Palmesøndag del 308
(قهرمان, Ghahreman, Asghar Farhadi, Iran
Cannes 2021, Jury Grand Prix + François Chalais Pris)
Cannes 2022 blev af Ekko udråbt som den dårligste Cannes i mands minde, og den holdning fik opbakning fra ganske mange andre steder. Særligt én ting havde kritikerne efterhånden fået nok af: Den konstante tilstedeværelse af de samme instruktører gang efter gang, den gruppe som Thierry Frémaux lettere mafiøst kalder for ‘familien’. Den gruppe er Farhadi faldet i, hvilket måske ikke er ufortjent, men i det mindste en smule ironisk.
Det kan ikke kaldes ufortjent, når Farhadi opretholdt sit medlemsskab af klubben efter først af have lavet den elendige Alle ved det, og derefter blive anklaget for plagiat for plottet til A Hero, som viste sig at have samme plot som en dokumentar-film, der blev lavet på en workshop hvor Farhadi var lærer. At Cannes alligevel tilvalgte Farhadi som jury-medlem var en skændsel, et ekstremt tegn på hvordan de værdsætter deres egne venner, og resten af filmverdenen kan mere eller mindre rende dem. Det er måske det mest mafiøse Cannes nogensinde har gjort.
Men det er alligevel lidt ironisk, for hans fjerde film i Cannes, A Hero, var stadigvæk nok hans bedste siden About Elly og Nader og Simin, fra dengang han måtte nøjes med Berlin.
A Hero baserer sig – lige som den dokumentar som Farhadi altså påstår overhovedet ikke influerede hans film – på en virkelig historie om en indsat, der leverede en fundet pose guld tilbage. Farhadi tager på vanlig Farhadi-vis den historie og tilføjer en betragtelig mængde twists, men blandt hvad der gør denne film bedre end hans seneste er, hvor sammenhængende historien er. Da vi møder Rahim Soltani (Amir Jadidi) har han fået udgang, og har en plan for hvordan han skal skaffe penge til at betale den gæld, som har sendt ham i fængsel. Det viser sig hans hemmelige kæreste har fundet en pose guld, som hun har fået at vide er 75.000 tomans værd. Da guldprisen i mellemtiden er faldet vil det ikke være muligt at betale hans gæld alligevel, så let opgivende beslutter han sig i stedet for at gøre en god gerning. Og herefter kører fortællingen.
Fængslet hører om den gode gerning, lancerer den som en solstråle-historie, der også ser godt ud for dem selv. Rahim bliver en kendis, kan frie til kæresten, får hjælp til at samle penge ind til hans kreditor. Men der bliver overhovedet ikke samlet nok ind, og på trods af et let pres fra alle andre nægter kreditoren at tilgive ham. Og pludselig dukker der så også fortællinger op på de sociale medier om, at Rahim muligvis har iscenesat det hele, og der er vitterlig også huller i fortællingen, for Rahim holdt kæresten hemmelig, så hans version af hvem der gjorde hvad hvornår stemmer ikke helt overens med sandheden…
Men læg mærke til en subtil detalje her: Vi ved godt fra start at Rahims historie er delvist opfundet, så vi bliver ikke overrasket når den skifter form. Hvis man er lidt opmærksom, kan man endda også godt regne ud, hvilke detaljer det er, der vil ramme ham som en boomerang, hvilket ikke er ment som en kritik. I Farhadis tidligere film ser vi ofte en historie twiste og skifte form, indtil sandheden bliver svær at få hånd om. I A Hero har vi nogenlunde sandheden fra start, men det er historien i offentligheden, der hele tiden ændres, så resten af karaktererne har den samme oplevelse som en tilskuer til en Farhadi-film som regel har det. Det gør at filmen føles mere frisk. Og samtidig bliver der stadig leget med at der muligvis gemmer sig nogle dele af historien som vi ikke får at vide, for Rahim har en tendens til at svare udenom når der spørges ind til hvorfor han skylder så mange penge væk, hvorfor han blev skilt fra eks-konen, hvorfor hans kreditor er så rasende og utilgivende. Der er jo i den virkelige verden altid mere kontekst til en historie, også når man ikke får serveret gigantiske twists hver halve time.
Den friskhed gør, at Farhadi helt klart var en af veteranerne fra Cannes 2021, der havde fortjent hans plads i Hovedkonkurrencen. Og alligevel begynder det at være lidt trættende. For det er hans fjerde gang med, og der er ting her som vi vitterlig har set før fra ham, og der er tydeligvis heller ikke noget ønske om at prøve noget nyt. Der er et twist om hvem der har videregivet en besked, som er fuldstændig samme twist som var i Fortiden, og så bliver overraskelsen bare det mindre. Problemet er naturligvis at Alle ved det aldrig skulle have været med, men entusiasmen omkring en ny Farhadi bliver bare mindre, jo flere gange han er med med det samme.
Og så er der plagiat-problemerne. Førnævnte twist, som er præcis lige som noget fra Fortiden, var for mig et af de steder hvor det var tydeligst at Farhadi ikke har kopieret en fortælling. Det hele emmer af hans stil, over til at han decideret kopierer sig selv. Alligevel er det en rigtig møgsag, som så nemt kunne have været undgået hvis dog bare Farhadi havde anerkendt at en elev havde lavet resarchen før ham. Alle har da ret til at lave film om en virkelig begivenhed, men historien her er, at Farhadi i en situation hvor han var lærer lod sig inspirere af en studerendes arbejde, uden at kreditere hende. Så kan man simpelthen ikke være underviser, det er helt utilstedeligt. Og for enhver filmfestival med respekt for instruktør-arbejdet, så burde det også være helt utilstedeligt, at en etableret instruktør på den måde snylter på unges arbejde. Og det er inden vi kommer til retssagerne, hvor Farhadis sag mod instruktøren Azadeh Masihzadeh om æreskrænkelse kunne have resulteret i den unge kvinde skulle piskes. Den historie er, fordi den udspiller sig i Iran, og det er svært at få troværdige oplysninger, twistet som en Farhadi-film, men samtidig er den ret sort-hvid. Det moralske her havde selvfølgelig været at anerkende den studerendes gode arbejde, sværere er det faktisk ikke.
Så selvom A Hero er en god film, en tankevækkende film, så ender jeg alligevel med en blandet smag i munden. Og det er i høj grad Cannes’ skyld. Det burde være sådan, at når en så stor instruktør som Farhadi vinder en stor pris i Cannes, så kunne man forvente noget fantastisk, men i stedet kan man bare forvente noget Farhadi’sk, for han havde altid været med om det var godt eller skidt. Og kunst burde være en søgen efter noget stort og sandt, men de fleste Cannes-auteurs søger ikke længere, de er der hvor de gerne vil være, de er tilfredse. Når så oven i købet A Hero er baseret på ukrediteret arbejde af en anden instruktørs søgen, så føles den simpelthen for sikker og for fastlåst. Nu har han bevist han kan ramme niveauet fra hans tidligere film igen, nu må han gerne lave noget som ikke er ca to timer langt og er en historie om skyld og sandhed fyldt med twists og overraskende pointer. Måske noget mere filmisk æstetisk interessant?