Palmesøndag del 482
(Jim Jarmusch, USA
Cannes 2019)
På den ene side var det en smule interessant, da Jim Jarmuschs The Dead Don’t Die blev udtaget til åbningsfilm på Cannes i 2019. Det skal nemlig som regel være en crowdpleaser, og selv en stjernefyldt film som Only Lovers Left Alive er lidt for langsom og skæv til at være en crowdpleaser, så det lød da som om, at Jarmusch forsøgte noget nyt. På den anden side var det ret foruroligende, at The Dead Don’t Die skulle åbne Cannes. For den Cannes’ke åbningsfilm er stort set aldrig god.
Det er ofte en særlig type film som skal åbne festivalen, én med store stjerner, glimmer og glamour, og måske ikke alt for meget downer-stemning. Hvilket alt sammen indbyder til overfladiskhed. Således også med The Dead Don’t Die. Jim Jarmuschs zombiefilm med Bill Murray, Adam Driver, Tilda Swinton, Danny Glover, Iggy Pop, Tom Waits, Selena Gomez og mange mange andre har helt klart galla-støv over sig. Der er jokes og vold og twists. Nem at skrive en tekst om, selv hvis åbningsgalla skulle føre til fest og teksten må skrives med tømmermænd.
Desværre er filmen mest af alt også hamrende kedelig.
Plot? Der er det samme plot som der er i alle zombiefilm. Der sker mystiske ting i den lille by Centerville i Pennsylvania. Nat og dag skifter plads, elektronik holder op med at fungere, dyr begynder at flygte. I fjernsynet fortælles det at jordens akse er ved at ændre sig, og at det kan blive katastrofalt. Og så pludselig begynder de døde at gå igen, på jagt efter menneskekød, og de overlevende må kæmpe for livet. Og altså. Det er det.
Cannes 2019 må være det eneste år med hele to zombie-film i konkurrence, efter døde også vandrede gennem Mati Diops mesterværk Atlantique. Den film brugte zombie-temaet til at sige nye ting. Det gør The Dead Don’t Die absolut ikke, det er bare en pastiche. Der er en enkelt virkelig god pointe, der dels piller ved klichéerne ved zombie-genren, dels var politisk stærk dengang, og nærmest profetisk i dag efter covid-19. I de fleste zombie-film er der intet svar på hvorfor de døde pludselig vækkes til live, men der er et meget klart og tydeligt svar her: Det skyldes at jordens akse er ændret, og ikke nok med det, vi får også forklaret at jordens akse er ændret specifikt på grund af ‘polar-fracking’. Alle i filmen kan regne det ud, men i fjernsynet kan man stadig høre officielle stemmer der hårdnakket benægter at det er et problem. Det er naturligvis en henvisning til klimaforandringerne, hvor det efterhånden burde være tydeligt for alle og enhver hvad det er der sker, men hvor visse stemmer alligevel insisterer på at være ‘skeptiske’. Ligeledes er det i 2026 svært ikke at tænke på hvordan politikere og deres følgere har insisteret på at misinformere om corona, selv da situationen var mest dommedagsagtig. Her sætter Jarmusch fingeren på et godt punkt i zombie-myten.
Men ellers synes jeg nærmest ikke han bidrager med noget som helst. Jarmusch bruger zombie-genren til især at gøre grin med amerikansk materialisme, hvilket sådan nogenlunde er hvad alle zombie-film har gjort siden Romeros Dawn of the Dead. Han fylder også godt op med deadpan-komik, grotesk kannibal-horror, og seje dekapitations-scener. Det er såmænd glimrende. Men det er også noget som rigtig rigtig mange straightforward zombie-film kan byde ind med, og ofte i meget hurtigere tempo end The Dead Don’t Die. En film som f.eks Peter Jacksons Braindead har langt mere vid, opfindsomhed og morsomme pointer, men det er selvfølgelig noget underlødigt og billigt pjat.
Mest af alt er The Dead Don’t Die bare virkelig langsom og kedelig og stillestående. Der går næsten en halv time før de første zombier træder op af graven. Så 30 ud af 105 minutter går med blot at introducere karakterer i den lille by, som vi så senere skal se dø på grusom vis, men det er alligevel alt for mange karakterer til at vi rigtig kan følge med, og de færreste af dem er sådan rigtig spændende. Der er tre unge i et fængsel, der er tre unge hipstere på gennemrejse, der er en hel masse centreret om dineren, og de har ret lange snakke, men intet af det er sådan virkelig interessant. Det fylder bare.
Læg dertil også at filmen rent æstetisk føles træt og gammeldags. Den er igen filmet af legenden Frederick Elmes (Eraserhead, Blue Velvet, Night on Earth, The Ice Storm, Synecdoche New York, etc) som imponerede med Jarmuschs tidligere film Paterson, men The Dead Don’t Die virker altså træt. Indstillingerne er aldrig knivskarpe, bevægelserne heller ikke, det hele virker lidt løst og sløset. Når Tilda Swinton hugger hovedet af zombier med sit samurai-sværd – en cool idé som vi dog også kender fra f.eks The Walking Dead – så er der en af gangene pludselig komplet umotiveret slow motion, som om det er Matrix-cool. Det er det ikke, det er bare filmet lidt kedeligt og på afstand.
The Dead Don’t Die er en langt dårligere film end jeg nogensinde havde lyst til at Jarmusch skulle lave. Den ser kedelig ud, og den er fyldt med dårlige meta-jokes, som at skuespillerne diskuterer manuskriptet. Til sidst er der en lang monolog af Tom Waits’ karakter, der skærer alting ud i pap, uden at det bliver mere medrivende af den grund. Det er postmoderne som mannerisme, det er zombie-genrens klichéer der får fjernet al sin kraft, og i stedet bliver erstattet med hipster-klichéer. Det er mestendels bare… frustrerende og ligegyldigt.
The Dead Don’t Die var en kæmpe skuffelse, og en voldsom afrunding på en ellers virkelig god periode for Jarmusch. I 10’erne havde han været i Cannes med tre års mellemrum, så stabil en auteur som nogensinde før, men så floppede The Dead Don’t Die, og så kom pandemien, og da han seks år senere var klar med en ny film, ville Cannes ikke gøre plads til den. Men så tog Jarmusch Father Mother Sister Brother til Venedig, og vandt det hele. Det var rart at Jarmuschs karriere ikke var endt med et lavpunkt. Men det er ikke sikkert han vil tilbage til Cannes igen.