CPH:PIX 2016 – Anbefalinger

Så er det endelig nu! Efter halvandet års ventetid, grundet dato-bytning mellem CPH:DOX og CPH:PIX, er det nu ENDELIG den tid hvor smalle film fra hele verden kan ses i de danske biografer. Jeg kommer til at rapportere løbende fra festivalen – vil anmelde hele hovedkonkurrencen, og forhåbentlig skrive om en god pose film derudover – men tænkte også lige at smide nogle indledende ord.

CPH:PIX har været igennem store omvæltninger siden sidste udgave. Med programredaktør Thure Munkholm’s alt for tidlige død i 2015 mistede hele Danmark en af sine største filmiske autoriteter, men det har naturligvis været både tragisk for alle på festivalen, og samtidig en enorm udfordring at skulle følge op på hans enorme arbejde og indsigt. Samtidig blev hele den danske festivalskalender rykket godt og grundigt da DOX og PIX byttede plads, og PIX blev lagt sammen med ungdomsfestivalen BUSTER. Det har betydet at der nu er gået halvandet år siden der sidste gang var PIX, hvorfor der naturligvis har været et større udvalg at vælge imellem. Det er derfor ærgerligt, men til dels også forståeligt, at spændende film fra 2015 som Jia Zhangke’s Mountains May Depart og Ryusuke Hamaguchi’s Happy Hour ikke har fundet plads, ligesom det også er skuffende men forståeligt at der kun er blevet plads til én af Lav Diaz’ to film fra 2016, især fordi A Lullaby to the Sorrowful Mystery er otte timer lang…

Men alt kaos til trods, så virker PIX til at være ret meget sig selv. Der er stadig utroligt mange genrefilm – årets åbningsfilm er superheltefilmen Doctor Strange… – og megen fokus på ikke-filmslige ting til at tiltrække et publikum – årets retrospektiv omhandler Neil Young?!?! – som jeg ikke går så meget op i, men det er samtidig også fyldt med særprægede, mærkelige og unikke film fra hele verden. Det er stadig et enormt højdepunkt i den københavnske filmkalender. En enkelt udvikling har dog fået nogle cineaster op i det røde felt. Jep, reglerne for det legendariske ‘filmpas’ er blevet ændret. Hvor før man fik adgang til samtlige film for 680 kr, så er det i år blevet strammet til 14 film og rabat på dem derudover. Det er 50 kr per film, en absurd billig pris, men når man som jeg og mange andre plejer at se minimum det dobbelte løber det hurtigt op… Men 14 film for 680 kr er stadigvæk et bedre tilbud end jeg kender det fra nogen anden filmfestival – min yndlings, Gøteborg, ville hurtig blive dyr hvis ikke jeg havde pressekort – og det giver da samtidig en god grænse for hvor mange anbefalinger jeg burde give i år.

Så nedenunder er der 14 film du burde give 680 kr for at komme til at se. Jeg har valgt at fokusere på film, der ikke senere får dansk premiere – synd for f.eks. Chevalier, The Untamed og Certain Women – omend jeg i nogle tilfælde ikke er heeelt sikker på om den har dansk distribution eller ej. Oh well, det er godt med lidt tilfældighed engang imellem, ellers bliver det hele så kedeligt. Så her er 14 anbefalinger:

18831a

American Honey (Andrea Arnold)

Andrea Arnold startede som noget nær socialrealist med filmene Red Road og Fish Tank, men har siden da skiftet spor ret så eftertrykkeligt. Hendes filmatisering af Wuthering Heights fik omtale ved at lade hvad der reelt var beskrevet i bogen som ‘dark-skinned’ blive spillet af en sort skuespiller for første gang, og var samtidig et impressionistisk portræt af mennesker i en stormfyldt verden. 160 minutter lange American Honey rejser yderligere ned af stiliserede veje, denne gang de uendelige amerikanske af slagsen, med popmusik på lydsporet og unge smukke mennesker i hovedrollerne. Shia LeBeouf spiller den mandlige hovedrolle i hvad der forhåbentlig er et stærkt og energisk generationsportræt.

