Palmesøndag del 418
(Jacques Audiard, Frankrig
Cannes 2024, Juryens Pris + Bedste Skuespillerinde (Zoe Saldaña, Karla Sofía Gascón, Adriana Paz & Selena Gomez))
I gamle dage var alle teaterstykker musicals. I den græske tragedie var alle replikker afsungne, alt var tilsat rytmik og melodi, og det såkaldte ‘græske kor’ dansede rundt og kommenterede på handlingen. Når Jacques Audiards Emilia Pérez er bedst, fungerer den på samme måde. Karakterernes personlighed kan aflæses af den rytmiske måde, de fremfører deres replikker på, og hele verden omkring karaktererne fungerer som et græsk kor, fra rengøringsarbejdere, der gør nar af hovedpersonen, til gadelys og flysignaler, der også rytmisk synes at danse rundt til handlingens rytmik.
På den måde fungerer Emilia Pérez’ musical-elementer som en videreførsel af den meget stil-bevidste instruktør Jacques Audiards tidligere film. Han har altid brugt stiliserede omgivelser og overdrevne elementer til at bringe hans karakterer og plot tydeligere i fokus. Så filmen fungerer ret godt som en Audiard-film. Desværre fungerer den rigtig dårligt som en musical, i og med at samtlige dens sange ligger et sted mellem middelmådige og tåkrummende ringe. Og som fortælling om en transkvinde, der er tidligere kartelboss i Mexico, er den også tom og overfladisk.
Men nu er det jo også en Audiard-film. Og på de præmisser hører den til blandt instruktørens bedre.
Advokaten Rita Mora Castro (Zoe Saldaña, der leverer filmens bedste præstation) er virkelig god til at få rige mænd frikendt for vold mod kvinder, men er også ved at køre helt træt i sit liv. Hun bortføres af den mystiske kartelboss Manitas (Karla Sofía Gascón, der spiller karakteren både før og efter kønsskiftet, noget bedre i anden halvdel af filmen), der vil have hjælp til at få foretaget en kønsskifteoperation, for derefter at kunne stikke af fra livet som narkogangster, og få sin kone Jessi (Selena Gomez, virkelig ringe) og deres to børn i sikkerhed.
Fire år senere vender den genkendelige Emilia Pérez tilbage til Ritas liv, med ønsket om at få sin familie tilbage igen. Så Jessi og de to børn flytter ind hos ‘tante’ Emilia, der også sammen med Rita laver en organisation, der skal hjælpe den mexikanske befolkning med at finde nogle af de titusindvis af ‘forsvundne’, som for de flestes vedkommende er myrdet af kartellerne. Men Jessi ønsker også at komme videre med sit liv, hvilket på sigt vil medføre, at hun rejser med børnene, og snart begynder fortidens mørke at vende tilbage.
Det er rigtig meget plot, og det hjælper ikke på filmen, at meget af plottet leveres i sange, så de forskellige pointer gentages. Det får plottet til at fylde så meget, at der næsten ikke er plads til andet i filmen. Det er egentlig lidt mærkeligt, for traditionelt har musicals haft utrolig simple plots, så der var plads til at folde følelserne ud i sang. Men i stil med en anden nylig fransk musical, Leos Carax’ Annette fra 2021, er det her i høj grad plot-scenerne, der sættes musik til. Det gør sangene mekaniske og uvedkommende, og bortset fra at de giver Zoe Saldaña mulighed for at levere nogle eksplosive dansetrin, gør sang-delen nærmest intet godt for filmen.
Som nævnt er der dog også i nogle scener en musikalitet over filmen, en rytmik og bevægende plasticitet, som til gengæld er ret fed. Men man kunne også bare have lavet en stiliseret film fyldt med rytmisk bevægelighed, uden at spilde halvdelen af filmen på at folk f.eks messer ‘Vaginoplasty / Rhinoplasty / Laryngoplasty / Mammoplasty’ Det er som om Audiard har dækket sig ind bag musical-genrens koder, for at få lov til at bruge de æstetiske idéer han brænder for, uden at gide at få sang- og danse-delene til at fungere.
Det har lidt været mit sædvanlige problem med Jacques Audiard. Han er måske den mest amerikanske af de store europæiske instruktører, arbejder med genre-logik fra Hollywood, men blander det op med europæiske arthouse-troper. Så f.eks er Profeten (2009) en enormt konventionel fængselsfortælling, men dens inddragen af islamisk ikonografi, hvor hovedpersonens fortælling synes inspireret af Muhammeds liv, var ret inspireret. Ligesom Dheepan (2015) var en af de mest æstetisk opfindsomme film om flygtningeskæbner i nutidens Europa, indtil den kollapsede i forvirrende og kedelige actionscener.
Audiard dyrker det ikoniske, dels fra filmhistoriens største klichéer, dels fra outsiderne og samfundets undertrykte. Så det er ikke overraskende, at hans Mexico virker som en eksotisk filmkulisse snarere end et virkeligt land, og at han forfalder til klichéer om transpersoner, samtidig med at han lader Karla Sofía Gascón stråle i al sin kratfulde eksistens. I sidste ende er Emilia Pérez dog et skuffende skridt tilbage mod den mudrede Audiard’ske blanding af genre og arthouse, efter at han med The Sisters Brothers (2018) lavede en vidunderligt ren western, hvorefter han med Lev, elsk, Paris (2021) lavede en film om ung kærlighed helt uden genre-elementer. Der gemmer sig en god film her, en af de bedste af Audiard, men en musical med så ringe sange kan simpelthen aldrig rigtig komme op at flyve.