Palmesøndag del 464
(L’Amour Ouf, Gilles Lellouche, Frankrig
Cannes 2024)

Der var en vis megalomani i Cannes i 2024. Der var selvfølgelig Francis Ford Coppolas Megalopolis, men flere andre film var også mere eller mindre vanvittige i deres ambitioner. Jia Zhangke forsøgte at binde optagelser fra over tyve år sammen til et nyt hele i Caught by the Tides, Jacques Audiard lavede med Emilia Pérez en gigantisk krimi-musical på spansk, et sprog han ikke taler. Men der er noget særligt bizart over Gilles Lellouches Beating Hearts (nylig på Filmstriben), en over to-en-halv time lang film, der foregår over flere årtier, kombinerer kærlighedsdrama med voldelig gangster-film, og som på et tidspunkt også blev kaldt for en musical. Det er virkelig mange ting på én gang, og hvis en instruktør som Audiard kastede sig ud i det, ville man nok være spændt. Men Gilles Lellouche er en ret så mainstream skuespiller, der bl.a. er kendt fra sexkomedier og for nylig overtog rollen som Obelix, og hvis eneste anden film som instruktør, Sink or Swim (også på Filmstriben), er en ret mainstream komedie om mandlige synkronsvømmere. Hvem i alverden ville tro, at Lellouche havde evnerne til at håndtere så kompleks og ambitiøs en film?

Men det mærkelige ved Beating Hearts er, at det egentlig ikke er Lellouches manglende filmiske evner, der får filmen til at gå i stykker – omend det lader til, at han aldrig fik musicaldelen til at fungere, for der er kun én dansescene, og den er ikke specielt god. Lellouches manglende tyngde mærkes mest som en lethed, et fokus på overflade og energi, som egentlig er meget rart i en laaang film, der egentlig ikke har så meget på hjerte. Men han kan ikke redde, hvad der virkelig er en mærkelig fortælling, fra at falde fuldstændig fra hinanden til sidst. Og der er få ting så hårde som at kæmpe sig igennem to timers film, se den kollapse fuldstændig, og så stadigvæk have en halv time tilbage…

De to teenagere Jackie (Mallory Wanecque) og Clotaire (Malik Frikah) forelsker sig voldsomt i hinanden, da de mødes på deres skole. De kunne ellers ikke være mere forskellige. Jackie er ny i skolen efter ellers at have gået på en priviligeret privatskole, mens Clotaire kommer fra en arbejderklassefamilie, har en voldelig far, og er på vej til at droppe ud af skolen. Deres forelskelse er skildret som fuldstændig eventyrlig første kærlighed, kys på marker, sex på strande, etc. Men Clotaire er samtidig ved at rode sig længere og længere ud i noget kriminalitet, og efterhånden overtager det hans liv, så der ikke rigtig er plads til Jackie længere, og til sidst ryger han 12 år i fængsel for et mord han ikke har begået.

12 år senere kommer en voksen Clotaire (François Civil) ud af fængslet, og forsøger at finde Jackie (Adèle Exarchopoulos) igen. Hendes liv gik mere eller mindre i stykker efter traumet over at se hendes kærlighed blive smidt i fængsel for mord, men hun er for nylig blevet gift, så hun vil egentlig ikke se ham igen. Og Clotaire har også nogle regnskaber der skal gøres op, og derefter kunne han måske også opnå den position i gangster-underverdenen, han aldrig fik som ung. Vil vold og død overtage kærlighedsfortællingen igen?

Som nævnt er filmen næsten 2 timer og 40 minutter lang, men som man kan se, er det også nærmest fire film i én. Der er to tidsperioder, og både en kærlighedsfortælling og et gangsterplot i begge perioder, og så er det faktisk nærmest kun 40 minutter, der er til hver. Det kan virke lidt bizart, at sidde med en to timer og fyrre minutter lang film, og føle at det meste er forhastet og overfladisk, men sådan er det faktisk.

Fornemmelsen af overfladiskhed kommer dog også af, at Lellouche fuldstændig overlæsser filmen med ekstravagante elementer. Filmen starter med en sekvens, der ligner kulminationen på Clotaires gangsterkrig, så man kan i lang tid tro, at man ved hvordan historien ender. Men tingene er ikke helt sådan som de ser ud, omend på en måde, hvor det mest virker som om intro-sekvensen var spild af tid. Lellouche holder heller ikke noget tilbage i de tidlige kærlighedsscener. Efter Jackie og Clotaire har sex første gang ser vi dem sidde ude foran på et kørende tog, og derefter kysser de mens der er en solformørkelse. Det havde da helt klart været nok med én af den slags over-the-top scener. Og resultatet er lidt, at resten af fortællingen mangler lidt gods. Så essentielle karakterer som Clotaires bedste ven eller Jackies mand lærer vi aldrig rigtigt at kende, og det havde måske været smartere brug af tid, end de par minutter, hvor Jackie og Clotaire danser til The Cures ‘A Forest’.

Men så igen, det er egentlig lidt charmen ved filmen. Lellouche er ikke nogen stor instruktør, men han ved hvordan man laver mainstream-film, og Beating Hearts er læsset med smarte scener. I stedet falder filmen fra hinanden, fordi selve fortællingen, baseret på Neville Thompsons roman Jackie Loves Johnser OK?, er filmisk håbløs. Pointen med fortællingen er, at Jackie og Clotaire har et fuldstændig magisk teenage-forhold, men så bliver de skilt, og da de bliver voksne er deres liv grå og kedelige. Hvilket betyder, at efter halvanden time på højeste klinge, hvorefter man er ved at blive fuldstændig udmattet, bliver filmen pludselig grå og kedelig. Hvilket så absolut ikke var, hvad jeg kunne overskue. Jeg var alt for udkørt til at engagere mig i Jackies arbejde for et biludlejningsfirma. Og ikke nok med, at deres liv til at starte med er kedeligt. Eftersom Clotaires liv i første omgang blev ødelagt af, at han foretrak et eksplosivt gangsterliv frem for kedelig hverdagsnormalitet, kommer filmen også til at handle om, hvorvidt han kan blive voksen nok til at acceptere at være kedelig. Hvilket egentlig er en innovativ fortælling. Hvis bare ikke den lykkedes så voldsomt meget med at blive røvkedelig…

Beating Hearts er aldrig rigtig nogen god film, dertil er den for upersonlig og glat i sin stil, men langt hen ad vejen foretrak jeg den frem for Emilia Pérez som fransk musikalsk gangster-kærligheds-drama, for i det mindste er den mindre prætentiøs, og der er ikke dårlige sange hele tiden. Men jeg ved det ikke, Beating Hearts falder godt nok fuldstændig fra hinanden til sidst, og efter den tabte mig endegyldigt var der stadigvæk en halv time tilbage. Det var godt nok hård kost.