Vises Torsdag 27/10 kl 21:15 i Grand og Lørdag 5/11 kl 19:15 i Empire

18913a

Nocturama (Bertrand Bonello)

Sidste år havde Bertrand Bonello den store retrospektiv på PIX. Af den grund var der mulighed for at sætte sig ordenligt ind i en tematisk spændende og visuelt overdådig instruktør. Oprindelig tilknyttet ‘New French Extremism’ bølgen, i dag en af de få instruktører fra dengang som er kommet fornuftigt videre. Problemet med ekstremisme: Når man først har gjort noget ekstremt, hvordan skal man så følge op på det? Bonello har haft et fornuftigt svar, ved at dykke nærmere ind i selve problemet ‘det ekstreme’, og især de skiftende opfattelser af hvad der er udenfor normalen. Det har resulteret i glimrende film om transkønnethed, religion, prostitution, og Saint Laurent fra 2014 bandt en krølle på filmografien i portrættet af en modeskaber og hans kamp for det androgyne og mærkelige. Noctorama skifter spor med et andet blik for ekstremismen: En film om en gruppe unge terrorister og det angreb de udfører. En provokerende film, der ikke fik lov at spille i Cannes, men som siden premieren dette efterår har fået strålende anmeldelser.

Vises Mandag 31/10 kl 21:30 i Grand og Søndag 6/11 kl 15:00 i Empire

18610a

Stories of Our Lives (Jim Chuchu)

Sidste år havde PIX en guide på deres hjemmeside, hvor man kunne klikke på et kontinent og se alle de film der var blevet udtaget fra det kontinent. Men hvis man klikkede på Afrika kom der ikke nogen op. Det må man sige festivalen så sandelig har rettet op på i år, med flere film fra Nordafrika, og et helt tema der hedder Black Dreams med film fra Afrika syd for Sahara. Flere af dem ser spændende ud, men min anbefaling går til kenyanske Stories of Our Lives, der har vakt opmærksomhed overalt den er blevet vist. Pga dens LGBT-tematik har den været dybt kontroversiel i sit hjemland, og den ene producer blev endda arresteret. Kollektivet bag, NEST, er desuden til stede på festivalen og har kurateret et kortfilmsprogram, der også vil blive vist.

Vises Tirsdag 1/11 kl 14:30 i Cinemateket og Fredag 4/11 kl 16:30 i Cinemateket

28233a

The Woman Who Left (Lav Diaz)

Det er forbløffende hvor hurtigt Lav Diaz er blevet en central del af festival-film-kulturen. Frem til Norte var en sensation i Un Certain Regard i Cannes i 2013 var han ikke nogen særlig kendt instruktør, men hans tre film siden da har vundet henholdsvis Guldleoparden i Locarno, Alfred Bauer prisen i Berlin, og denne seneste vandt overraskende Guldløven i Venedig sidste måned. Nu har alle cineaster en holdning til Diaz og hans alenlange, superbillige sort/hvide epikker. Er han en charlatan eller en visionær? Er hans film unikke oplevelser, eller et indforstået ritual for festival-entusiaster? Ser vi dem for at lære om filippinernes historie og situation, eller for at kunne prale med vi har stået igennem en Diaz-film? The Woman Who Left er ganske kort af en Diaz-film at være – ikke engang fire timer, hvem kan dog ikke klare det? – og med den typiske digitale Diaz-æstetik, og et plot inspireret af Tolstoj, kunne det være et godt sted at starte for alle der har lyst at lære en af filmverdenens pt mest omdiskuterede stemmer at kende.

Vises Lørdag 29/10 kl 10:15 i Grand og Søndag 6/11 kl 10:15 i Cinemateket

18786a

Den Røde Skildpadde (Michael Dudok de Wit)

I år har PIX slået sig sammen med Buster, og selvom jeg fortrinsvis skriver om kunstfilm virker det forkert ikke at smide bare en enkelt familie-anbefaling på banen. Den Røde Skildpadde er en fransk-belgisk-japansk co-production, lavet i samarbejde med Studio Ghibli, skaberne af så mange store anime-film, der også har et stort dansk publikum. Filmen blev også vist i Un Certain Regard på dette års Cannes, så dens art-cred er også i orden. Sørg for at vænne poderne til at gå på festival, så der også bliver solgt nogle armbånd i fremtiden!

Vises Søndag 6/11 kl 10:30 i CinemaxX

18827a

Staying Vertical (Alain Guiraudie)

Stranger by the Lake var en af 2013’s store succeshistorier. Alain Guiraudie har lavet film med LGBT-tema siden 2001, uden den helt store opmærksom. Men filmen om de mystiske mord ved den solskønne nøgenstrand ramte en nerve i filmpublikummet, og selv helt heteroseksuelle anmeldermænd skrev henført om måden solskinnet faldt henover de komplet nøgne mandekroppe. Guiraudie blev opgraderet til hovedkonkurrencen i Cannes i år, hvor Staying Vertical fik en del opmærksomhed. Den er stadig eksplicit, stadig flot, og stadig mystisk, men mindre genre-orienteret end mesterstykket fra 2013.

