Palmesøndag del 294
(Paul Verhoeven, Frankrig
Cannes 2021)
Man kunne godt på forhånd være lidt skeptisk overfor Paul Verhoevens Benedetta. Den hollandske instruktør har haft stor succes med sex på film, fra Turkish Delight (1973) over Iskoldt begær (1992), men floppede også massivt med Showgirls (1995), og portrætterne af lesbiske og biseksuelle kvinder har aldrig været blandt det mest nuancerede i den nu 83-årige instruktørs filmografi. Og når han så nu ville filmatisere den virkelige historie om en lesbisk nonne i 1600-tallets Italien kunne man forestille sig det bare blev to timer med Verhoevens egne lyster, og meget lidt plads til andet.
Og ja, det er lidt blevet sådan filmen er blevet. Men det viser sig, at Verhoevens lyster rækker langt udover nøgne kvindekroppe. Benedetta sprudler af en glæde ved at fantasere og fabulere, der resulterer i en historisk vision næsten så stærk som sci-fi verdenerne i film som Robocop (1987) og Starship Troopers (1997). Det er vulgært og visionært på godt og ondt – de lesbiske scener er så tydeligt en 83-årig mands værk at det er tåkrummende – men filmen er så ærligt og ægte bare sig selv, at det ender som Verhoevens klart bedste film i årtier.
Benedetta Carlini var en italiensk nonne, der i 1600-tallet hævdede at modtage visioner om Jesus, få stigmata-sår, men som i høj grad blev kendt for eftertiden, da en inkvisitorisk undersøgelse kom frem til at hun havde haft et seksuelt forhold til en anden nonne, hvilket for den officielle samtid var ikke så meget ulovligt og blasfemisk som det var umuligt og uforståeligt. Filmen bygger på Judith C Browns historiske monografi Immodest Acts, der blev udgivet i serien Studies in the History of Sexuality. Verhoeven lægger dog meget vægt på de religiøse spørgsmål og den historiske samtid: Hans film foregår under en pest-epidemi, og Benedetta fremstår som enten en reel mystisk profet, eller som en kynisk manipulator.
Vi ser hendes visioner, vidunderligt campy set-stykker hvor en hunk af en Jesus redder Benedetta fra voldtægtsmænd, eller kapper hovedet af giftige slanger, eller hænger næsten helt nøgen fra korset. Så Verhoeven er meget tydelig om, at hans Benedetta altså ser et eller andet, men tror hun selv på at det er guddommeligt? Eller forvrænger hun det hun ser når hun genfortæller det, for at spille på hendes publikums forventninger og religiøse forståelser? Det er her Verhoeven har et helt særligt instinkt, for han lader til at have mindst lige så meget sympati for hende hvis hun er en vulgær fantast, der bare giver folk hvad der fungerer. Han lader faktisk virkelig til at kunne identificere sig med den indstilling.
Det er her Benedetta for alvor kommer til at fungere, for dens fremstilling af 1600-tallets Italien er også en ganske vidunderlig vision. Her går Verhoeven nærmest amok i detaljer fra livet dengang, og vi får fortalt hvordan f.eks toilet-situationen er i klosteret, hvad reglerne er for at få en ung pige optaget, der er tænkt over hvordan man laver religiøse skuespil når man kun er kvinder og alle hovedrollerne i Bibelen indtages af mænd, og så får han mange billeder ud af den idé at nonnernes sengepladser er adskilt af stofvægge, præcis af den tykkelse, så man klart kan se konturerne af en nøgen kvindekrop bagved, men ikke se detaljer. Der er rigtig mange steder, hvor jeg tvivler på den historiske sandhed bag detaljerne, men i stedet fungerer det frit fabulerende, næsten ligeså spekulativt som i Verhoevens scifi-klassikkere, og det er en skam at han har lavet så få historiske film i sin lange karriere.
Hvis nu det var en lødig historisk film, så kunne man klage over at plottet er trukket langt mere skarpt og dramatisk op end den virkelige fortælling, men når alt er spekulation kan man i stedet først og fremmest bemærke hvor effektivt spændende filmen er bygget op, hvordan sympatien hele tiden skifter i forhold til Benedetta, alt efter om hun er oppe imod den skeptiske tidligere abbedisse, stærkt spillet af Charlotte Rampling, eller om det er hele det katolske inkvisitoriske apparat der vælter nedover de unge kvinder. Pesten medvirker til at skabe en grum apokalyptisk stemning, som jeg ikke er sikker på jeg nogensinde har set så stærkt skildret før, som kolonner af selvpiskende og byldebefængte mennesker vandrer rundt i dødsdømt desperation. Når så også en komet farver hele himlen rød ville det være for meget, hvis ikke det var så forbasket flot.
Jeg ved ikke hvor meget Verhoeven får sagt om katolicisme og kristendom. Hans skildring af lesbisk sex er også tragikomisk maskulin – det var en central ting ting ved den historiske Benedetta, at inkvisitionen ikke kunne finde ud af at kategorisere sex mellem kvinder uden penetration, og uden at ville spoile for meget lader Verhoeven og hans mandlige manusforfattere til at have lige så svært ved at arbejde med det koncept. Det er ikke en film der kan erstatte en lærebog i Historie. I stedet er det blevet en vulgær vision om en mystiskers vulgære visioner, og her fungerer den fremragende fordi fantasi og billedglæde bliver sat fri. Som med Wes Andersons hyldest til journalistik i The French Dispatch er der et vidunderligt match mellem form og indhold. Omend The French Dispatch dog også er en del mere ambitiøs og opfindsom i sit form, hvor det meste i Benedetta er set før. Bare sjældent så gennemført.
Benedetta er Verhoevens bedste siden Starship Troopers. Men det siger heller ikke så meget. Det er kun Verhoevens fjerde film på de snart 25 år siden da, og både Black Book (2006) og Elle (2016) forsøgte at ramme en mere seriøs tone. Det har bare aldrig været Verhoevens styrke. Der er ting i Benedetta, som er værd at tage seriøst, men der er ikke meget, der skal tages for gode varer. Det er en mystisk manipulation, og fordi den ved præcis, hvordan den skal manipulere os, er den lige så udleverende om sit publikum som om sine skabere.