Palmesøndag del 345
(4 luni, 3 săptămâni şi 2 zile, Cristian Mungiu, Rumænien
Cannes 2007, Guldpalmen + FIPRESCI Pris)
Den rumænske nybølge var en freaking bølge. Før i tiden var der ingen der gik op i rumænsk film, men i 2004 vandt to rumænske kortfilm, Cristi Puius Cigarettes & Coffee og Cătălin Mitulescus Trafic henholdsvis Guldbjørn og Guldpalme for kortfilm i Berlin og Cannes. Året efter, 2005, vandt Puius Hr. Lazarescus sidste rejse Un Certain Regard i Cannes, året efter var det Corneliu Porumboius 12:08 Øst for Bukarest der vandt Camera d’Or for bedste debut samme sted, hvorefter det hele kulminerede i 2007, hvor dels Cristian Mungiu vandt Guldpalmen i første forsøg med nyklassiske 4 måneder, 3 uger & 2 dage, samtidig med at Rumænien også igen vandt Un Certain Regard for Cristian Nemescus California Dreamin’.
Det er det helt unikke ved kunstfilmen, at et område ingen går op i pludselig rykker ind i centrum for filmverdenen. Og det er nærmest aldrig sket lige så voldsomt som med Rumænien. Det sidste årti har der været bølger fra Filippinerne, Georgien, Indonesien, men det har været skvulp sammenlignet med Rumænien. Den taiwanske filmbølge væltede ikke lige så meget, den iranske bølge rullede langt mere langsomt. Vi skal nærmest helt tilbage til den franske nybølge for at finde noget i samme skala. Alene af den grund vil 4 måneder, 3 uger og 2 dage stå som noget helt særligt i filmhistorien, som ideal-eksemplet på hvor sjovt det kan være at følge med. Men derudover er det en djævelsk god film, en anelse mere mainstream-egnet udgave af de nye rumænske idéer, der forener en fængende fortælling og stærkt skuespil med hvad der stadig femten år efter er chokerende gennemført æstetik.
Plottet i 4 måneder, 3 uger og 2 dage er jo nærmest genialt. Ligesom med Hr. Lazarescus sidste rejse er det en rejse ind i et dysfunktionelt sundhedssystem, men hvor Puius film skildrede et moderne Rumænien der overhovedet ikke havde opbygget sit sundhedsvæsen endnu, så dykker Mungiu ned i den sidste tid under diktatoren Ceaușescu, hvor to unge kvinder må stå utrolig meget igennem for at Gabriela (Laura Vasiliu) kan få foretaget en ulovlig abort. Det er dog veninden Otilia (Anamaria Marinca) som vi følger, mens hun dels må ordne alt det praktiske – låne penge, finde et hotelværelse, hente abortlægen (Vlad Ivanov) – dels stadigvæk må leve sit liv og særligt finde tid til at besøge kæresten om aftenen, da hans mor har fødseldag. Otilia piler som en Dardenne-karakter, men fokus er først og fremmest på de helt urimelige situationer de to kvinder kommer ud i, særligt i forhold til abort-lægen, der uden skrupler kan udnytte to kvinder i den hårdeste nød.
Blandt de første rumænske bølgefilm var der gerne et stort fokus på tid, med titler som netop 4 måneder, 3 uger og 2 dage, 12:08 Øst for Bukarest og i 2010 Radu Munteans Tuesday, After Christmas. Mungiu fortæller os også med det samme, at fortællingen foregår i 1987 – februar 1987, for at være helt præcis – og i første scene hører vi et ur tikke inde på det værelse som Gabriela og Otilia deler. Uret tager bare tid på noget voks, så Gabriela kan få vokset sine ben, det har intet med plottet at gøre, men det understreger hvordan 4 måneder, 3 uger og 2 dage skal forestille at foregå sådan nogenlunde i real-tid. Otilia og Gabriela må finde tid til det her horrible forløb i deres almindelige liv, for eftersom det er ulovligt, så er der ikke afsat noget officielt sted, hvor man kunne finde plads og pause til at gøre det. Men sådan er det med alting i filmens dysfunktionelle verden, Otilia må også købe cigaretter hos en mand i hotelreceptionen, varer hos en nabo på kollegiet, og abortlægen må hjem og hjælpe sin mor op igen, eftersom hun er gået på gaden i håb om at kunne finde sukker. Fordi den rumænske stat ikke fungerer, fordi alt er undergrund og uofficielt, så er alt og alle blandet sammen i tid og rum. Hvilket lige præcis er hvad der muliggør filmens vidunderlige æstetik.