Vises Søndag 30/10 kl 17:30 i Empire og Onsdag 2/11 kl 21:45 i Cinemateket

17690a

Right Now, Wrong Then (Hong Sang-soo)

At se den nye Hong Sang-soo er et af de dejligste festivals-ritualer. Den koreanske instruktør har lavet minimum én film om året siden 2008, og allerede inden vi kan nyde denne film fra 2015 har han en ny ude, Yourself and Yours, som vi forhåbentlig får at se på #PIX17. Det er lige før det efterhånden er blevet til et cirkusnummer: Kan han da virkelig blive ved med at finde nye variationer med sine begrænsede ingredienser? Mand/Kvinde. Som regel en filminstruktør, ellers skuespillere og universitetsprofessorer. Enorme mængde Soju, en koreansk brændevin, der seriøst burde hyre Hong som talsmand. Det lader til han kan blive ved, faktisk var Right Now, Wrong Then en af hans største successer. Jeg havde lidt et håb om at den med sin Guldleopard og klart forståelige struktur kunne have klaret en ordinær bio-release, men ok, så nupper jeg den på festival. Mand møder kvinde, vi ser det to gange, og små variationer giver store udfald. Så hold øje med skærmen, snup en snaps, og nyd en komisk mester i færd med et helt stort cirkusnummer.

Vises Fredag 28/10 kl 19:15 i Cinemateket og Tirsdag 1/11 kl 16:30 i Dagmar

28249a

Scarred Hearts (Radu Jude)

Rumænsk film, hvad skal man sige? År efter år spytter de store kunstfilm ud som på samlebånd. I år var hele to rumænske film i hovedkonkurrence i Cannes, af Cristi Puiu og Christian Mungiu, som vi stadig venter på kommer til landet. Og til dem der mener alle rumænske film ligner hinanden, strengt æstetiske film om sociale problemer, så er Radu Jude et effektivt alternativ. Pludselig har landet fået en skaber af historiske røverhistorier, omend stadig med stort stilistisk overskud. Aferim! var en sort/hvid fortælling fra dengang godsejere holdt etniske minoriteter som slaver ved de store sletter – den lignede nærmest en western. Scarred Hearts rykker frem i tid, til mellemkrigstiden, og er baseret på liv og bøger af den rumænske forfatter Max Blecher – hvis Hændelser fra den Umiddelbare Virkelighed er udsendt i dansk oversættelse fra Basilisk. Der loves smukke 35mm billeder og intellektuelt overskud, mens tuberkuløse meningsmænd hænger ud på et sanatorium.

Vises Onsdag 2/11 kl 20:30 i Edison og Søndag 6/11 kl 14:00 i Edison

18791a

The Wailing (Na Hong-jin)

Jeg har det som nævnt ikke altid lige godt med de mange genre-film der altid er på PIX, men ok, Na Hong-jin tager vi med. Hans debutfilm The Chaser var en effektiv krimi, politi på jagt efter en massemorder før han nåede frem til sit sidste offer, og The Yellow Sea eksploderede den idé op på et 160 minutters kanvas, hvor en uvillig lejemorder, politi og både den koreanske og kinesiske mafia jagtede hinanden rundt i Seoul, og både volden og jagten blev ophævet til tilstand. Hidtil har Na kunnet det samme Mel Gibson kunne i Apocalypto, hvilket bestemt ikke er det værste, men The Wailing lover noget andet, noget mere mystisk, uvirkeligt og konventionelt horror-agtigt. Ok, jeg sætter mig på plads og sætter mig til rette, men hidtil har Na været eminent til at skildre hvor rædselsvækkende en ganske simpel kniv kan være i de forkerte hænder, så jeg håber ikke den primale skræk går tabt i effekter.

