Palmesøndag del 76
(Cristi Puiu, Rumænien
Cannes 2016)

Noget af det mest fantastiske ved filmkunsten er, hvordan den kan tage helt simple hverdags hændelser, og bygge det ind i et helt eget metaforisk fletværk. Den byggesten, som en filmscene er, har den perfekte længde til at indkapsle noget ganske ordinært, og netop fordi vi som seere stadig forventer at alt vil være plotrelateret, kan et stykke ren hverdagsliv springe ud som noget ekstraordinært meningsfyldt. Som f.eks. i første scene i Cristi Puiu’s mesterværk Sieranevada: Den skildrer i al sin enkelthed det velkendte fænomen, med at måtte køre bilen en tur rundt om blokken. Men som anstaltet af Puiu, filmet i et one-take, med et stationært kamera der blot drejer fra side til side for at følge sine karakterer, bliver det en vanvittig ballet: Fra bil og ind i bygning, tilbage i bil, finde ud af at bil er nødt til at køre, tilbage til bygning, opdage noget, løbe efter bil, tilbage til bygning, stå og vente på bil, ind og væk. Den kaotiske scene indvarsler for det første perfekt resten af filmen, der fortrinsvis foregår i en lejlighed hvor en simpel mindehøjtidelighed af utallige årsager bliver utroligt kompliceret, men breder den samtidig også ud. Det her er ikke blot en film om en familie. Det er en film om Bucharest. Om byer generelt. Om det moderne menneske.

Rumænsk film er stadigvæk det vigtigste der er sket for europæisk film i indeværende årtusinde, og Cristi Puiu er på mange måder bølgens ophav. Hans Stuff and Dough fra 2001, en low-budget road-movie, skabte opmærksomhed på et tidspunkt hvor ingen kiggede alvorligt efter landets film. Hr. Lazarescus Sidste Rejse fra 2005 var det store gennembrud, også i Danmark hvor den vandt pris på Copenhagen International Film Festival og fik dansk distribution – omend den blot solgte 784 billetter. Stilen fra den film, om en gammel mand der ignoreres på sin rejse gennem hospitalssystemet, blev ganske typisk for de nye film, med sit tålmod, personlige fokus, og angreb på bureaukratiet. Der går en linje herfra og til film som Christian Mungiu’s Guldpalmevinder 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage eller Corneliu Porumboiu’s Politi, Adjektiv. Men Puiu valgte at følge op på successen på sin egen vis, og først fem år senere, i 2010 kom Aurora, der er en meget mere kantet film. Et portræt af en mand i skilsmisse, mest af alt tre timers frustreret hverdagstristesse, der dog indimellem punkteres af, at manden er i gang med at myrde alle han føler har ødelagt hans liv. En lang, svær, men også fantastisk original film, hvor Puiu’s brug af stativ-sat kamera, som han drejer i alle retninger for at følge sine personer, virkelig var synlig. Og først seks år senere kom så hans fjerde film. Denne gang fortjent i hovedkonkurrence i Cannes, hvor han forhåbentlig kan blive fast deltager.

Det er for mig ikke helt til at sige, om der er mindre plot i Sieranevada, eller om det blot føles sådan fordi der ikke er nogen central person. Hr Lazarescus sidste rejse handlede om en syg mand, der blev ignoreret af systemet. Aurora handlede om en gal mand, der blev overset af omgivelserne. Sieranevada handler på den vis om en død mand, der kun bliver halv-mindet af sin nærmeste verden. Det er mindre konkret at få hånd om. De store scener med den døde mand er da præsterne kommer og laver en lille højtidelighed, og da nevø Sebi skal efterligne den afdøde af lokale årsager. Ikke helt så ophidsende som en mand med et shotgun. Men det betyder, at de mange andre plots må bære så meget mere af læsset, og ikke mindst at kamera-arbejdet bliver så meget mere centralt. Det vil næsten være synd at afsløre for mange af subplotsne, det er såmænd næsten at ødelægge oplevelsen at afsløre hvem der er hvem. Blandt de sjove ting ved at se Sieranevada er at blive kastet ind i en lejlighed, og have lige så lidt overblik over hvad der sker som kameraet, der også drejer fra side til side, frem og tilbage, for at få hold på de mange mennesker, der nægter at stå stille, nægter at gå hen hvor de bliver bedt om. Langsomt giver det dog mening, og til sidst er fornemmelsen af intimitet så meget større. Vi føler vi kender de her personer. Vi har kæmpet for at lære dem at kende, ligesom de har kæmpet for at kunne være sammen. De få ganske simpelt rare øjeblikke de har sammen kan bære hele filmen.

Men selvom vi kommer helt ind i et mikrokosmos, så føles det også som et bredere billede af Rumænien. De mange generationer har vidt forskellige holdninger til verden, fra den gamle beton-kommunistiske tante, der mener præsterne burde skydes, over de lidt yngre kvinder, hvis religionshunger har fået plads efter det gamle styres fald, til en gruppe af agnostikere der ingen nostalgi føler hverken for eller imod religion, og til en søgende yngste generation, der synes at erstatte visheden med druk og konspirationsteorier. Ligesom det er en familie, hvor der er sket for meget til at de kan håndtere en enkelt historie af gangen, så skildrer det et Rumænien, der simpelthen er splittet af for meget historie. Der er sket for mange ting, der har været for mange nyheder, for mange omvæltninger, alle sidder fast i deres egen lille snoning. Det evigt drejende kamera bliver en allegori for et folk der er dømt til at gå i ring, i hvert fald lidt endnu. Eller køre i ring.

Puiu har sagt han vil lave seks film i en Bucharest-serie, hvoraf Sieranevada er den tredje. Puiu laver en ny film ca hvert femte år, så han vil være færdig med projektet omkring 2030. Men vil anden halvdel af hans serie være lige så stærk som den første, så kommer det ikke til at gøre så meget. Så bliver det en sekvens af film, der vil blive set, genset, genopdaget, undersøgt, i de næste mange årtier. Det er et af Europas største filmprojekter i disse år.