Elite Zexler’s israelske Sand Storm foregår i et mærkeligt hus. Et tvedelt hus. For Suliman har bygget en tilbygning til hans unge anden kone. I den gamle del af huset, hvor det meste af filmen foregår, bor Jalila og hendes fire døtre – uden at vide noget kan jeg tro manglen på sønner har noget at gøre med […]
En mand flyder ude i havet og er ved at drukne. Så kommer en båd forbi: ‘Hey, godt vi fandt dig, skynd dig og kravl op heri!’ ‘Nej nej,’ siger manden. ‘Jeg er stensikker på Gud nok skal redde mig.’ Så kommer endnu en båd forbi: ‘Hvad i alverden, kom lad os hive dig op.’ […]
Der er for lidt rum i dansk film. Eller snarere: Der er for få rum i dansk film. Eller måske snarere: Der er for få film der filmer rum så fint som Christian Tafdrup’s fornemme første film Forældrer filmer rum. Efter Kjeld og Vibeke’s søn Esben er flyttet ud får vi flotte klip fra de pludseligt så tomme værelser, stuer. […]
Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for denne blogs trofaste læsere, at jeg i høj grad bruger filmmediet som geografisk hjælper. Film viser os landskaber og byer – hvor overraskende frodigt ser Kiarostami’s Iran ikke ud? – den viser os mennesker, påklædning, indretning, og den fortæller os om de problemer de enkelte nationer render […]
Canada er et mærkværdigt filmland. Nærmest usynligt. På Cannes 2014 var der hele tre canadiske instruktører i hovedkonkurrence, flere end USA, næstflest efter Frankrig, men bliver det omtalt som om canadisk film blomstrer? Nah, David Cronenberg og Atom Egoyan regnes for nordamerikanske instruktører, Xavier Dolan som sin egen ting. Der er fransksproget Quebec-film – Dolan, […]
Kvæg. Der er ret mange af dem i kunstfilmen. Siden Bela Tarr’s syv timer lange Satantango startede med et langt klip af køer vandrende rundt for sig selv, har det nærmest været en kliché, at kunstfilm gerne lige starter med nogle billeder af kvæg, før de kan gå i gang med plottet. Det har mest været en […]
Samme dag som jeg så Julia Ducournau’s Raw læste jeg en artikel i indiewire om et mærkværdigt problem for horror-film: Som den eneste genre er der ikke for horror nogen sammenhæng mellem gode anmeldelser og høje billettal. Komedier, action, spandexhelte, for dem alle gælder at der en vis grad af sammenhæng mellem hvad kritikerne synes er vellavet, […]
Uundgåeligt på festivaler sker der det, at omstændighederne får film til at spejle sig i hinanden. Søndag så jeg f.eks. to film hvoraf den anden, João Pedro Rodrigues The Ornithologist, var alt det den første, Alain Guiraudie’s Staying Vertical, burde have været. Begge film er af instruktører kendt for lgbt-film, begge film handler om mænd der bevæger […]
Palmesøndag del 73 (Rester Vertical, Alain Guiraudie, Frankrig Cannes 2016) Da jeg startede denne blog besluttede jeg mig for at skrive om alle film der har været nomineret til Guldpalmen. Det startede som en måde at lave ‘content’ på, med en idé om jeg ville komme til at skrive om de fleste af de bedste […]
Hver gang jeg ser en filipinsk film bliver jeg fascineret af sproget. Med Lav Diaz’ The Woman Who Left starter denne fascination med det samme, idet filmen starter med en voiceover. Vi er i 1997, Hong Kong er netop blevet givet tilbage til kineserne, og en bølge af kidnapninger har ramt Filippinerne, hvilket fortrinsvis er gået udover […]