The Captive

Palmesøndag del 41
(Atom Egoyan, Canada
Cannes 2014)

I 2002 lavede Cannes et af sine mærkeligste program-valg nogensinde: De placerede den seneste Atom Egoyan, Ararat, uden for konkurrence. Efter tre film i konkurrence i træk røg Egoyan ud, på trods af at Ararat var en hyper-ambitiøs opsummering af hans mest populære film: Som i Calendar handlede det om Armenien, som i Exotica og The Sweet Hereafter var det en gruppe forbundne mennesker der forsøgte at overkomme trauma – et af de store traumer denne gang, det armenske folkemord. Det er vitterlig bizart at filmen ikke kom i konkurrence. Ikke fordi det er en specielt god film, den er overlæsset, det er fjollet som alle er forbundne, og et undertema om at filmen i filmen pynter på historien for at gøre alt mere effektivt underminerer blot fortællingens autencitet. Men fravalget er bizart, for Egoyan har ikke lavet en kritisk succesfuld film i de tretten år siden da, og han har været i Cannes-konkurrence tre gange igen. Og fået mere og mere skæld, hvilket kulminerede med The Captive, hvis modtagelse åbenbart var direkte ‘traumatisk‘:

‘The Captive’ was traumatic. We showed it at Cannes and there was a violent response.”

Atom Egoyan er kendt i brede kredse, især for hans film The Sweet Hereafter, og konventionel visdom hedder at det er gået støt ned af bakke siden da. Men hans største kommercielle succes er den erotiske thriller Chloe fra 2008. Så måske er det ikke så mærkeligt at han stadig har relativt let ved at finde finansiering? 3 år i streg har Egoyan haft en ny film ude, og ingen af dem har fået gode anmeldelser. The Devil’s Knot i 2013, om efterspillet til mordet på tre unge drenge, The Captive i 2014, om efterspillet efter en bortførsel, og Remember i år, om efterspillet efter Holocaust, men på den lange bane. De tre film slutter sig til en filmografi med bl.a. Exotica om efterspillet efter mordet på en ung kvinde, The Sweet Hereafter om efterspillet efter en skolebuskatastrofe, og Ararat om efterspillet efter det armenske folkemord, men på den lange bane. Egoyan har nogle yndlingsemner. Når han er bedst kan hans film være rørende beskrivelser af hvordan traumatisk sorg breder sig i et miljø som ringe i vandet. Exotica f.eks., og den ellers lidt overvurderede The Sweet Herafter. Når han er dårlig går der for meget krimi puslespil i den, og sorgen bliver postuleret. The Captive er et meget godt eksempel på hvor galt det kan gå.

2745ed948d6d930c0d7821f6321d7037

Ryan Reynolds spiller faren hvis datter forsvinder fra hans bil en dag. Konsekvenserne er uoverskuelige, og for det meste postulerede, for filmen springer i tid og undlader det meste af sorgen. Filmen springer for at komme hen til det tidspunkt hvor der er livstegn fra datteren igen, hvor sagen genoptages. For filmen er egentlig mere optaget af at vise opklaringsarbejdet ved Rosario Dawson og Scott Speedwell og så samtidig skildre forbryderne, som er et syndikat, nærmest, der dels holder datteren fanget, men som også har installeret overvågningskameraer for at følge hendes mors arbejde som stuepige. Jeg tænker der var noget interessant om mænd der vil kontrollere kvinder i et tidligt draft af manus, men i den endelige film leverer Kevin Durand ren camp i skurkerollen. Det er ikke til at dykke ned i, det er ren mekanik og genreleg. Og heller ikke her er det ret godt. Det forsøges, men det hele forbliver inderligt ligegyldigt. Der er ikke én eneste scene som er noget særligt.

video-the-captive-cass-and-mika-negotiate-a-deal-videosixteenbynine1050

Egoyan er en auteur, som har været i konkurrence 6 gange, som vandt Jury Grand Prix i 97 for The Sweet Hereafter, og som inden da var i Quinzaine et par gange. Og Cannes ønsker genre-film med filmstjerner i disse år. Men det er altså sjældent ret godt, det de ender med. For hver Drive er der en The Captive eller The Proposition. Det skal være elegant og stoisk i en Cannes-genrefilm, men med få undtagelser handler de bedste genrefilm for tiden om kinetik og energi. Mad Max Fury Road f.eks. The Captive er den forkerte type film til stedet.

Men The Captive er endnu værre end som så, den er nemlig til tider decideret latterlig. Overspillet, forvirrende, campet. Og alle de kvindelige hovedpersoner, fire af dem, bliver på den ene eller anden måde angrebet af skurkene. Og hvad i alverden skurkene egentlig laver bliver aldrig forklaret, det siges at de er pædofile, og antydes at de er mordere, men hele filmen drejer sig om et offer som de blot bortfører, så man fornemmer aldrig deres ondskab. Det føles aldrig rigtig som om datteren er i fare, selvom hun tidligt siger, at det jo ikke giver stort mening at holde hende i live, nu hvor hun er blevet for gammel til pædofile. Og til tider er banden hyperkompetent og gemmer sig i det finere selskab, men så er der også et medlem som bliver snydt, og han er typisk klam film-pædofil med uredt hår og den slags. Og der er noget med nogle træer, og med en gps, og jeg blev i sidste ende sat af. Det er til grin at filmen er i konkurrence.

Fortjent Pris?

The Captive må battle med The Search om at være årets dårligste film. På en eller anden måde er The Captive mere kompetent end The Search, men på den anden side er det mere forrykt at den var med, for Hazanavicius var trods alt et navn hvis seneste film The Artist var en kæmpe succes, mens Egoyan ikke har lavet en god film i årevis. Jeg tror trods alt at The Captive er mindre pinefuldt dårlig, men det er godt nok en hård kamp. Yikes altså for nogle stinkere der var i Cannes det år.

Næste uge skal vi tilbage til gamle dage. I anledning af DOX vil jeg skrive om et par dokumentarer fra Cannes. Først om den aller første dokumentar der nogen sinde var med: Nicole Vendré’s Paris 1900, fra 1947, en dokumentar om La Belle Epoque.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *