The Last Word

Palmesøndag del 295
(Последната дума, Poslednata duma, Binka Zhelyazkova, Bulgarien
Cannes 1974)

Cannes festivalen blev grundlagt som et neutralt alternativ til Venedig festivalen, der i løbet af trediverne blev mere og mere styret af det fascistiske italienske regime. I Cannes skulle der være plads til alle, fri fra politiske hensyn. Det princip fejlede spektakulært fra start, idet festivalens første udgave skulle være begyndt 1. september 1939, præcis den dag Tyskland invaderede Polen, og Anden Verdenskrig tog sin begyndelse.

Idéen om neutralitet og venskab mellem nationer blev dog stadig efterlevet da festivalen gik i gang igen i anden halvdel af fyrrerne. Der skulle være plads til at alle lande kunne sende en film, hvis bare de selv betalte, lige meget hvad man ellers mente om landets ledelse. Men i praksis var det selvfølgelig ikke så nemt. For hvad med de nationer, der var lukkede over for omverden, og fjendligt indstillet over for sine kunstnere? Skulle man bare tillade dem at sende deres propaganda til festivalen, mens andre af landets instruktører blev censureret eller det der var værre?

I praksis holdt de værste regimer sig generelt fra at sende film. Festivalen blev ikke overrendt af f.eks maoistiske propaganda-film. Men det var stadig en balancegang, for man ville jo gerne have diversitet. Det gav nogle gange plads til nogle ret specielle film, som f.eks The Last Word af bulgarske Binka Zhelyazkova. Det skete ikke ret tit at Bulgarien gad at sende en film. Men The Last Word er også noget helt specielt, en innovativ og hip artfilm, der samtidig, med lidt god vilje, kan siges at støtte det kommunistiske regime. Ikke helt, men hvis man som censor kniber øjnene lidt i, så er den der.

Binka Zhelyazkova var kendt som ‘the bad girl of Bulgarian cinema’, og hun er klart en af de bulgarske instruktører det er mest værd at bruge tid på, omend det måske ikke siger så meget. Hun var partisan-kæmper under Anden Verdenskrig, og debuterede i 1957 med filmen Life Flows Quietly By… der netop skildrede tidligere partisaner, der var endog særdeles skuffede over udviklingen i landet siden dengang. Den film faldt ikke i god jord hos regimet. Det gjorde hendes efterfølgende film heller ikke, særligt The Tied-up Balloon fra 67 endte i en censur-farce, da den først blev vist i Montreal til et begejstret internationalt publikum, hvorefter en politiker i hjemlandet fik den idé, at en scene med et æsel var en sviner til ham personligt, og fik filmen skrinlagt. Den slags latterlige historier var der en del af i det lukkede bulgarske kultur-miljø.

I starthalvfjerdserne forsøgte regimet at lukke lidt op og komme kunstnerne i møde. Hvis nu man hjalp hinanden lidt undervejs, mon det så ikke var muligt at lave noget, der var nogenlunde kunstnerisk tilfredsstillende, og samtidig ikke var så farligt for regimet? The Last Word virker virkelig som om den er blevet skabt efter et overraskende frugtbart møde med regimet. Måske man kunne lave en anarkisk og kreativ film om unge menneskers kamp mod politisk undertrykkelse, hvis den foregik i et nazi-fængsel i fyrrerne? Og så i øvrigt lade det være et kvindefængsel, og lave en decideret feministisk film ud af det? Det kan måske endda komme på en udenlandsk filmfestival, uden at det gør nogen i hjemlandet fortræd?

Langt hen ad vejen fungerer det fortræffeligt i The Last Word. Filmen foregår mestendels i en fængselscelle, hvor en række dødsdømte kvinder venter på at deres straf skal eksekveres. Imens maler de et kæmpe fresko-maleri, og taler om deres omstændigheder. Indimellem kaldes de over til grufuld tortur af både fysisk og psykologisk slags. Tilsæt nogle abstrakte sekvenser – særligt er der et psych-rock band, der hele tiden spiller en ret medrivende sang, formentlig om kamp mod undertrykkelse – og du har egentlig en ret frisk halvfjerdserfilm. Den ligner samtidige nybølge film som f.eks Vera Chytilovas Daisies, hvor også to unge kvinder har gang i et anarkisk feministisk oprør mod omgivelserne, men det var jo så det tjekkiske samfund de kæmpede imod, og den slags blev censureret mere eller mindre væk efter oprøret i 68.

Den psykologiske tortur – som f.eks at kvinderne hives ud midt om natten som om de skal hænges, hvor det i sidste øjeblik viser sig at rebet er for langt, så de bare falder og slår sig – er også skildret med samme psykedeliske horror-sans for psykologi som f.eks Roman Polanski og Costa-Gavras havde i deres film. Særligt den første scene, hvor en rædselsslagen kvinder føres gennem fængslet, der pludselig ligner et horror-hus, er ret så eminent lavet. Kameraet er skiftevis håndholdt, skiftevis stillet sære steder, og det hele skildrer hvor uhyggeligt et miljø fængslet er, og hvor alene kvinden er i et meget stort og nådesløst system, fast opsat på at ødelægge hende. De scener er reelt fremragende, føles helt frisatte fra noget regime, og kombinerer træk i tiden på en særdeles original måde.

Desværre er det så klart også filmens højdepunkt. Der er sidenhen intet så stærkt og overraskende som den første henrettelsesscene. Som filmen går bliver kvinderne tvunget i fangedragt og sat sammen med en masse andre fanger, hvilket er er en logisk udvikling, men det betyder at filmen bliver mere og mere grå og kedelig at se på. I anden halvdel af filmen laver tyskerne en aktion mod de lokale partisaner, og der går en hel masse tid på generel lovsyngning af ungdom og opofrelse, og det er såmænd fint nok, men det er også set rigtig mange gange før, og har en mindre overraskende tone end de indledende scener. Her begynder det at føles ‘officielt’, frem for personligt og friskt.

Træerne vokser på den måde ikke ind i himlen. I halvdelen af filmen føles The Last Word som en måde at lave anarkisk kunst a la tjekkisk nybølge og jugoslavisk black wave, uden at blive kvast af systemet. Men i anden halvdel bliver det lidt for pænt. Ikke så pænt at det er dårligt, men så pænt at man savner vildskaben og friheden fra de bedste tjekkiske og jugoslaviske film. Eller vildskaben fra Zhelyazkovas tidligere The Tied-up Balloon. Det er alligevel ikke helt godt nok til for alvor at rykke. Og værre endnu, så var det heller ikke langsigtet en fungerende strategi. Efter yderligere et par film forsøgte hun at vende tilbage til temaet om kvinder i fængsel med et par dokumentar-film, men eftersom det jo så var kommunistiske fængsler det handlede om, kom hun igen i klemme med censuren. Efter regimets fald blev hun hyldet, også i udlandet, men der var ikke ressourcer eller interesse nok til at hun kunne fortsætte sin karriere. Ironisk nok fik hun aldrig mulighed for at lave film efter diktaturet var forbi. Dokumentaren Binka: To Tell A Story About Silence blev skabt i 2007, hvilket gav hende endnu et art comeback, inden hun døde i 2012, 88 år gammel.

Hendes historie er endnu en af de rigtig mange historier om talent der ikke blev fuldt udfoldet på grund af omstændighederne. The Last Word er virkelig præget af produktionsomstændighederne, på godt og ondt. I sine bedste scener finder den noget helt unikt, men i sidste ende er der alligevel lidt for meget fængsel over den, og for lidt kunstnerisk frihed. Det er en film der er værd at se, men det er ikke en glemt klassiker.