Palmesøndag del 70
(Terence Davies, UK
Cannes 1995)
En gang imellem er de dårlige film de mest sigende. The Neon Bible er Terence Davies dårligste film, hvilket betyder den bestemt stadig er værd at se. Lavet efter tre selvbiografiske mesterværker, kortfilmssamlingen The Terence Davies Trilogy, debuten Distant Voices, Still Lives og kulminationen The Long Day Closes, valgte Davies at tage et skridt i en helt ny retning, med filmatiseringen af John Kennedy Toole’s roman The Neon Bible, skrevet da han var blot 15 år. Alle Davies’ fiktionsfilm har herefter været filmatiseringer, og han blev med tiden rigtig god til at filtrere bøgerne gennem sin egen filmiske intelligens. Man skulle tro The Neon Bible lå lige til højrebenet, det er en bog om David, en ung dreng der sidder og tænker tilbage på sine minder fra hans opvækst i fyrrerne, det kunne være lavet til stort set den samme film som hvad Davies havde lavet tidligere. Men The Neon Bible er flagrende, uselvstændig. Det er den Terence Davies film der føles mest tidstypisk. Men derved er den også meget afslørende for hvem Davies er og hvor han kommer fra.
Davies kan virke som en ener på den britiske filmscene. Hans første film var så personlige og egensindige, og der er så mange ting han har for vane at vænne tilbage til, at det føles som om han har skabt sin helt egen virkelighed. Der er et øjeblik i The Deep Blue Sea, hvor hovedpersonen fantaserer sig tilbage til London under blitzen, hvor mennesker ligger i undergrundsbanen og synger for at holde modet oppe. Det passer 100% ind i The Deep Blue Sea, ligesom det passede perfekt ind i Distant Voices, Still Lives da filmen vendte tilbage til mennesker der sad og sang i et beskyttelsesrum under blitzen. Det er fantastisk, men det er stadig en gentagelse af en tidligere scene. The Neon Bible foregår såmænd også i fyrrerne, og der bliver sunget for at klare sorger og strabadser, men det føles mindre personligt. Indtil Sunset Song var det den eneste Davies-film der foregik på landet frem for i byen, i Georgias storslåede landskab, og det føles ikke som om Davies ved hvad han skal gøre ved det langt mere fragmenterede sociale fællesskab. Måske er det for amerikansk, men omvendt var skildringen af New York i Munterhedens Hus ganske glimrende. Snarere er det filmstilen, der føles underlig upersonlig og mangler den indlevelse der ellers altid er.
Til gengæld minder det virkelig meget om Davies’ kolleger fra den tid. Davies brød igennem i slutfirserne med eksperimentende film, der inddrog sang, teater og andre film, og skildrede køn og seksualitet. Det var der sådan set også andre som gjorde, mest kendt i dag er Peter Greenaway og Derek Jarman. Og The Neon Bible føles på forunderlig vis til tider især som en Peter Greenaway film. Postmoderne Greenaway har for vane at trække filmenes konstruerede kvalitet frem i fokus. Det samme sker i The Neon Bible, men jeg fornemmer det muligvis blot er fordi det rent tekniske arbejder med scenografi, kostumer, alt der skal til for at lave en troværdig verden, halter mere end det plejer. Der er rigtig megen sort baggrund, rigtig megen tomhed, hvilket får verden til at føles som en teaterscene.
Men omvendt handler The Neon Bible også i uvant høj grad om forstillelse og laden som om. Som nævnt er performance en central del af Terence Davies’ filmografi, den arketypiske Davies-scene må være nogle mennesker der sidder og synger ved en speciel lejlighed. Men den centrale performance i The Neon Bible er derimod religiøs af natur. Kirke spillede også en stor rolle i The Long Day Closes, men som kold modpol til det varme lyse liv der kom strømmende fra musikken, dansen, forlystelserne. I The Neon Bible starter den religiøse scene mest af alt med at ligne en forlystelsespark, ligesom den vi så i The Long Day Closes. Men her er det en vækkelsesprædikant som er kommet til byen. Og mens folkene sidder i et cirkustelt og synger til Gud står prædikant Bobbie Lee Taylor bag scenen og hvisler ‘Good crowd, good money’. Når han træder frem er hans prædiken som en performance, en fælles fysisk bevægelse: If you feel him, raise your arms to Jesus! Angrende lyttere rejser sig op og fortæller om deres egen omvendelse. I forhold til The Long Day Closes minder det snarere om scenerne fra biografen end fra kirken. Det er den samme underholdning, men den er perverteret, ond, Taylor langer endda ud efter andre slags underholdning: Jesus has no place on the dancefloor, no sir, that is a place for the devil!
Og ganske kort derefter ser vi naturligvis en masse glade kvinder på et dansegulv – 2. Verdenskrig er startet så der er ikke mange mænd tilbage. Her får vi også en sang, når David’s tante, spillet af Gena Rowlands, bliver opdaget som sanger. Igen et element fra bogen som burde passe hånd i handske til Davies. Men måske netop fordi det er taget fra en bog – og fordi Terence Davies ikke var vant til at adaptere andres værker til film – føles det halvhjertet. Aunt Mae synger, involverer sig i pladebranchen, rejser væk for at dyrke sin karriere. Hun forsøger at bringe David med sig, men det lykkes ikke. Hendes musik er en karriere, en måde at komme væk på, ikke en affirmation af rødder og fællesskab, som det er i Davies’ tidligere – og senere – værker. Og David, hovedpersonen, er lige så passiv og uforstående som Davies’ selvbiografiske figurer som Bud, men han skal forestille at være ældre, 15 år gammel, og det lykkes ikke at opbygge nogen tematisk baggrund for hans uvilje til at deltage i omverdenen. David arbejder på et apotek, og nogle unge drenge kommer ind for at købe dem der du ved nok. Huh? Du ved nok… Huh? Gummi! God you’re dumb siger de til David, og man er tilbøjelig til at give dem ret. Davies’ figurer er ret ofte passive, på grænsen mellem det stoisk/tragiske og det irriterende, men mens jeg som regel er på Davies’ side, så går det i denne omgang mig på nerverne.
Terence Davies var heller ikke selv glad for sin film. Et nødvendigt skridt på vejen mod at lave Munterhedens Hus, sagde han. Som så heller ikke var nogen success. De to film står nu snarere som Davies’ ‘amerikanske’ fase, lettere uselvstændige filmatiseringer af amerikanske prestigebøger, sat op imod hans Liverpool-fase i karrierens start, og den mindre geografi-specifikke fase fra 2011’s The Deep Blue Sea, som ser ud til at fortsætte strålende i disse år. Her formåede Davies virkelig at gøre andre folks bøger/teaterstykker til sine egne. The Neon Bible falder mellem flere stole, dels John Kennedy Toole’s, lidt Davies’ naturligvis, og i lige så høj grad et resultat af den britiske filmscene på den tid.