjnene og triller stenen ud. Senere på en café griner han sammen med to unge piger der står uden for, mens han i smug forbereder sine mord-våben. Vi finder aldrig rigtig ud af hvorfor han slår ihjel, der er lidt om at han aldrig kom sig over sin søsters død, men mest af alt lader det til at volden vokser ud af den polske trøstesløshed.

Men det er så her uvirkeligheden sætter ind. Især den filmiske uvirkelighed. Da En Lille Film om Kunsten at Dræbe havde premiere i Cannes i 1988, hvor den vandt både Jury- og FIPRESCI-pris, skabte den især sensation på grund af sine filmiske kvaliteter. Cahiers du Cinema kaldte den det mest nyskabende bidrag, og det er ret let at pointere hvorfor: 600 hjemmelavede filtre påstod Kieslowski at der var gået til at skabe de forbløffende grønlige billeder. Fotograf Slawomir Idziak – som senere filmede Veronikas To Liv samt Blå – lavede noget ganske nyt med kombinationen af grøn, uvirkelig følelse, og så det håndholdte, direkte kamera. Billederne er kolde og grimme. Uvirkelige. Men samtidig kan vi aldrig slippe væk fra dem, især ikke i mord-scenerne, som bare bliver ved og ved og ved. Det bliver nærmest metafysisk.

Og så er vi tilbage til uvirkeligheden og angsten for virkelige tårer. For det føles i mindre grad som en film om dødsstraf, end en film om volden og drabet som eksistentiel tilstand. Det sætter sig i den grønne himmel, det grønne vand. I musikken, der spiller indover de centrale scener. I den unge mand der pludselig dukker op og udveksler blikke med Jacek – og som går igen i de fleste andre afsnit af Dekalog. En verdens-tilstand, som har varet, nåja, siden Kain. Ganske kort efter at En Kort Film om Kunsten at Dræbe havde premiere gik diktaturet i Polen i stykker, og dødsstraffen blev afskaffet. Havde filmen været en normal politisk agitatorisk film havde den måske derefter været overflødig. Men med dens eksistentialisme, og dens tekniske kvaliteter, lever den stadig i dag. Og gav desuden noget at bygge videre på, på vejen ind i uvirkeligheden. Som Kieslowski fulgte nogle skridt videre tre år efter, i Veronikas To Liv.

Serien om Krzysztof Kieślowski fortsætter med Veronikas to liv