99 Homes

Et citat, som sikkert vil blive gentaget igen og igen i anmeldelserne af 99 Homes er Roger Ebert’s melding fra 2009 om at Ramin Bahrani var ‘the new great American filmmaker’. Jeg kan ikke helt lade være med at fundere over, hvad den afdøde anmelder-legende mon ville have sagt til 99 Homes. Han udtalte sig om en instruktør af bitte små socialrealistiske dramaer om emigranter, og nu laver Bahrani en anspændt thriller-agtig film om finanskrisen med stjerner i hovedrollerne. Var det den vej Ebert forudså? Men hvis man kan spørge ind til udviklingen, så er det svært at sige noget til resultatet: Bahrani håndterer genren med stensikkert blik for menneskene i plottet, og resultatet må være efterårets bedste thriller.

Der er ellers kamp on den titel, at bruge thriller-greb til at omhandle politiske problemer er nærmest blevet en trend, med film som Tobias Lindholm’s Krigen og Denis Villeneuve’s Sicario i biograferne dette efterår. Men sandt at sige, fungerede de andre film ikke ret godt. 99 Homes er alt det Sicario burde have været: Enkel i sin opbygning, med rigtige karakterer, og uden at genre-trækkene forplumrer tematikken. Måske er det fordi Rahmani har en realistisk baggrund snarere end en kunstlet: Filmen handler om finanskrise, boligkrak og tvangsauktioner, og Bahrani formår blot ved at vise ansigterne på de forliste boligejere at skildre uforglemmelige skæbner. Der er en realismens empati over blot ganske korte skæbne-glimt, som bærer filmen langt hen ad vejen. Sorgen, forvirringen, vreden. Det forbliver humanistisk, hvorimod ofrene for narko-krigen forblev postulater i Sicario, hvor f.eks. de mange lig fra filmens anslag hurtigt var glemt.

4dc57bb8-358c-4f3e-89c1-7fa4c88b879e

Plotmæssigt er den store forgænger nok Oliver Stone’s Wall Street, med Michael Shannon som Rick Carver, pendanten til Michael Douglas’ slimede Gordon Gekko. En skrubbelløs bolighaj med en e-cig i kæften, Rick Carver er hurtigt gjort unik, og Shannon’s ansigt skjuler en såret fortid som drivkraft bag grådigheden. Det er en karakter som passer til en kynisk post-krise tid, han hævder ikke at ‘greed is good’, men har set verden brænde sammen og er fast besluttet på at være på vinderholdet. Hans modstykke Dennis Nash, den unge lærling, spilles af Andrew Garfield fra Spider-man filmene, der først selv smides ud af sit barndomshjem, og sidenhen begynder at arbejde for udsmideren med at smide andre ud. Der er noget usandsynligt over den historie, ligesom der er over flere tilfælde efterhånden som plottet strammes, men det er ligegyldigt. Filmen fungerer som moralsk fortælling, og så glemmer man de lidt mærkelige sammenfald.

Ramin Bahrani er født af eksil-iranere – så sammen med A Girl Walk Home Alone at Nigth er dette den anden suveræne film lavet af amerikanske eksil-iranere i biograferne i år! – og hans første film handlede alle sammen om emigranter. Denne gang er hans hovedrolleindehavere alle sammen hvide, ja, selv i mindre roller er det altid de hvide mænd som skiller sig ud. Men selvom dette naturligvis sikkert skyldes Hollywood-regler for film-produktion, så får Bahrani det til at fungere eminent som subtekst. Hverken Rick Carver eller Dennis Nash er skildret som helte, og deres forhold til race kryber ind undervejs: Carver kalder konsekvent det at arbejde som daglejer for ‘Miguel’ling’, underforstået, det er noget for hispanics frem for hvide mænd, og efter at Dennis har fragtet sin mor og søn til et motel bliver den ubehagelige stemning understreget af – gys – højlydte hiphop-beats fra de andre værelser. Efter hans mor forsøger at tale om, at alle de andre personer på motellet er som dem selv bliver Dennis sur – han er bestemt ikke som dem. En del af deres masterplan involverer også, at deres konkurrent hedder Ortiz, og derfor automatisk får skylden når noget bliver stjålet.

80f2c912-9f82-43df-828c-df0a81d6d135

‘White Privilege’ ligger som en råd tråd hele filmen igennem. ‘Redlining’ kaldtes strategien der udelukkede ikke-hvide fra husejerskab i fortiden, hvilket stadigvæk i dag er hovedårsagen til det gigantiske og stadigt voksende skel i formue mellem hvide og ikke-hvide. At eje sit hus er den vigtigste kilde til formue i det amerikanske samfund, og igennem længere tid også et eminent bevis for at man er hvid. Det er ikke overraskende, at det altid er hvide mænd der rasende nægter at affinde sig med at de mister deres hus, mens de sorte ansigter vi ser i glimt synes mere resignerede. Ta-nehisi Coates kalder i sin bog Between the World and Me konsekvent dem der ikke er dømt sorte for ‘the people who believe they are white’, og det er dem der driver historien frem. Det er for dem, at finanskrisen er et overgreb, noget komplet unaturligt, mens det for de andre blot er business as usual. Det er eminent som Bahrani på denne måde får Hollywood’s problemer til at virke til hans fordel.

6ab13690-f7e4-4bc9-a33d-70d8c45e824a

Men der er en del som er eminent i denne film. F.eks. åbningen, hvis røde bogstaver og pumpende techno-beats nok skal introducere en thriller, men som denne filmfan har en mistanke om er en hilsen til den mesterlige argentinske minimalist Lisandro Alonso. Især fordi det første klip herefter er et fantastisk ‘long-take’, hvor kameraet uden klip følger Rick Carver gennem et hus, i samtale med politiet, ud i haven og ind i hans bil. Også teknisk er det en virkelig god film, men udover åbningsklippet bliver det heller aldrig flashy. Og som nævnt nogle gange: Det vigtigste våben i Bahrani’s arsenal er ganske enkelt det menneskelige ansigt. Det er en lære som er værd at huske for enhver filmskaber.

Er Ramin Bahrani ‘the new great filmmaker’? Hans rejse op igennem systemet synes i hvert fald unik, i en verden hvor indie-instruktørerne lynhurtigt bliver sat til at lave blockbusters eller oscar-bait formår han at holde fast i en egen stil og fastholde et indigneret politisk udtryk. Måske er thriller-elementerne egentlig unødvendige for at fortælle filmens historie, men omvendt havde den anden mulighed sikkert været at sælge filmen som en oscar-rolle for en skuespiller, og så havde hovedpersonerne garanteret ikke haft lov til at være så facetterede og lag-fyldte. Men hvis det her er Bahrani’s Wall Street så drømmer jeg om at se hvad han kunne få ud af en JFK eller Nixon. Men det er nok en håbløs drøm. Det er ikke ret let at lave substans-fyldte store amerikanske film, især ikke som up-and-coming instruktør, så så meget desto mere grund er der til at hylde når det virkelig lykkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.