Fotograf Oleg Mutu havde også fotograferet Hr. Lazarescus sidste rejse, og er den rumænske bølges store ukendte helt. Her står han for lange takes, de fleste scener er taget i ét take, med kameraet på behørig afstand. Der er meget lidt klipning, og vi ser rigtig meget af omgivelserne, hvilket betyder Gabriela og Otilia altid ses i deres omverden, på trods af at de desperat forsøger at finde et sted at gøre noget i skjul. Og samtidig føles det som om vi meget sjældent slipper dem at syne – omend der tydeligvis er klippet rigtig meget tid væk, kan man se hvis man kigger efter – og at de derfor heller aldrig er fri for vores blik, lige meget hvor ydmygende ting de står igennem. Det er virkelig streng æstetik, men meget af tiden ret simpelt og let at forstå, og det fungerer så stærkt, at det fik et enormt bredt publikum i tale.
Det er i høj grad det som Mungiu er god til, og da særligt med 4 måneder, 3 uger og 2 dage. De andre rumænske instruktører arbejder måske med mange af de samme idéer, men Mungiu er den store dramatiker af dem. Puiu er den store eksperimenterende kunstner, Porumboiu den kyniske filosof, der laver film om grammatiske problemer (Politi, adjektiv) eller fodboldregler (The Second Game, Infinite Football), og selvom jeg måske elsker de dybt bizarre instruktører endnu mere, så er der intet mærkeligt ved, at det er Mungiu, der altid bliver vist i Grand.
Jeg har set 4 måneder, 3 uger og 2 dage gentagne gange, siden jeg så den i biografen dengang for over femten år siden. Og den holder stadig, er uafrystelig, og jeg finder stadigvæk nye detaljer. Selvom æstetikken er ret stringent, så er der stadig små bizarre detaljer, såsom når Otilia ringer efter Gabriela, og vi ses telefonrøret ligge og fylde halvdelen af skærmen op. Eller når vi pludselig lige følger en cyklist en lille tur, inden bilen med Otilia og abortlægen kører forbi den anden vej. Mest af alt holder filmens helt centrale eftertænksomme pointer stadigvæk. Om hvordan alt i Rumænien under Ceaușescu, hvor staten intet gør for befolkningen, foregår mellem individer, hvilket både medfører den største udnyttelse, men samtidig også indebærer ekstremt sammenhold og opofrelse, a la den Otilia viser overfor Gabriela, der ikke rigtig virker som om hun fortjener det. Det er en film, der er meget mere end blot en kritik af restriktiv abortlovgivning, det er en film om menneskers forhold til hinanden, på tværs af køn og klasser – som i forholdet mellem Otilia og den noget mere priviligerede kæreste – og på trods af et på alle måder koldt samfund.
At den rumænske nybølge her snart tyve år efter de første kortfilm stadig står så stærkt skyldes i høj grad en konstant fornyelse, hvor nye instruktører er kommet til med nye stærke idéer. Men det skyldes også at Mungiu blot tre år inde i bølgens levetid formåede at få det hele samlet sammen med et genialt manuskript og en række stærke skuespils-præstationer, og skabte hvad der stadig er den helt perfekte vej ind i en verden af rumænske film, der bliver vildere og vildere som årene går.