Palmesøndag del 443
(Kelly Reichardt, USA
Cannes 2025)
‘I really don’t think you’ve thought this through’. Sætningen går som et ironisk omkvæd igennem Kelly Reichardts kupkomedie The Mastermind, som en kommentar til hvor lidt filmens hovedperson James Mooney (Josh O’Connor) lever op til rollen som mesterlig planlægger.
Mooney er et af de største eksempler på en af Reichardts gentagende figurer: Manden (og det er altid en mand) som er overbevist om at han har lagt en rigtig god plan, men som lynhurtigt bliver væltet omkuld af en kaotisk omverden. Andre eksempler inkluderer Stephen Meek fra Meek’s Cutoff (2010) og Will Fuller fra Certain Women (2016).
Deres logiske modstykke hos Reichardt er kvinden, der nu er tvunget til at bruge ekstra mange kræfter på emotionelt arbejde og at gøre tingene gode igen, hvilket tæller karakterer som hovedpersonerne i Certain Women eller Lizzy i Showing Up (2022). I The Mastermind finder vi James’ kone Terri Mooney (Alana Haim), der naturligvis er nødt til at tage sig af familien efter at James har skabt krise med sin kriminalitet. Men hun fylder ikke ret meget i filmen.
Hvad der i stedet fylder, er en omverden i konstant forandring, som Kelly Reichardts kamera tålmodigt og humoristisk registrerer, og som bliver ved med at overraske James og han kumpaner. Det er ukontrollable overraskelser over for smarte planer. Hvilket egentlig også er de to poler i Reichardts æstetik: Enormt omhyggelige og planlagte kameraindstillinger, men alligevel altid med plads til sprækker af liv og overraskelse. Omend måske er der ikke helt lige så meget liv i The Mastermind som i de bedste af Reichardts film.
James vil stjæle fire malerier af den amerikanske maler Arthur Dove fra det lokale museum. Vi er i halvfjerdserne, og USA er præget af demonstrationer mod Vietnam-krigen og generel mangel på retning. Reichardt leger med kupgenrens normer ved at afvikle det centrale tyveri ganske tidligt i filmen. Vi får først forberedelse, så hører vi om planerne i detaljer, og så ser vi også udførslen umanerlig detaljeret. I praksis går det overhovedet ikke som James havde planlagt, men det er alligevel ikke derfor at alting begynder at gå galt bagefter. Det skyldes mest af alt helt andre tilfældigheder, som James overhovedet ikke havde forestillet sig at han skulle tage højde for – hvilket er en af grundene til folk hele tiden spørger om han havde gennemtænkt det hele.
I anden del bliver James derfor endnu en type Reichardt-karakter: Nomaden, der driver gennem USA uden plan og formål. Det fyldte meget i Reichardts tidlige film, som i Old Joy (2006), der handlede om en vandretur, og Wendy & Lucy (2008), der handlede om en vagabond og hendes hund. Selvom Meek’s Cutoff handlede om nybyggere og pionerer, der normalt skildres som de mest målrettede mennesker i amerikansk historie, drevet som de er af det som er blevet kaldet ‘manifest destiny’, så vendte Kelly Reichardt det også på hovedet. Som hun sagde til The Guardian: ‘I wanted to give a different view of the west from the usual series of masculine encounters and battles of strength, and to present this idea of going west as just a trance of walking.‘ De to dele af filmen, hvor James har en plan og desperat forsøger at udføre den, og hvor han ikke har nogen anden plan end at forblive i bevægelse og ikke komme i fængsel, minder æstetisk virkelig meget om hinanden. Hvilket jo nok er en pointe i sig selv.
