Da kunstsælgeren Piotr Dmochowski dukker op hos familien Beksinski er han overrasket over hvor prosaisk familiens hjem ser ud. Han har set Zdzislaw Beksinski’s dystopiske billeder, han havde forventet et skummelt slot, men i stedet er her en flerværelses lejlighed i noget polsk betonbyggeri, fyldt med lp’er, bøger og videobånd. Filmen om Beksinski-familien, Jan Matuszynski’s The Last Family, er på samme måde prosaisk, afdæmpet, formalistisk i dens brug af rum. I sidste ende bliver den et filmisk originalt portræt af forholdet mellem kunst og virkelighed, om mænd der kan holde følelser inde, og mænd der ikke kan.

Zdzislaw Beksinski levede 1929-2005, og var en af Polen’s mest kendte malere, især efter Dmochowski begyndte at udbrede hans malerier i Frankrig. Han malede uden kunstuddannelse, var uddannet ingeniør, men hans knudrede, surrealistiske, malerier har siden f.eks. fundet plads på black metal pladecovers. Født i Sanok i Sydpolen, filmen om ham starter først i 1977, da han flytter ind i en lejlighed i Warszawa, sammen med sin kone, mor og svigermor, og sønnen Tomasz boende i en lejlighed i en nærliggende bygning. Filmen er ikke synderlig plottung, tiden går, folk bliver ældre, nogle dør, andre forfalder, Zdizislaw maler og maler, og får mere og mere success. Lejligheden går fra at indeholder dat-bånd til cd’er, og siden hen computer og internet. At Polen i samme periode går igennem Soldaritet, kommunismens fald, alverdens omvæltninger, sætter ikke særligt store præg på filmens forløb. Det meste af familien holder sig inde i lejligheden, som vi efterhånden kommer til at kende ud og ind, så det f.eks. er meget nemt at genkende værelserne, også efter de er omdannet fra soveværelser til arbejdsværelser, i takt med at flere og flere familiemedlemmer går bort.

Det meste af familien bliver i lejligheden, men der er en enkelt undtagelse. Sønnen Tomasz flytter som sagt ind i en nærtliggende lejlighed, første gang han ikke bor hjemme, og han er generelt den som mest rejser ud i verden. Utrolig kendt i Polen i egen ret, for sine musikprogrammer, sit oversætter-arbejde, og for generelt at være en excentrisk person – filmen genopfører et tv-interview hvor Tomasz hævder mere eller mindre at være en vampyr – det er samtidig meget tydeligt at han lider af en eller anden form for sindslidelse. Dawid Ogrodnik, som vil kunne genkendes af mange fra sin rolle i Pawel Pawlikovski’s Ida, udøver en manisk kraftpræstation, rammer humørsvingninger, de eksplosive aggressioner, det skingre tonefald, og den konstante selvretfærdiggørelse – efter at hans mor tager ham i en selvmodsigelse begynder han f.eks. straks at skælde hende ud for at tage hvad han siger bogstaveligt – men samtidig også de mange lyse perioder, den energi han giver som DJ af firserpop, med hænderne i luften og ansigtet i ekstase, eller det smil han live-oversætter James Bond med, så man samtidig forstår hvorfor han blev en landskendt ‘entusiast’, som han kalder sig. Det er et portræt af bipolar sygdom som synes skræmmende autentisk, ud fra det lidt jeg selv har haft den ind på livet i min omgangskreds.

Det kan til tider virke som om filmen handler om en kunstner og hans syge søn, men det er mere kompliceret end som så. Det virker langt hen ad vejen som om Zdzislaw og Tomasz lider af noget der minder om hinanden, men Zdzislaw lader det komme ud på lærredet, mens Tomasz ikke kan håndtere det. I visse scener opfører Zdzislaw sig mindst lige så skræmmende og unormalt, som når han nonchalant giver Tomasz en kop at smadre når humøret begynder at skifte, eller når han tjekker efter om svigermor lever, og synes skuffet over at det er tilfældet. En fascination af døden, og af f.eks. sadomasochisme, er delt mellem far og søn, men mens sønnen udlever fetisher med videooptageren tændt, så nøjes faren med at fortælle sin biografør om de drømme han har om Alicia Silverstone. Man aner også et omrids af et par polske generationsportrætter, af en ældre generation tvunget til tavshed efter krigen, og en tresserungdom der til gengæld lod al uretfærdighed eksplodere.

Det er én af mange tolkninger man kan lægge ned over Matuszynski’s storværk, der må være den bedste polske debut i umindelige tider. Eftersom Andrzej Wajda afgik ved døden sidste måned er det betryggende at en ny stemme står klar til at dissekere polsk historie på sin egen måde. Matuszynski’s stil kan synes fransk auteur-inspireret, den minder om andre nylige kunstnerportrætter som Mia Hansen-Løve’s Eden og Bertrand Bonello’s Saint Laurent – især en sekvens hvor en vifte af malerier bruges til at skildre tidens gang minder om montagen af Yves Saint-Laurent’s sen-tredser kollektion – eller Olivier Assayas’ nylige film om halvfjerdserne Carlos og Efter Revolutionen. Matuszynski blander stram rum-formalisme med bravur-kamerature – en enkelt fra en flyvetur må være New Talent konkurrencens bedste klip – og digital film med flere og flere scener filmet via Zdzislaw’s mange videooptagere, gnidrede og grynede billeder. Det er ikke nogen sammenhængende stil, der er heller ikke noget plot som får det hele til at gå op i en højere enhed. Det er hændelse på hændelse, klip på klip, hvoraf mange efterhånden begynder at spejle sig i hinanden. Der er en frihed for publikum i selv at stykke de mange delelementer sammen til den fortolkning der passer én bedst, som dog ikke betyder man ikke bliver mesterligt følelsesmæssigt manipuleret. Den er forhåbentlig også selv kun første delelement i en stor filmografi, for hvis Matuszynski fortsætter sådan her kunne det gå hen og blive rigtig spændende.