Hong Sang-soo laver nærmest den samme film – instruktør og kvinder mødes, drikker soju, snakker – men nogle gange laver han den særlig, og nogle gange knap så særlig. In Another Country fra 2012 havde Isabelle Huppert, og udspillede tre variationer over samme tema ved en strand i Korea. Den var særlig. Hill of Freedom fra 2014 var den […]
Eugène Green er en ener. Den 69-årige instruktør, født i New York men siden 1976 fransk statsborger, har lavet barokteater siden 70’erne, skrevet bøger og skuespil, undervist i barok-diktion, og så siden 2001 formået at lave nu 6 langfilm. De fire seneste handler ikke overraskende i høj grad om det 17. århundredes barok-kunst (Le Pont des Arts (2004) om […]
Så er det endelig nu! Efter halvandet års ventetid, grundet dato-bytning mellem CPH:DOX og CPH:PIX, er det nu ENDELIG den tid hvor smalle film fra hele verden kan ses i de danske biografer. Jeg kommer til at rapportere løbende fra festivalen – vil anmelde hele hovedkonkurrencen, og forhåbentlig skrive om en god pose film derudover […]
Palmesøndag del 72 (Todd Haynes, USA, Cannes 2015, Bedste Skuespillerinde (Rooney Mara) + Queer Palm) Carol er måske Todd Haynes bedste film. I den bedste af alle verdener er det startskuddet til en opblomstring af en filmografi, der dels har været noget irregulær på det sidste – filmen er hans første spillefilm siden I’m Not […]
Palmesøndag del 71 (Todd Haynes, USA Cannes 1998, Bedste Kunstneriske Bidrag) Siden Todd Haynes’ Safe fra 1995 og frem til Carol fra 2015 kan man lave en grovinddeling af hans værk i to lejre: En art historiske ‘husmor’-film (Safe, Far From Heaven, Mildred Pierce, Carol) og rockmusik-film (Velvet Goldmine og I’m Not There) I virkeligheden er det to sider af samme […]
Palmesøndag del 70(Terence Davies, UKCannes 1995) En gang imellem er de dårlige film de mest sigende. The Neon Bible er Terence Davies dårligste film, hvilket betyder den bestemt stadig er værd at se. Lavet efter tre selvbiografiske mesterværker, kortfilmssamlingen The Terence Davies Trilogy, debuten Distant Voices, Still Lives og kulminationen The Long Day Closes, valgte Davies at tage et […]
Palmesøndag del 69(Terence Davies, UKCannes 1992) “Life also cooperates in the work of destruction.“ Terence Davies’ film skildrer prøvelser og den styrke det kræver at stå dem igennem. Hans film er fyldt med voldelige fædre, social udstødelse, krig og ptsd. De er også fyldt med sang, dans og glæde, men netop ofte som eksempler på […]
Selvom Pablo Trapero’s intense Klanen er et ekspansivt familieportræt af virkelighedens Puccio-familie fra Argentina, og også fungerer som et historisk 80’er-portræt af det argentinske samfund efter diktaturet, så vender det altid tilbage til det helt unikke i centrum: De fire kidnapninger, hvoraf tre resulterede i ofrenes død, som Arquimedes Puccio og hans sammensvorne udførte i årene 82-85. Filmens […]
It’s the spring of life, Chris. Sing it. Cherish it. For it will never come again. Terence Davies er Storbrittaniens bedste nulevende instruktør. Jep. Intet mindre. Ikke socialrealister som Ken Loach og Mike Leigh, ikke postmoderne Peter Greenaway, ikke nye stemmer som Peter Strickland, Andrea Arnold, Joanna Hogg eller Ben Russell. Ingen i UK har […]
Et af de Værelser, man hidindtil kun har hørt Rygter om, maaler ni Fod paa den eene Led og fem Fod og fem Tommer paa den anden, idet det med hollandsk Nærighed er reduceret til en troe Copi i qvart Størrelse af en Celle i Fort William, Calcutta, hvori 146 Evropæere blev tvunget til at […]