Palmesøndag del 306
(فروشنده / Forushande, Asghar Farhadi, Iran
Cannes 2016, Bedste Skuespiller (Shahab Hosseini) + Bedste Manuskript (Asghar Farhadi))
Der står noget ganske sigende på wikipedia-siden for Sælgeren. Der står, at Asghar Farhadi havde haft idéen til filmen ganske længe, men at han ikke havde følt der var nok til at få en hel film ud af det. Det var først da han fandt på, at hovedrollerne skulle være skuespillere, og spille med i en opsætning af Arthur Millers En sælgers død, at der var materiale nok til en hel film.
Det er en sigende fortælling af flere grunde. For det første er det egentlig ret åbenlyst, at mange af Farhadis film bliver lavet på den her måde. Han begynder med en grundlæggende situation – en forsvinden i About Elly og Alle ved det, en skilsmisse i Nader og Simin og Fortiden – og lægger derefter til, indtil der er nok til en film. Det betyder nogle af hans film egentlig tager nogle gevaldige kolbøtter, så det f.eks pludselig kan komme til at handle om en kvinde der faldt ned af trappen, eller om salget af en vingård, i stedet for hvad historierne til at starte med handlede om.
Men der er et andet træk som er ret væsenligt ved den fortælling: At Farhadi valgte noget så litterært som pendanter til et teater-stykke, til at fylde fortællingen ud. Og det er egentlig ret typisk ham. At give historien mere bund ved at få det til at spejle en tidligere tekst, frem for at lokalisere nogle filmiske, visuelle elementer. Farhadi er nemlig en af tidens mest litterære store instruktører.
Plottet i Sælgeren er bestemt også ret minimalt. Ægteparret Emad og Rana må forlade deres lejlighed, da bygningen de bor i er ved at kollapse. De får lov til at låne en lejlighed af en medskuespiller på teatret, hvis tidligere kvindelige beboer har forladt den lidt pludseligt. En dag ringer det så på døren til opgangen mens Rana er i bad, og fordi hun tænker det må være Emad trykker hun ham ind, men det viser sig at være en vildtfremmed mand, og da Emad kommer hjem er Rana smurt ind i blod og dybt traumatiseret. Derefter forsøger Emad at finde ud af hvem den mystiske mand er, og det går faktisk overraskende let, og det er nok derfor der manglede lidt tid på fortællingen.
I virkeligheden kunne Farhadi også bare have lavet en kortere film, reelt er der ikke nogen grund til at Sælgeren skal være over to timer lang. Men det er den slags film han laver: Vægtige værker, som man gerne skal tænke over, og som derfor ikke bare kan være halvanden time og så færdigt arbejde. Det er dog desværre en lille smule fortænkt i store dele af Sælgeren. Farhadi er en af den slags instruktører, som jeg har mistænkt for at ville have været roman-forfattere i gamle dage, før filmen blev et større masse-kunstværk. Hans film er altid manus-drevne, gennemsyret af symbolik, aldrig præget af nogen bemærkelsesværdig kærlighed til filmmediets unikke redskaber, og en film som Sælgeren kunne vitterligt lige så godt have været en tung roman. Men den ville nok have engageret et langt mindre publikum end den Oscar-vindende filmudgaven gjorde det.
Personligt ser jeg mere film for de unikt filmiske kvaliteter, og får mine gode fortællinger ved at læse gode bøger. Men der er jo ikke objektivt noget galt ved det som Farhadi gør. Der er bare for mange af de litterære elementer i Sælgeren, som jeg ikke rigtigt synes tilføjer filmen det helt store. Indrømmet, jeg kender ikke En sælgers død særligt godt, men filmen formår ikke at etablere nogle synderligt interessante paralleller, og det lidt jeg har researchet på det har heller ikke gravet ret meget op. Scenerne fra teatret er heller ikke ret interessante, mest af alt pudsige episoder, som heller ikke siger noget om skuespillets væsen eller skuespilleres arbejde. Det virker bare som et meta-lag som er der fordi filmen ellers var for tynd. Sammenlignet med f.eks Hamaguchis brug af Onkel Vanya i Drive My Car, hvor vi både får indsigt i skuespillerarbejde samt en fornemmelse af at karaktererne virkelig har et forhold til den her tekst, så er teater-elementet i Sælgeren virkelig overfladisk og unødvendigt.
For første gang hos Farhadi føles det han har hevet ned over den grundlæggende idé altså mest som fyld. Men til gengæld, da så endelig grundidéen bliver forløst til sidst, så kommer en af instruktørens bedste sekvenser. Emad får hjælp til at identificere ejeren af den bil som gerningsmanden kom i, og lokker ham hen til den gamle lejlighed. Og så dukker en gammel mand op, som arbejder som sælger, og langsomt bliver scenen mere og mere ubehagelig. Farhadis film skal jo gerne være moralsk grå, for hans vægtige værker må jo ikke være for lette at reagere på, men nogle gange sker det via plottwists og uvished om sandt og falskt. Her er den gamle mand 100% skyldig, han har gået til prostituerede bag sin kones ryg, og han var skyld i Ranas traumatiske oplevelser. Han virker også selv som om han føler sig skyldig. Men samtidig er han mest af alt en stakkel, og umulig kun at hade uden at føle sympati.
Denne sidste sekvens, den er simpelthen turneret så fornemt. På papiret er det en moralsk sort-hvid situation, men i praksis, når vi dykker ned i det, så er det mest af alt ynkeligt. Det giver en knude i maven. Her bliver det til et vægtigt værk fordi det kreerer en stærk og unik følelse hos publikum, frem for fordi det har omfang og look som en typisk arthouse film, og fordi der er meta-lag at tænke over hvis man gider. Her til sidst bliver Sælgeren til en værdig Cannes-film. Alligevel redder det ikke helt filmen som helhed for mig. Der er for meget fyld, for meget af filmen føles fortænkt og uden tilknytning til filmens emotionelle nødvendighed, og på lidt for mange måder lever filmen op til en Cannes-tjekliste. Det hele er lidt oppustet, måske endda lidt opblæst. Hvilket egentlig er synd og skam, men Farhadis stil er så stærk og særegen, at hans film efter fire Cannes-deltagelser på otte år begynder at blive lidt ensformige, og så begynder det at være lidt tungt at den perfekte idé til Sælgeren blev trukket unødvendigt i langdrag.