Vises Torsdag 27/10 kl 21:30 i Empire, Søndag 30/10 kl 21:15 i Cinemateket og Onsdag 9/11 kl 21:30 i CinemaxX

18981a

Godless (Ralitza Petrova)

Af logiske årsager er det ofte svært at vide hvad der venter i årets store New Talent Grand Prix konkurrence, det er ukendte stemmer, og der har sjældent været skrevet ret meget om filmene. I år er der dog et par undtagelser, både Raw og Swiss Army Man har haft amerikansk premiere, og så er der Godless. Dette års vinder af Guldleoparden er en dansk co-produktion, og Peter Albrechtsen har været inde over lydsiden! Der loves østeuropæisk socialrealisme, med stor filmisk finesse, og formentlig en stærk lydlig atmosfære.

Vises Tirsdag 1/11 kl 19:00 i Dagmar og Lørdag 5/11 kl 16:45 i Cinemateket

28270a

The Ornithologist (João Pedro Rodrigues)

Et mindfuck, det er hvad anmeldelserne af The Ornithologist har lovet. João Pedro Rodrigues har både lavet O Fantasma, en gyser-agtig film om en ung homoseksuel mand der cruiser rundt i Lissabon’s gader, og sammen med João Rui Guerra da Mata lavet The Last Time I Saw Macao, en blanding af krimi og essay-film om kolonialisme og forholdet mellem øst og vest. Med The Ornithologist skulle han have givet fuldstændig los, i en vanvittig og mærkværdig film, der vandt Bedste Instruktør på dette års Locarno Festival. Det starter tilforladeligt nok med en fuglekigger på vej i kajak ned af en flod, men så kører det af sporet…

Vises Søndag 30/10 kl 21:30 i Grand og Onsdag 2/11 kl 21:30 i Cinemateket

18797a

The Death of Louis XIV (Albert Serra)

Albert Serra er en af stjernerne inden for ‘slow cinema’. Hans Birdsong fra 2008 viste tre vise mænd vandre rundt efter et tegn de ikke helt forstod, indtil de nåede en ganske særlig stald. Guldleopard-vinderen Story of My Death mixede historierne om Casanova og Dracula sammen, og var et portræt af en dekadent verden af i går, som langsomt gik under mens den lo af sædernes sørgelige tilstand. The Death of Louis XIV kunne synes som om den foregår i samme spor, en gammel adelsmands død, en legende i europæisk filmhistorie. Albert Serra’s seneste er kommet bredere ud end normalt, nok i høj grad grundet at legendariske Jean-Pierre Léaud (Antoine Doinel i fem film af Truffault, foruden talrige andre roller i film af Godard, Garrel, Bonello, Rivette, Kaurismäki, etc) spiller hovedrollen. Den 72-årige konge af arthouse skulle gøre det godt som døende konge af Frankrig, og filmen burde kunne stille lysten hos film med smag for det roligt eksperimenterende.

Vises Fredag 28/10 kl 19:00 i Cinemateket og Lørdag 5/11 kl 16:40 i Grand

17696a

Cemetery of Splendour (Apichatpong Weerasethakul)

Af nødvendighed er de fleste af disse anbefalinger skrevet uden jeg egentlig ved hvorvidt en film er god eller ej, men Cemetery of Splendour har jeg både set og skrevet om. Og den er fanme god! Mystisk, visuelt mesterlig, og med sin helt egen rytme – det er en film der skriger efter at blive nydt mere end én gang. Så jeg glæder mig som et lille barn til at komme ind og se dette helt unikke kunstværk en gang nummer to på det store lærred.

Vises Lørdag 29/10 kl 19:15 i Cinemateket og Lørdag 5/11 kl 16:30 i Dagmar

17664a

Cosmos (Andrzej Zulawski)

En ærgerlig tendens: At det nu ganske ofte hænder man må skrive ‘nyligt afdøde’ i beskrivelsen af spritnye film. Zulawski var sammen med Chantal Akerman de to store legender på Locarno festivalen 2015, og begge to er afgået ved døden siden da. Som en ganske lille trøst skulle begge deres sidste film være blandt det bedre de har lavet. Zulawski er nok først og fremmest kendt for den ubestemmelige Possession fra 1981, en blanding af skilsmissedrama, thriller og horrorfilm. Cosmos lyder mere sober i det, en filmatisering af Witold Gombrowicz’ roman Kosmos fra 1965, der fik fremragende anmeldelser da den blev udgivet på dansk i 2012. Fans af metafysiske finurligheder og centraleuropæisk tristesse bør stå på her.

Vises Torsdag 27/10 kl 21:15 i Cinemateket og Lørdag 5/11 kl 21:30 i Grand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.