Argentinsk film bliver i mit hoved grovsorteret nogenlunde således: En Buenos Aires film der peger mod Europa, mod en legende modernisme, som i f.eks. Mattias Peniero’s mange Shakespeare-filmatiseringer, og en rural film, der i stedet peger mod landet og folket som drivkraft. Så hvad skal man gøre ved en argentinsk film, der pludseligt peger mod Asien? Nele Wohlatz’ solo-debut omhandler unge Xiaobin, der nyligt er flyttet til landet, og som skal vælge mellem at finde sammen med indiske Vijay, eller en af de kinesiske kandidater som hendes forældre finder til hende. Det er Wohlatz’ anden langfilm, efter dokumentaren Ricardo Bär, som hun instruerede med Gerardo Naumann, og som også omhandlede Argentina som smeltedigel, denne gang via en mand af tysk afstamning – ligesom Wohlatz også selv er.
El Futuro Perfecto er som hvis Lisandro Alonso’s argentinske outsidere kom til Buenos Aires, og bevægede sig i byen som de bevæger sig i junglen. Xiaobin taler kun lige netop det spanske sprog, og kan kun lige knap have et job, og hendes forældre synes hun burde droppe spanskkurser og job i byen for i stedet at arbejde i deres vaskeri. Det bliver et problem da Xiaobin møder Vijay, som tilbyder hende en flugt fra forældrene, men i stedet vil tage hende med til Indien og en usikker fremtid. Og kan hun overhovedet stole på ham? Det er plotkonturerne, men tidsmæssigt synes mindst lige så mange af filmens beskedne 65 minutter at finde sted med de andre kinesiske spanskstuderende, mens de enten diskuterer Xiaobin’s liv indbyrdes, eller give sig i kast med diverse sprog-spil.
Disse sprog-spil bliver et udtryk for hele immigrant-oplevelsen. De unge studerende opfører situationer fra mulige liv, de øver sig ikke blot i at tale argentinsk, men i at være argentinske, de danner deres identitet som en skuespiller gør det. Det bliver eksplicit med Xiaobin, som begynder at kalde sig Beatriz, indtil en læge påpeger at det spanske navn Sabrina måske var mere passende, når nu det lyder lidt hen ad hendes kinesiske navn. Skuespillet blandt de lige knap spansktalende unge antager en attitude nærmest som i Robert Bresson’s undervurderede portrætter af fransk halvfjerdserungdom Djævelen Måske og Quatre Nuits d’un Rêveur, og filmen bliver til en mærkværdig lille drømme/doku hybrid.
Men den er efter min mening for lille. Tre af filmene fra dette års Grand PIX konkurrence var på Locarno festivalen i september, men mens Godless og The Last Family var i hovedkonkurrence, så kom El Futuro Perfecto i sidekonkurrencen Filmmakers of the Present, hvor Wohlatz dog endte med at vinde festivalens debut-pris. Det går jeg ud fra har noget at gøre med ikke at ville give prisen til en film i hovedkonkurrence – i Cannes er det f.eks. også langt oftere end film fra de mindre sidekonkurrencer som vinder debutprisen end en som har fået stor opmærksomhed i forvejen – for det er virkelig en film som frem for alt er ‘lovende’. Den har virkelig gode idéer, men med højst sandsynligt konkurrencens laveste budget er de ikke for alvor ført igennem. I sidste ende er det bare billede for billede ikke nok at hæfte sig fast ved, selv ikke når filmen begynder at gennemspille morsomme drømmescenarier. Nele Wohlatz er en interessant instruktør, men El Futuro Perfecto er ikke for alvor nogen god film.