I Skyggen af Kvinder

Visse instruktører sidder sikkert i hovedsporet af filmhistorien, hvorfra nye filmfans lynhurtigt kan finde film og viden om deres gerninger. Tarkovskij, f.eks., alle filmfans ved hvem Tarkovskij er, helt uden at have set nogen af hans film. Andre sidder ude for alfarvej, og er noget sværere at få hånd om. Egentlig er det lidt mærkeligt at snakke om, for internettet har demokratiseret den her process absurd meget, wikipedia indeholder info om stort set alle, og for den snobbede fan er sider som Karagarga klar med stort set alle film, lige meget hvor obskure de er. Men der er stadig instruktører der arbejder stille og roligt i udkanten af filmverdenen, og når de bliver genopdaget er der en forsinkelse, mens folk forsøger at få hånd om hvem de var, og hvem de nu er. Philippe Garrel kunne være et glanseksempel. Han har lavet film helt tilbage til tresserne, men så vidt jeg kan se er I Skyggen af Kvinder hans første film i dansk distro. Hans ‘gennembrud’ i USA var Les Amants Réguliers fra 2005, en tre timers film om ungdommen omkring 68, der blev hans første film i årtier der fik distribution derovre, og i kølvandet på den blev hans film J’Entends plus la Guitare fra 91, ofte kaldt hans mesterværk, endda også udsendt derovre. Manden har en filmografi på 32 film ifølge imdb.com, så det går nok lidt langsomt med at få helt styr på præcis hvem han er.

Min egen vej: På sidste års CPH:PIX så jeg hans film Jealousy fordi den var i Maestro-delen af programmet, helt uden at vide hvem han var, og jeg var forbløffet. En sort-hvid bagatel om kærlighed og parforhold i pluralis, med indie-klaver på lydsiden, og uden de helt store ambitioner, hvad var dog ‘maestro’et over den film? Men interessen var vakt, senere faldt jeg over The Birth of Love på mubi.com, endnu et sort-hvidt drama, men den her gang om hele to mænds parforholdsforviklinger, hvoraf den ene var spillet af legendariske Jean-Pierre Léaud (barnestjernen fra Truffaut’s Ung Flugt, etc). Hm, ja, så forstod jeg det nok. Sort-hvide dramaer, meget minimale i deres tilsnit, meget melankolske. Garrel var vel som Eric Rohmer eller Hong Sang-soo, en film-skaber der blev ved med at lave film af det samme materiale, men hvor variationerne var det vigtige: Er det ét eller to par? Får de hinanden til sidst? Er det nutid eller datid? Men i forbindelse med udsendelsen af I Skyggen af Kvinder søgte jeg videre efter flere film, og fik mulighed for at se to: Førnævnte J’Entends plus la Guitare viste sig at være en farve-film (!) også om parforhold, hvor subteksten var at stort set alle personerne var narkomaner, og konteksten er, at filmen skildrer Garrel’s eget forhold til sangerinden Nico (yep, den Nico) som han datede op gennem halvfjerdserne, hvor f.eks. coveret til hendes plade The Desert Horse er et still fra en af Garrel’s film. Og Le Révélateur fra 68, lavet da Garrel var blot 20 år gammel, var en eksperimenterende sort-hvid stumfilm om et ungt par og deres lille barn som navigerer i et krigshærget landskab. Filmen var lavet som en del af filmkollektivet Zanzibar, navngivet efter øgruppen der dengang havde en maoistisk regering, som Garrel var medlem af som helt ung, men som løb ud i sandet under en rejse til Afrika, hvorefter et af medlemmerne konverterede til islam og rejste til Mekka. Der var pludselig en del mere gas på tanken end i hans mere stille senere periode. Lige nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om ham, udover at jeg er glad for muligheden for at sætte lidt mere fokus på ham, han er bestemt en interessant instruktør.

i_skyggen_af_kvinder

Og I Skyggen af Kvinder er en ret så herlig film, omend igen på en særdeles minimalistisk vis. Sort-hvid. 71 min. Mand og kone, hver med sin elsker. Symmetri. Ikke ret mange klip. Historien er så simpel som noget kan være, og filmen skal nydes for sin elegante kamera-føring og skarpe køns-pointer. Titlen synes taget fra Proust, men spiller ret fint op imod temaet: Ægteskabet mellem Pierre og Manon bliver fra start af præsenteret som en union hvor hun bevidst lader sig stå i skyggen af sin mand. De laver dokumentarfilm sammen, men det er ham som løber med prestigen. ‘Ingen mand fortjener at man ofre sig for dem’ får hun fortalt, men hun står ved: Pierre er værd at stå i skyggen af. Det synes den yngre Elizabeth måske også, efter at han indleder en affære med hende. Han forsvarer sig selv med, at mænd ganske enkelt er nogle idioter. Men også Manon viser sig at have en elsker, og hun har allerede gennemskuet sin mand. Han, derimod, er fuldstændig chokeret ved tanken om at hans kone måske heller ikke er glad i deres ægteskab, kvinder plejer da at være langt mere forsigtige, de bliver jo dømt så meget desto hårdere. Det sjove er, at Pierre er fuldstændig bevidst om kønsfordomme og uretfærdigheder, og synes at have accepteret at det er for galt, men han er komplet ude af stand til at forstå, at kvinderne i hans liv også er i stand til at navigere i den virkelighed.

omb0240n-©-2014-–-guy-ferrandis-_sbs-productions

Det er en simpel historie, men der er en del særlige ting som synes specielt Garrel’sk. Der findes f.eks. et specielt Garrel-rum. Kvistlejligheder, med nøgne mørke vægge, med bøger, bevares, man er vel fransk, men ikke med overfyldte reoler som f.eks. Haneke’s personer ofte har. Garrel’s personer er den lavere artistiske klasse, ikke helt så succesfulde som hos mange andre instruktører. Et fokus i I Skyggen af Kvinder er også den konstante lydt-hed i personernes hjem, at de altid kan høre deres naboer eller larm fra gaden, at de aldrig rigtig har helt deres egne private rum. Hvilket selvfølgelig er vildt skidt når man forsøger at foretage en affære. Der findes også et ret typisk Garrel-blik hos hans mandlige karakterer, et lidt træt ansigtsudtryk, som især Jean-Pierre Léaud naturligvis excellerede i, men som også Stanislas Merhar fanger ret godt. Det er rart at se en solid Garrel-film i de danske biografer, og jeg glæder mig til at dykke yderligere ned i hans filmografi. Hvem ved, måske Cinemateket er på sagen?

omb0172b-©-2014-–-guy-ferrandis-_sbs-productions

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.