Palmesøndag del 243
(Jessica Hausner, UK
Cannes 2019, Bedste Skuespillerinde (Emily Beecham) + Palm Dog Grand Jury Pris for Bedste Hund)

Hvis jeg skal vise et eksempel på, at Cannes har problemer med kvindelige instruktører, så peger jeg gerne på Jessica Hausners Amour Fou, der helt groteskt måtte nøjes med at blive vist i Un Certain Regard i 2014. Hausner havde aftjent sin værnepligt i sidekonkurrencer og i Venedig. Hovedkonkurrencen havde det år plads til makværker som The Captive af Atom Egoyan og The Search af Michel Hazanavicius. Og, altså, Amour Fou er et mesterværk, en gennemført æstetisk perle, der er medrivende, underfundig, morsom, ekstremt tankevækkende. Det var et gigant-værk, og en instruktør, der helt hundrede procent havde fundet sig selv. Præcis den slags der hører til i Cannes!

Men Little Joe viser så på den anden side hvorfor Hausner måske ikke alligevel hører til i Cannes i vor tid. Hun eksperimenterer! Og det er farligt at eksperimentere. Man ved per definition ikke, hvad der skal ske. Måske man skaber noget helt nyt og inspirererende. Måske det går ekstremt galt. Måske det bliver noget midt imellem?

Hausner har før eksperimenteret sig frem til mesterværker. Men resultatet i Little Joe er usammenhængende, med glimt af genialitet. Og Cannes i vor tid foretrækker konsistens fra sine gengangere. Til tider endda selvom det er konsistent ligegyldigt, lader det til.

Plottet i Little Joe handler også lige præcis om at eksperimentere. Alice er eksperimenterende planteavler og enlig mor. Hendes søn hedder Joe, hendes plante hedder Little Joe. Little Joe er en helt særlig plante, der er fremavlet med henblik på at skabe en helt speciel duft, der vil gøre dens ejere glade. Men det er farligt på den måde at eksperimentere med menneskers humør. Langsomt får Alice en mistanke. Little Joes pollen gør ikke bare mennesker glade. Den ændrer deres personlighed på subtile måder. Efterhånden kan hun ikke genkende sin egen søn, han opfører sig ikke, som han plejer. Er det på grund af blomsten? Eller er det fordi han er teenager? Uhyggen breder sig. Og det gør den dissonante musik også.

Åh den musik. Little Joe har et helt eminent soundtrack, nærmest Morricone’sk i ånden. Musikken er skrevet af den japanske avantgarde-komponist Teiji Ito (1934-1987), der var gift med den amerikanske avantgarde-instruktør Maya Deren og lavede musik til hendes film. Musikken til Little Joe er dog hovedsagligt taget fra balletten Watermill. Det er forbløffende musik. Dissonante japanske instrumenter blandes op med hundebjæf og decideret støj. Det er ubegribeligt, at det virker, men det gør det. Det er den slags triumfer, man opnår, hvis man kaster sig ud på dybt vand og prøver noget helt nyt.

Det samme kan næsten siges om farvelægningen. Åh den farvelægning. Pastelgrønne kitler står i kontrast til blomsternes mørke røde og blå farver. Joes lyserøde sneakers passer perfekt til den stol han sidder på, og Alices røde hår er en karakter i sig selv. Det ser vanvittigt ud, det er en fryd bare at sidde og kigge på farverne. Men… Jeg forstår ikke, hvad pointen med det er? Jeg kan se det er nyt og anderledes, men jeg føler ikke rigtig noget, udover at det dælme er pænt. Hvorfor lever folk i de her farver, hvad skal det betyde? Det er også bare mærkeligt.

Og så er der skuespillet. Jessica Hausner anvender en helt særlig skuespilsteknik, minimalistisk, nærmest tonløs. Når det fungerer, som i mesterværket Amour Fou, skaber det en helt særlig stemning, en fornemmelse af, at karaktererne er på dybt vand og desperat forsøger at finde noget at knytte sig til. Emily Beecham, der spiller Alice, lader til at mestre den her form for skuespil, og vandt fortjent prisen som Bedste Skuespillerinde i Cannes sidste år. Unge Kit Connor, bare 14 år gammel da Little Joe blev indspillet, spiller hele filmen, som om han ikke aner, hvad der foregår. Det er tåkrummende, det er pinligt, det er mest af alt bare synd for ham. Han er en erfaren børneskuespiller, gør rigtig mange ting rigtig godt, men han kan simpelthen ikke det her. Det ødelægger hver eneste scene, han er med i, og han er altså en af filmens vigtigste personer.

Tre æstetiske valg, musik, farver, skuespil. Det ene er mesterligt. Det andet er nyskabende omend lidt mærkeligt. Det tredje er ved at ødelægge hele filmen. Suk.

Hausner har en helt særlig grundtematik, som hun udfolder som ingen andre. Det handler om, hvordan ting udefra påvirker det enkelte menneske. Miraklet i Lourdes omhandler en mirakuløs helbredelse, pludselig kan en lam kvinde gå. Er det Jomfru Maria eller er det placebo? I Amour Fou rammes en kvinde af en mystisk sygdom, eller måske er det hendes stressende liv, der har sat sig som noget psykosomatisk. Det eminente ved Hausners film kommer af, hvordan hendes æstetik understreger hendes tematik. Hele miljøet i Amour Fou er så snævert, så betændt, at vi fuldstændig forstår, hvordan det kan gøre en kvinde syg. Hvert eneste æstetiske valg synes at understøtte de tematiske pointer, og det resulterer i film, man kan se dusinvis af gange, uden at det bliver kedeligt.

Tematikken er så klar som nogensinde i Little Joe. Et eller andet påvirker folk, så de begynder at opføre sig anderledes. Måske er det bare hormoner? Alice selv overvejer, om hun muligvis ser spøgelser, at hun støder Joe fra sig, fordi hun ikke tør indrømme overfor sig selv, at hun egentlig hellere vil være botaniker end enlig mor. I så fald er det – igen for Hausner – patriarkatet, som er det egentlige monster. Men det kunne nu også sagtens være blomsten.

Men hvis tematikken er klarere end før, så hænger det ikke på samme måde sammen med æstetikken, som det plejer. Jeg kan ikke se sammenhængen mellem farvevalg og plot. Det virker bare som et eksperiment. Hvilket også har værdi. Man kunne faktisk mene, at en festival måske lige netop skulle være et laboratorium, hvor der var plads til at det kunne gå helt galt. Sådan er det bare ikke for tiden. Og jeg ville da ærlig talt nok også selv have været tilfreds, hvis Hausner bare lavede variationer over Amour Fou de næste mange år.

Det tror jeg ikke hun gør. Jeg tror hun vil blive ved med at udfordre sig selv, lege med lyd og farver og linjer, sikkert også angribe sine faste emner fra skiftende vinkler. Hun er en af den slags filminstruktører, som jeg hårdnakket vil påstå siger lige så meget om verden som forfattere som Knausgård og Houllebecq. Hun fortæller bare med billeder, lyd og klip. Alle hendes film er værd at se. Men med Little Joe skal man acceptere at krumme tæer indimellem.