Palmesøndag del 193
(Spike Lee, USA
Cannes 2018, Grand Prix & Økumenisk Pris: Special Mention)
Spike Lee fyldte lidt mindre efter Malcolm X fra 1992. Hans film holdt op med at få så meget opmærksomhed, og han lavede også simplere film som den personlige Crooklyn (94) og krimien Clockers (95). Han beskrev frygten for en serimorder i Summer of Sam (99) og lavede en af de smukkeste skildringer af New York post-9/11 i 25th Hour (02), der ellers blot handlede om en mands sidste dag inden han skulle i fængsel. Hans hidtil største succes kom i 2006 med Inside Man, en effektiv kup-film med Denzel Washington og Clive Owen. Han holdt lidt op med at blive set som en politisk instruktør.
Men det var lidt altid noget pjat at putte ham i bås som ‘bare’ politisk. Film som School Daze, Mo’ Better Blues og Jungle Fever var altid lige så meget film om mennesker som om politik, det var bare en politisk handling i sig selv at skildre sorte amerikanere som interessante på samme niveau som hvide amerikanere. Nej, Spike Lees styrke er ikke som politisk instruktør, men der er to af hans styrker, der nogen gange gør han bliver regnet for politisk. For det første suger han næring af sin samtid, namedropper nylige racistiske hændelser, såvel som han netop med 25th Hour formåede at gøre en ellers ret simpel historie til en meditation over New York efter tårnenes fald. For det andet har han bare en art agit-prop stil, fyldt med kinetiske og energiske ind- og udfald. Det har han altså også når han f.eks laver vampyrfilmen Da Sweet Blood of Jesus. Der virker det mest af alt postmoderne genreblandende. Andre gange får det hans film til at ligne franske auteur-film, fyldt med æstetiske krumspring for krumspringenes egen skyld. Men når han så laver en film om et mere sprængfarligt emne, ja så popper det ret tydeligt op som paroler. På vidunderligste vis.
Med de to ting, så er det måske ikke så overraskende, at Lee fik et kæmpe comeback efter at Donald Trump blev valgt. Der var ligesom nok i samtiden at behandle, og folk var måske også mere modtagelige for agit-prop? I hvert fald blev BlacKkKlansman hans nok største kritiker-succes, han vandt sin første pris i Cannes, og sin første reelle Oscar, for Bedste Manuskript. Og det er da også en af hans bedste film, en film der lykkes på stort set alle planer.
BlacKkKlansman er baseret på den virkelige historie om Ron Stallworth, den første sorte politibetjent i Colorado Springs, der i halvfjerdserne var med til at infiltrere Ku Klux Klan, omend historien i filmen er en del mere kulørt. Filmens Stallworth (spillet af John David Washington) går undercover for at overvære en tale af Black Panther aktivisten Kwame Ture (hvilket er baseret på virkeligheden) og beslutter så derefter pludseligt at ringe til det lokale KKK og udgive sig for at være potentielt medlem. Når han skal mødes med dem må hans kollega Flip Zimmerman (Adam Driver) møde op, men Stallworth fortsætter med at spille racistisk hvid mand over telefonen, herunder til klanens ‘Grand Wizard’ David Duke (Topher Grace). Efterhånden kører det hele op i en spids, da Duke kommer til Colorado Springs for at forestå optagelsen af Stallworth i klanen, samtidig med at andre af klanens medlemmer har planlagt en terror-bombning af den lokale Black Student Union, der i øvrigt ledes af Stallworths kæreste Patrice (Laura Harrier). Den del af plottet er en smule overgearet. Men det er der så meget der er. Det er stadigvæk godt.
Spike Lee har det altid med at læsse mange ting ind i sine film. Det er som om han starter med at tænke det som et kanvas, som regel på 130-150 minutter, og så fylder han ellers på. I BlacKkKlansman går der næsten en halv time før Stallworth ringer til klanen og plottet kan gå i gang. Men ikke et sekund af denne halve time er spildt. Først er der en fantastisk scene med en Dr Kennebrew Beauregard (Alec Baldwin), der holder en racistisk tale mens klip fra DW Griffiths Birth of a Nation spiller i baggrunden. Scenen hvor Kwame Ture holder tale er også fabelagtig, en virkelig kraftfuld tale, hvor billeder af de mange lyttende ansigter vises indover. Og i en af de bedste scener, som nærmest intet har med noget at gøre, danser Ron og Patrice til sangen Too Late to Turn Back Now. Det er ikke politik, det er bare ren glæde. Hvilket vel også er politisk på sin egen måde.
Og så er der slutningen. Den ualmindeligt stærke slutning. Efter alt er faldet på plads, og tingene synes at være gået godt. Så banker det på døren. Vi får det berømte Spike Lee Dolly shot, hvor det nærmest ser ud som om Ron og Patrice svæver hen til et vindue. Og ud af det vindue kan de se et brændende kors. Hadet lever. Klip. Og så er der en dokumentarisk passage fra det berygtede Unite the Right rally i Charlottesville i 2017, hvor David Duke også talte. Og hvor den unge Heather Meyer mistede livet, da hun blev kørt over at en alt-rightist. Filmen slutter med et billede af hende, og ordene Rest in Power. Kampen Fortsætter.
Jeg har det som om jeg altid har vidst hvem Spike Lee var. Han lavede film med afro-amerikanere i hovedrollen, han var virkelig stor engang. Jeg så hans gamle film, de var virkelig gode, jeg læste at han ikke var god længere. Det troede jeg på, så tænkte jeg ikke så meget mere over det. Første gang jeg havde noget der minder om et personligt forhold til en Spike Lee film var med Da Sweet Blood of Jesus fra 2014, en genindspilning af en 70’er horror film der hedder Ganja & Hess, og en film Spike Lee var nødt til at finansiere via kickstarter. Jeg tænkte jeg skulle se noget lidt pinligt og gammelt. Men selvom det ikke er et mesterværk, så er det en virkelig fin film, fyldt med interessante visuelle idéer, og en smuk elegisk-melankolsk grundtone. Måske var Spike Lee klar til et comeback? Måske var han i virkeligheden aldrig rigtigt faldet af på den?
Jeg føler snarere, at Spike Lee bare blev en bedre og bedre håndværker, mere og mere en personlig stilist, så når han igen fandt den rette historie, så kunne han lave et kæmpe home run. Og det er BlacKkKlansman virkelig. Der er så mange fantastiske små ting i den her film, fra måden lyset falder i en scene mellem Ron og Patrice, og til lyden af den ene klansmands dumme grin. I filmens klimaks kontrasteres to politiske møder, klanens skræmmende racistiske optagelsesritual med et politisk møde hvor en gammel sort mand (spillet af legenden Harry Belafonte) fortæller om en lynchning. Det er seriøst skræmmende, og fantastisk sat sammen, især når pludselig karaktererne stirrer direkte ind i kameraet mens de holder fotos op af døde kroppe. Agit-prop. Spike Lee er stilist, altid villig til at tage det anderledes valg. Når form og indhold kombineres, så er han en af de bedste amerikanske instruktører overhovedet.