Palmesøndag del 465
(Lynne Ramsay, USA/UK
Cannes 2025)
Mange af Lynne Ramsays karakterer lever nærmest i en traume-verden. Men i Die My Love lever det centrale par vitterligt i et traumehus. I første scene ser vi dem træde ind i det hus, som Jackson (Robert Pattinson) har arvet efter sin afdøde onkel Frank, og vi lærer senere de traumatiske omstændigheder omkring hans død. I filmens sidste scene træder Grace (Jennifer Lawrence) ud af huset igen, og kameraet glider med hende væk.
Der er mange traumer i både Jackson og Graces familier, og huset kunne sagtens være brugt som et symbol på dette. Men i stedet gør Ramsay noget andet. Hendes film handler om noget traumatisk, javist, det er kort fortalt en fortælling om fødselsdepression. Men hun forsøger ikke som i tidligere film at skabe en traumeverden, en ødelagt, opsplittet, fragmenteret verden. I stedet forsøger Die My Love at sige, at verden er traumatisk! Hvor traumerne før fik hendes film til at falde fra hinanden, så samler de snarere trådene sammen denne gang. Hvilket er en ret fascinerende variation, fra en instruktør, der meget gerne måtte lave meget flere film meget hurtigere end hun plejer.
Grace er forfatter og Jackson arbejder med et eller andet som gør, at han ofte er på farten. Så det giver meget god mening at overtage et gammelt hus ude på landet som base. I første scene går Grace og Jackson ind i deres nye hus, i næste sekvens er Grace gravid, og så pludselig er der et barn. Hvilken lykke! Men der er også meget mørke. Jacksons far er død, og Grace har meget svært ved at håndtere at være mor med et lille spædbarn. Snart begynder Jackson og Graces forhold at gå i stykker, samtidig med at mere og mere mørke og mærkværdighed breder sig i alle retninger af fortællingen.
Egentlig kan man godt sige, at fortællingen begynder at gå i stykker, lige som man kan sige om de fleste Ramsay-film. Der er flashbacks, der er digressioner, der er scener man ikke ved om er drøm eller virkelighed – f.eks Graces møder med en fremmed mand på en motorcykel (LaKeith Stanfield) – og hvis man bare ser det som en film om Graces fødselsdepression, så er dramaturgien lidt knudret.
Men filmen hænger alligevel sammen, og det gør den i høj grad på grund af et fokuseret arbejde med klipningen. Ramsay og klipper Toni Froschhammer gør stor brug af matchcuts, eller klipper rytmisk fra den ene sekvens til den næste. Klipningen binder filmen sammen snarere end skærer den op. I et af de sjoveste klip ser vi Grace dryppe først blæk og dernæst brystmælk på et stykke papir, og blanding af sort og hvidt glider derefter over i den stjernehimmel, som Jackson sidder og kigger på udenfor. Derefter får vi også hvad der er en mulig tematisk nøgle til filmen. Grace siger, at hun ikke kan lide at se på stjerner, fordi hun føler sig lille og ubetydelig. Jackson siger, at stjernerne får ham til at føle sig som en del af noget større.
Det er jo lige præcis når man bliver forælder, at man føler sig som en del af noget større. Man har ført slægten videre, og pludselig er man et led i en kæde, i stedet for at være endemålet i sig selv. Det er selvfølgelig særlig slemt for Grace, for hun bor i et hus Jackson har arvet, tæt på hans mor, og deres barn blev født kort efter Jacksons far døde. Hende og hendes barn er virkelig blevet kastet ind i Jacksons slægts fortælling, og i det meste af filmen hører vi ikke ret meget om Graces egen familie.
Filmen handler med andre ord om et meget større traume end en fødelsdepression (ikke at det ikke er slemt nok). Den handler om tab af kontrol, af personlighed, af betydning. Grace mister sig selv i Franks hus, der ikke blot er et traumehus, men som også er Jacksons families traumehus. Vi hører at Grace er forfatter, men hun mister evnen til at skrive. Hun går fra selv at skabe historier, til ikke engang selv at være hovedperson i sin egen historie. Og det er ikke blot barnets historie der bliver vigtigst, men også hendes mands. Og selvom det selvfølgelig er sat på spidsen med Grace, så er det en proces jeg tænker de fleste kan spejle sig i. Der er lige nogle år hvor man er ung og selv træffer sine egne valg, og så på et eller andet tidspunkt bliver man ‘en del af noget større’, får en position i et firma, får en familie, etc.
På sin vis virker Die My Love som Lynne Ramsays mest personlige projekt. Med undtagelse af debuten Ratcatcher har alle Ramsays film været baseret på romaner, men har alligevel også virket Ramsay’ske. Til Die My Love har Ramsay også været med til at lave musikken, og under rulleteksterne lyder et cover af Joy Divisions ‘Love Will Tear Us Apart’ sunget af Ramsay. Jeg fik en fornemmelse af, at filmens grundlæggende tematik, kampen mellem individualisten og fællesskabet, særligt set fra en kvindes synspunkt, fylder ret meget for Ramsay. Som jo gennem hele sin karriere har haft svært ved at få penge til sine film, og også nogle gange kæmpet med producere på hendes film.
Det føles med andre ord som en nøglefilm. Et virkelig gennemarbejdet auteur-værk. Hvor alle andre medvirkende også gør det godt, fra Lawrence og Pattinson til fotografer og klippere. Særligt Lawrence gør meget stort indtryk, det er en virkelig fysisk skuespilspræstation, hvor vi får meget fra den måde Grace bevæger sig på, hopper og sparker og kravler. Omend igen her stammer en stor del af fornemmelsen af bevægelserne fra måden kameraet bevæger sig på, og filmens rytmiske klipning. Det er virkelig meget Ramsays film.
Die My Love minder mig lidt om Ari Asters Eddington. Det kan ses som en instruktørs forsøg på at få hele sit verdensbillede ned på film. Men hvor Eddington er uendeligt lang, og fyldt med plot plot plot plot plot, så er Die My Love konstant i bevægelse, energisk, og i stand til at skabe sit verdensbillede via filmiske virkemidler. Det er ikke alt i den der fungerer – der er noget med skovbrande, som er ret irriterende på en glat og digital måde – men det er en af Lynne Ramsays bedste film.