Palmesøndag del 419
(Magnus von Horn, Danmark
Cannes 2024)

Der er en scene tidligt i Magnus von Horns Pigen med nålen, hvor Karoline (Vic Carmen Sonne) sidder i en overfyldt bus og begynder at kigge ud af vinduet. Det kunne være anledning til at give os et billede af filmens København, at lave et imponerende totalbillede, der kunne vise os filmens større vision for samtidens København. Hvordan så den her verden ud?

Vi får også et uforglemmeligt billede af verden udenfor bussens vindue, mørkt og klaustrofobisk. Men vi får det vist som genskæret i Karolines øje, så visionen om København er ikke meget større end et frimærke… Men derfor er billedet så meget desto mere uforglemmeligt.

Det klip er måske det mest typiske fra Pigen med nålen. En film fyldt med vilde visuelle idéer, der samlet set udgør et uforglemmeligt portræt af fortidens Danmark. Og som i høj grad bliver så uforglemmelig netop ved altid kun et give os små udsnit af det større billede.

Det er Magnus von Horns tredje film, og med afstand hans bedste. Den ville nok også have været sidste års bedste danske film, hvis den var kommet for en måned siden. Som det er nu, starter den filmåret 2025 på bedste vis.

Pigen med nålen er blevet solgt som værende historien om Dagmar Overbye (spillet af Trine Dyrholm), men det er Karoline, som er den helt centrale figur, som vi følger rundt i de mange dele af København. I filmens åbningsscene bliver hun sat ud fra den ret pæne lejlighed, hun har boet i, da hun ikke længere kan betale huslejen, eftersom hendes mand er forsvundet ved fronten under Første Verdenskrig. Så hun må flytte op i en forfærdelig slummet taglejlighed.

Hun arbejder på en stor syfabrik med at sy uniformer, hvor direktøren for det hele (Joachim Fjelstrup) får et godt øje til hende, og så går de rundt i parker, har sex i gyder, er hjemme i hans store palæ, indtil hun bliver efterladt gravid og fyret fra arbejdet. Efter hendes mand Peter (Besir Zeciri) kommer ødelagt hjem, ser vi ham arbejde i et cirkus som ‘det som krigen spyttede ud’, men Karoline kan ikke se sig selv opfostre et barn med en mand, der skriger PTSD-ramt hele natten igennem, så i stedet afleverer hun det lille barn til Dagmar Overby, der lover at finde en familie til det.

Og så bliver filmen for alvor til et mareridt, billedet af København for alvor surrealistisk, og Magnus von Horn og Trine Dyrholm skaber en uforståeligt mørk og foruroligende karakter med Dagmar Overby. Den slags karakterer har instruktøren faktisk skabt før, men det særlige er her, hvordan Overbys mørke spredes rundt i filmens verden, indtil man gruer for, hvad der skjuler sig bag det næste hjørne. Det bliver nærmest en horrorfilm. Og en virkelig særlig periodefilm.

Alt i alt er Pigen med nålen nok den mest overbevisende danske periodefilm, jeg nogensinde har set. Det koster så meget at genskabe fortiden på en overbevisende måde, men tidsbilledet i Pigen med nålen virker komplet gennemarbejdet. Ikke at det på nogen som helst måde er et troværdigt billede af samtidens København, for filmen er tydeligvis optaget uden for landets grænser, og der er scener, hvor det nærmest virker som om, København er en bjergby. Men det virker som en virkelig verden og ikke en filmkulisse, og at den verden så ikke rent geografisk kan være Danmark, det overlever man.

Jeg tror ikke succesen kommer fra scenografi og kostumer, i hvert fald ikke kun. Billederne i Pigen med nålen er så overbevisende, fordi de er skåret virkelig skarpt til. Filmen er fotograferet med mange closeups og sjældent ret meget dybde i billederne, så rum og baggrund er sjældent ret tydelige. Så når bare der står to statister på den lille bid vej, vi kan se, og deres utydelige kostumer ser sådan nogenlunde ud, så tror vi egentlig på, at der sikkert står rigtig mange andre lige uden for billedet, vi kan bare ikke lige se det. Og sådan laver man overbevisende historiske verdener, uden for mange ressourcer.

Jeg ved ikke, om det er derfor, at Magnus von Horn har valgt den æstetik til Pigen med nålen. Måske det også bare passer til filmens tematik, som i høj grad arbejder videre med den tematik, instruktøren undersøgte i hans første to film. Hvorvidt man kan kende et menneske. Om vi kan stole på det, vi ser, eller om der foregår meget andet, som vi ikke kan se.

Debuten Efterskælv (2015) handlede om en svensk dreng, der blev løsladt for fængslet efter at have afsonet en dom for mord. Morderen John var så uforståelig en karakter, sød og rar, men samtidig kvindemorder, at hverken lokalsamfundet eller filmen kunne finde hoved og hale i det, hvilket skabte en imponerende foruroligende grundstemning. Sweat fulgte Sylwia, der som fitness-influencer på overfladen delte alt med hele omverdenen. Men var hun glad? Var opmærksomheden god eller dårlig, når den f.eks resulterede i en stalker?

Magnus von Horn har altså lavet tre film. Efterskælv er svensk, ligesom han selv. Sweat er polsk, som er der hvor han blev uddannet. Og Pigen med nålen er altså dansk, men med en stor del polske filmarbejdere, og også optaget i Østeuropa.

Mest af alt er Pigen med nålen bare første gang von Horn virkelig får kombineret tematik og æstetik til et forrygende samlet hele. Dagmar Overbye er uforståelig, denne gang er hele verden uforståelig, og det er den i høj grad, fordi æstetikken nægter at give os det hele. Det er en af de mest æstetisk ambitiøse og vellykkede danske film i lang tid. Og et dybt foruroligende mareridt.