Nogle lægger planer, nogle vandrer. Nogle tror de lægger planer, mens de bare vandrer. Der er i Kelly Reichardts film et tematisk spil mellem planer og planløshed, der også kommer til udtryk i hendes æstetik. Jeg har tidligere rost hende for en enorm grundighed i den måde hun laver film på, men har også rost hende for at hendes film føles ‘frie’, som om alt kan ske og alt er åbent. Der er plads til en utrolig præcision, men også en utrolig frihed, der til tider kan føles næsten improvisatorisk. Det minder måske om jazz, og det passer derfor meget godt, at hendes to seneste film har haft soundtracks fra jazzmusikere: André 3000 til Showing Up og fantastiske Rob Mazurek til The Mastermind. Mazureks musik er noget af det bedste ved filmen, det føles særegent, men samtidig enormt passende.
Der er mange andre ting, som jeg vildt godt kan lide ved The Mastermind. En fornemmelse af liv i margenen af fortællingen, f.eks. Klip holdes lige et øjeblik længere, så vi kan se nogle andre mennesker, der er i gang med deres eget liv. På et tidspunkt drejer kameraet lige 360 grader rundt i rummet, mens James sidder og bakser med noget. To blaffere, der er i filmen i max et par minutter, og som er svære at glemme igen. Det giver jo også tematisk mening, for problemet med James’ kupplaner er netop, at han ikke har kunnet forudse hvad alle mulige andre mennesker vil gøre, under og efter kuppet. Så det understreger pointen med filmen. Det er også dejligt i sig selv.
Men et par gange føles det lidt for meget som om, at det skal underbygge pointen med filmen. Hvis Reichardts film veksler mellem det frie og det grundige, så føles The Mastermind til tider som en af hendes mest grundige film. Komposition af billeder og kamerabevægelser føles enormt gennemarbejdet, så meget at det til tider kan føles en lille smule koldt og kalkuleret. Fordi plottet også handler om, at ting udefra kan overraske os, så bliver man faktisk aldrig rigtig overrasket af noget, fordi man forventer overraskelser hele tiden. På den vis har Reichardt sat en fælde for sig selv, men måske en virkelig opfindsom udvikling kunne have afhjulpet problemet?
The Mastermind er den Kelly Reichardt film jeg har været væltet mindst bagover siden Night Moves (2013). Men jeg beundrer den alligevel rigtig meget. Og er virkelig fascineret over dens skildring af halvfjerdserne. Reichardt skildrer et USA, der lige så vel som James synes at være fanget i sit eget plot. Der er konstant demonstrationer mod Vietnam, hvor unge mennesker synes at gå i den samme slags trance som Reichardt snakkede om at nybyggerne bevægede sig i. Reichardts to tidligere historiske film, Meek’s Cutoff og First Cow (2019), var begge westerns, og underminerede på hver deres vis den typiske westernmytologi, i First Cow ved at fokusere på et områdes første ko frem for dens første sheriff eller bank eller noget mere normalt samfundsopbyggende. The Mastermind‘s billede af halvfjerdserne kommer til at fungere som en bro mellem Reichardts billede af USAs fødsel, og hendes mange fremragende afdækninger af USAs nuværende virkelighed.
61-årige Reichardt har været ret uheldig i sin karriere. Der gik 12 år efter debuten River of Grass (94) til hun fik fulgt op med Old Joy (okay, det skyldtes nok lige så meget sexisme som bare uheld), og efter hun fik sin karriere tilbage på sporet blev hun gjort til bannerfører for et par strømninger i tidens film, dels ‘slow cinema’, dels var hun en af dem som A.O. Scott nævnte som del af en art ‘neo-neo-realisme’ efter Wendy & Lucy. Det har måske lidt dækket over, hvor meget Reichardts filmografi er begyndt at fungere som et samlet auteur-hele, men med The Mastermind begynder det virkelig at fungere som et samlet udsagn om USA, hvis man vil se på det med de briller. Et USA, der opstod med idéen om, at landet var skæbne-bestemt til en glorværdig fremtid, men som måske mest har været et kaos af folk med planer, folk uden mål og retning, og en hel masse folk, der har måttet holde stumperne sammen.