Palmesøndag del 307
(Todos lo saben, Asghar Farhadi, Spanien/Iran
Cannes 2018)
Cannes-åbningsfilmen har en lidet glorværdig historie. Det er sjældent en film der er blevet fundet god nok til hovedkonkurrence, og endnu mere sjældent en film kritikerne er glade for. Det skal gerne være en let og stjernefyldt film, men alligevel synes festivalen ofte at vælge nogle bizarre film til rollen. I 2022 var det f.eks Michel Hazanavicius’ Final Cut der kedede publikum første aften, hvorefter Top Gun: Maverick væltede alle omkuld dagen efter. I 2018 var der måske nok en mangel på store stjerne-film på festivalen, der var f.eks kun to amerikanske film i hovedkonkurrence. Alligevel er det en lille smule sært at de ikke gik med BlacKkKlansman i stedet for Asghar Farhadis spanske Alle ved det.
Alle ved det forstærker fortællingen om åbningsfilm som værende forbandet. Det er Farhadi i en mere genre-orienteret retning, og samtidig er filmen fyldt med spansksproget films største stjerner, som Penelope Cruz, Javier Bardem og argentinske Ricardo Darin. Men det er alt for meget, og Farhadis typiske styrker drukner i de store armbevægelser.
Laura (Cruz) rejser sammen med sine to børn fra Argentina til Spanien, for at være med til at fejre sin søsters bryllup. Der flirtes en del, Laura flirter med sin gamle flamme Paco (Bardem), og Lauras datter Irene flirter med en lokal teenager. Pludselig under bryllupsfesten får Irene det skidt, og samme aften bliver hun bortført. Hvem har bortført hende? Er det ukendte fremmede? Eller er forbrydelsen forbundet til nogle af de centrale hemmeligheder fra familiens historie? Og så oprulles der ellers twists og gammel nag.
Det er anden gang Farhadi laver en film om en forsvinden. Men i About Elly holdes fokus på den forsvundne Elly, og når karaktererne skændes om andre ting, så er det for at understrege hvor svært de har ved at forholde sig til det virkeligt vigtige der sker rundt omkring dem. I Alle ved det virker det mest bare dårligt når vi skal forholde os til noget som helst andet end det faktum at en teenagepige er blevet bortført og formentlig er i livsfare. Til tider er filmen opmærksom på det, som når Lauras mand Alejandro (Darin) kommer fra Argentina og ævler om Gud, hvilket hele familien har meget svært ved at kapere. Men Farhadi fylder også tiden med typisk Farhadi’ske forviklinger, og de fungerer bare ikke sammen med så voldsom en begivenhed.
Det går også ud over de emotionelle payoffs, som så ofte har været den virkelige styrke hos Farhadi. Da vi f.eks endelig kommer til det som alle ved, nemlig at Paco i virkeligheden er Irenes far – ja undskyld jeg spoiler, men hvis ikke du har regnet det twist ud nogenlunde så snart Paco dukker op, så har du aldrig set en Farhadi-film før, og heller ikke ret mange andre film – så er det en bizart uvedkommende scene. Cruz fortæller mens hun stirrer ud af vinduet, alt imens Bardem sidder ned, men hun er for paralyseret af frygt til rigtig at gøre andet end sammenbidt afsløre sandheden, og det virker ikke som om Bardem overhovedet ved hvordan han skal reagere, så det rør mig ikke. Jeg forstår også godt hvorfor han ikke kan finde ud af at spille det, for hvordan i alverden reagerer man på det? At man har en datter, men også at datteren nu er i livsfare og man måske aldrig kommer til at se hende igen. Og hvorfor har Paco aldrig lagt to og to sammen, det virker som en relativt indlysende tanke at have, at det barn Laura fødte ca ni måneder efter de to havde haft sex måske var blevet undfanget på det tidspunkt…
Det virker også som om alle andre har regnet det ud, eller i hvert fald har haft en stor mistanke om det, der er derfor filmen hedder Alle ved det. Hvilket også er en dybt bizar Farhadi-titel, for hans bedste film handler netop om ting som ingen ved, hvordan vi altid går rundt naget af uvishedder og mangel på viden. Den slags er der ikke noget af i Alle ved det. Og det forstår man godt, folk er ret hurtigt lidt ligeglade med hvem der har bortført Irene, i forhold til hvor meget de arbejder på at få hende hjem i god behold. Det gør bare ikke filmen mere spændende, og alt thriller-potentiale drænes langsomt fra filmen over de to timer og ti minutter den varer. Hvorfor varer den dog så længe? Hvorfor er den dog ikke effektiv og kvik, som en melodrama-thriller hybrid måske gerne skulle være? Det er for alvor her det er et kiks for Farhadi, for selvom filmen rent plot-mæssigt er anderledes, så magter han ikke at ændre form og fornemmelse fra hans tidligere film, der også ofte er lige over de to timer, og med en langsom og lavmælt intensitet. Det duer bare ikke i den nye, og det er instruktørens manglende evne eller vilje til forandring, som i sidste ende underminerer hele filmen.
Alle ved besked var filmet af den på daværende tidspunkt næsten firs-årige José Luis Alcaine, så måske ikke overraskende er det ikke nogen visuelt nyskabende eller specielt sprælsk film. Men det kan ikke rigtig være Alcaines skyld. Den spanske veteran er mest kendt for at filme for Almodóvar, og der var sådan set fin spræl over Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. Ja, Almodóvars egen Smerte og ære fra året efter havde en visuel friskhed, som er fuldstændig fraværende her. Farhadi har jo lavet film på tværs af landegrænser, og har også skiftet fotograf rigtig mange gange fra film til film, men hvor det førhen var imponerende at han alligevel havde en stærk visuel identitet, så er det i Alle ved besked en situation hvor æstetikken først og fremmest ikke skal stikke ud, ikke skal virke atypisk Farhadi’sk, og så er der næsten ingenting som er noget som helst. Fra filmens første sekvens, der ligesom Sælgeren er tomme billeder fra en location der senere vil blive central, og til filmens sidste sekvens, der som Fortiden viser et øjeblik der måske, måske ikke, vil blive altomvæltende for alle involverede, så er der rigtig meget af filmen der føles som genbrug.
Alle ved det var tredje gang Farhadi var i konkurence på fem år. Og det er her han bliver en del af problemet. Konkurrencerne er i disse år fyldt med film som bare ikke er instruktørernes bedste, og det begynder at blive rigtig tungt at komme igennem. Alle ved det er ikke bare ikke blandt Farhadis bedste. det er en decideret dårlig film, blandt de dårligste der var i konkurrence det år. Et år hvor sidekonkurrencerne var fyldt med vildskab som Ali Abbasis Grænse, Bi Gans Long Day’s Journey Into Night, Ulrich Köhlers In My Room og Mamoru Hosadas Mirai, så skulle den ganske enkelt aldrig have været med.