Palmesøndag del 293
(Paul Verhoeven, Frankrig
Cannes 2016)
Paul Verhoeven er mest kendt for sine Hollywood-skildringer, der gerne fungerer som kommentarer til det amerikanske samfund, men han er jo faktisk en hollandsk filmskaber. Og de holder meget af ham: I 1999 blev Verhoevens Soldier of Orange stemt ind som den næstbedste hollandske film nogensinde, kun overgået af, jep, Verhoevens egen Turkish Delight. Da 68-årige Verhoeven vendte hjem og i 2006 udsendte Anden Verdenskrigs-dramaet Black Book fik han en heltemodtagelse, filmen blev den største hollandske kommercielle succes nogensinde, og ved en ny afstemning i 2008 udnævnt til den bedste hollandske film nogensinde. Man kunne godt have forventet en revitaliseret karriere i hollandsk film for den gamle auteur.
Det skete dog ikke. Verhoeven lavede det eksperimenterende tv-program Tricked i 2012, men ellers forsøgte han at producere manuskriptet til Elle i USA, med en stor filmstjerne i hovedrollen. Da det ikke kunne lade sig gøre producerede han filmen i Frankrig med Isabelle Huppert i hovedrollen. Desuagtet at hun er sublim i den rolle, så er det lidt ærgerligt i mine øjne. Elle er en ret typisk kølig fransk auteur-genre-film, lidt som f.eks Haneke kan lave dem, og den slags passer ikke ret godt til Verhoeven. Dens provokerende behandling af seksualitet og traumer kan for mig ikke rigtigt gøre op for at den slet og ret er kedelig…
Elle springer ind i ubehaget med det samme: Michèle Leblanc (Huppert) overfaldes og voldtages i eget hjem. Frem for at fortælle det til politiet gør hun rent, vasker sig, og forsøger at komme videre. Hun fortæller åbent til sine venner hvad der er sket, men hun nægter konstant at inddrage politiet, hvilket vi senere lærer er grundet en tidligere ubehagelig oplevelse. Traumet fra voldtægten bliver dog siddende, og hun begynder at mistænke mændene i det computerspils-firma hun ejer, såvel som hendes mandlige naboer, hvoraf hun i forvejen har en affære med Robert, der ellers er gift med hendes bedste veninde Anna. Da efterhånden hun formår at finde frem til hvem voldtægtsmanden er, begynder et komplekst forhold at udspille sig.
Elle delte vandene. I The Guardian uddelte Peter Bradshaw f.eks fem stjerner og kaldte den ‘an utterly arresting and extraordinarily strange film‘, hvorefter kommentatoren Bidisha i samme avis senere kaldte den ‘sick’ ‘rape fantasy’ og skrev: ‘It’s a classic, malicious lie: that rape awakens women’s sexuality.’ Bidisha har ret i en del, men her rammer hun forbi. Michèle er overhovedet ikke hæmmet før angrebet, hun har en hed affære med Robert, og hendes senere seksuelle handlinger virker på mig mere som selvskadende handlinger efter en traumatisk oplevelse. Reelt er der en god del af Elle som er ganske moderne: At Michèle ikke vil gå til politiet fordi hun allerede én gang er blevet udsat for dårlig og ihf delvist misogyn behandling, og set som en medskyldig, i en situation hvor hun også var et offer. Ordet ‘victimblaming’ siges ikke, men det var det som skete. Traumet hænger også som en sky over hele filmen, og særligt de mange velmenende mænd er ude af stand til at forholde sig til Michèles egne ønsker til hvad der skal ske sidenhen, men ser i stedet angrebet som et eller andet de på macho-vis skal forhindre og godtgøre, som om det snarere var deres mandlighed der blev krænket, da en af deres kvindelige bekendte blev overfaldet. Der skal overraskende få ændringer i manuskriptet for at ændre Elle fra reaktionær provokation til ‘woke’.
Men selvfølgelig ville Verhoeven da ikke lave en ukompliceret og uprovokerende film ud af den her historie, og der er elementer som mest af alt bare er helt ekstremt trættende. Michèle og Annas spil-firma laver scener hvor hovedpersonen voldtager – og myrder, ser det ud til – kvinder, og Michèle sidder i møder og klager over at animationen af kvinden ikke er orgasmisk nok, og at det ser ud som om hun er ‘bange for sex’. Hvor stupid og plat provokatorisk er den scene dog ikke. Igennem hele spil-plottet virker det ikke til at Verhoven nogensinde har spillet et computerspil, for det er stillet op som en debat mellem at levere ‘realistisk’ vold og voldtægt – som så overhovedet ikke virker imponerende animeret – mens modstanderne i stedet vil fokusere på at få gameplayet til at fungere, og jeg ved ikke om Verhoeven forstår hvad der sker med computerspil hvor gameplayet er i stykker…
Men mest af alt, hvis man skræller provokationerne væk, så er Elle bare en virkelig lang og kedelig thriller. Der er intet af den opkørte noir-stil fra Iskoldt begær, eller den voldsomme energi fra Total Recall og Starship Troopers. I stedet er der typisk fransk auteur-stil, metervare kameraføring, og et enerverende soundtrack, og strukket ud til over to timer, med en grotesk mængde subplots om Michèles mere eller mindre uduelige familiemedlemmer, så står jeg lidt af. Verhoeven er altid en genre-instruktør, og Elle hæmmes af at den her genre, den franske auteur-thriller, ikke passer til ham – og generelt er en ret uduelig genre. Isabelle Huppert fortjente al ros og alle priser i verden. Men Elle hører til i bunden af Verhoevens filmografi.
De sidste års debat om hvorvidt kunst skal bedømmes på politiske og moralske skalaer er hjernedød af mange grunde, men en af de mest stupide detaljer er denne: Det er altid kun den ene side, der tænkes at opføre sig politisk. Når Berlin uddeler en pris til iransk dissident, så kaldes det en politisk beslutning, lige meget hvor god filmen er. Når Venedig inkluderer voldtægtsmanden Roman Polanski i hovedkonkurrence, så er det naturligvis et rendyrket kunstnerisk valg, fordi… Men pointerne går begge veje. En dårlig film bliver ikke pludselig god fordi den er politisk korrekt. Men en film kan heller ikke bare leve af at være politisk reaktionær, hvis ikke der er andet i den. Paul Verhoeven har lavet fremragende provokerende film, men det har været fordi de har været opfindsomme og energiske. Elle pissede nogle mennesker af, men hvis man, som jeg, er pænt ligeglad med den slags, så er den mest af alt lang og kedelig.