Elite Zexler’s israelske Sand Storm foregår i et mærkeligt hus. Et tvedelt hus. For Suliman har bygget en tilbygning til hans unge anden kone. I den gamle del af huset, hvor det meste af filmen foregår, bor Jalila og hendes fire døtre – uden at vide noget kan jeg tro manglen på sønner har noget at gøre med Suliman’s flerkoneri – hvoraf den ældste Layla er filmens hovedperson. Deres del af huset er gammelt og faldefærdigt, skriverier på væggene, en el-generator der ikke virker længere, madrasser på gulvet, gaslamper som oplysning. Den nye del af huset er flot og farverigt, med flerfarvet tapet, elektrisk lys, brusebad og køleskab. Ude foran indrammes de to dele af huset af en mur rundt om en stor gård, hvor vasketøj, moderne og traditionelt hænger til tørre. Huset er sammensat og bygget ad hoc, det er et rum hvor familiemedlemmer kæmper indbyrdes, og hvor det meste kan forandres.

Vi kastes ind i dette hus fra filmens start, og må lære husets opbygning hen ad vejen. Filmens første scener omhandler Suliman’s andet bryllup, komplet med stort telt ude foran huset til mændende, dansende damer inde i gården – hvoraf de ældre af en eller anden grund iføres falske overskæg – og et mærkværdigt clash af traditioner og nybrud: Traditionel dans, men til lyden af en båndoptager. Kameraet er håndholdt og følger først og fremmest kvinderne i det gamle hus mens de navigerer denne markering af kommende livsomvæltninger. Jalila er forknyt og tavs, tydeligt utilfreds med den nye kvinde, men insistererende på at vise gode miner til slet spil. Layla er mere optaget af festen, hun kærer sig under alle omstændigheder mere om hendes studier uden for landsbyen, og den mobiltelefon der er hendes livline til en verden uden for forældrenes kontrol. Endnu en lillesøster er komplet ligeglad og fri, bevæger sig uden nogen form for kontrol, observerer fra alle punkter – hun har heller ikke slør på endnu, er endnu fri fra de regler der gælder for hendes storesøster. Filmen styrer også efter brylluppet rundt fra flere vinkler, drevet af Layla’s forsøg på at have kontrol over hendes eget fremtidige bryllup, for hvor meget magt mændene egentlig udøver i den lille landsby er aldrig helt klart – i hvert fald ikke for de yngre af kvinderne…

Med fire søstre fanget i et stort hus, og et plot om tvangsægteskaber, er det naturligt at sammenligne Sand Storm med Deniz Gamze Ergüven’s fransk-tyrkiske Mustang – og derved også med Sofia Coppola’s The Virgin Suicides. Forskellen på de tre film kan illustreres med huset. Huset i Mustang er stort og solidt og veletableret, ligesom farens magt over sine døtre aldrig nogensinde sættes i tvivl, det er ham der bestemmer, og man fornemmer volden lure hvis ikke han får sin vilje. Suliman’s hus er under konstant ombygning, ligesom hans magt synes til forhandling. Layla er stensikker på hun kan forhandle, og Suliman fremhæver da også den slags forhandling, i det han konstant og hele tiden hævder det ikke er ham som bestemmer, ‘jeg har ikke noget valg’ lyder hans credo til Jalila’s evige irritation. Det er ansvarsforflygtigelse, men det er også forviklinger i antikke traditionelle love og skikke. Et subplot i filmen skildrer en kvinde blive ‘bandlyst’ og den retssag der derefter skal følge, hvor hendes mand heller ikke ved hvad der skal ske. I 1001 Nat er der en historie som gentages flere gange, om en ung mand der hyres til at have sex med en ung kvinde, fordi hendes mand er kommet til at bandlyse hende tre gange, og så siger loven at han ikke kan tage hende igen før hun har været sammen med en anden. Den historie er naturligvis gentaget så ofte fordi forfatterne til 1001 Nat virkelig godt kan lide historier hvor unge mænd skal have illicit sex med unge kvinder, men det er også en satire over hvor skrøbelige og irrationelle de traditionelle lovkomplekser er.

Lovkomplekset i landsbyen er dobbelt skrøbeligt, for grunden til Suliman har måttet bygge sit hus ad hoc er den, at landsbyen de bebor ikke er anerkendt af den israelske regering. Filmen foregår blandt beduiner i Negev ørkenen, en ørken der faktisk udgør over 50% af Israels areal, men dog ikke nogen ret stor del af befolkningen. Spørgsmålet om anerkendelse og ejerskab af jorden peger direkte på, hvor omskiftelig Israel’s historie har været: Beduinerne fik aldrig registreret deres ejerskab under ottomannernes styre, for det ville blot gøre dem skattepligtige uden at give dem de rettigheder de havde brug for, og englænderne hjalp heller ikke til efter de tog over. Der er samtaler i filmen om hvordan Israel bulldozer bygninger i andre landsbyer, en henvisning til den såkaldte Prawer plan fra 2011, der forsøger at flytte beduiner til registrerede byer. Israel er en smeltedigel, noget man til tider kan glemme som beskuer udefra, hvor konceptet ‘Israel’ nogle gange fylder så meget at det kan virke statisk og uforanderligt. Jeg skal ærligt indrømme, at israelsk film er et stort blindt punkt for mig, men af hvad jeg har set har også haft en tendens til at omhandle enten problemer med ortodokse jødiske familier – f.eks. Gett der havde premiere sidste år, eller den israelsk-danske co-produktion Bjerget – eller krigshistorier fra Israel’s fortid – Ari Folman’s oscarnominerede Waltz With Bashir og Samuel Moaz’ Guldløve-vinder Lebanon – så det til tider kan virke lidt ensformigt, hvis ikke man selv dykker ned i det. Men med mange minoriteter, stærke traditioner for kulturel statsstøtte, og løs censur, kunne Israel måske lidt ironisk også sagtens blive et kerneområde for arabisk-sproget film. Sand Storm er den første arabisk-sprogede film som Israel har indstillet som kandidat til en Academy Award for bedste ikke-engelsksprogede film. Lad os håbe den er startskuddet til meget mere.