Palmesøndag del 337
(Sissi – Schicksalsjahre einer Kaiserin, Ernst Marischka, Østrig
Cannes 1958)
Ernst Marischkas trilogi om Kejserinde Sissi af Østrig skulle egentlig have været en tetralogi. Han ville gerne lave en fjerde film, men Romy Schneider sagde nej, og filmskaberne konkluderede meget fornuftigt at det ikke gav mening at fortsætte serien uden deres store stjerne. Jeg forstår hende godt, men jeg må indrømme jeg ærgrer mig over ikke at kunne se hvordan i alverden Marischka havde tænkt han kunne afrunde det her. Det virker på Sissi paa tronen som om filmserien er tom for idéer, det er en samling gentagelser af tidligere scener tilsat nye bi-historier som ikke rigtig har noget med noget at gøre. Men den er en anelse mørkere end de to tidligere film, og måske havde filmskaberne forsøgt rent faktisk at omfavne tragedierne i den virkelige historie.
Det havde de i så fald nok gjort rigtig skidt. For selvom Sissi paa tronen langsomt træder ind i mørket, så gør den det så forsigtigt, og så ufuldstændigt, at filmen først og fremmest kan bruges som prisme til at forstå hvilke ting man altså ikke kunne snakke om i Østrig i halvtredserne.
I starten af filmen er Sissi i Ungarn – det er rart at være væk fra hoffets stramme regler – og der går ikke ret lang tid før hun har fået spået sin fremtid af en ældre roma-kvinde – hvor eksotisk er der ikke i Ungarn! Her får Sissi at vide, at hun vil være rask og glad, men som hun går videre siger spåkonen ‘jeg er glad for at jeg ikke er hende…’ Så der er et eller andet mørkt på vej. Det kommer så også: Sissi får en lungesygdom, og må nu overhovedet ikke se sit barn. Hun rejser til Sydeuropa for at restituere, men mødes igen med sin elskede Franz Josef for at rejse til Italien, hvor der er stærk uvilje mod det østrigske overherredømme. Men kærligheden i den lille familie får hjerter til at smelte. Fordi det kan godt være Kejsere og Kejserinder kan være lidt fjerne, men en rigtig god mor, det ved man da hvad er.
Det meste af det er samme plots som var i Sissi – Den unge kejserinde. Hertil har filmen nogle mærkelige biplots om bl.a. Sissis brors forhold til en skuespillerinde, og om hendes søsters kærlighedskvaler efter at være blevet vraget som førstevalg af Franz Josef. Det har intet med den overordnede fortælling at gøre, og det virker blot som fyld. Det eneste der føles sådan for alvor signifikant er den lungesygdom som Sissi pådrager sig, og som fremstilles som om hun nu vil få besvær ved at føde en arving til Kejsertronen. Jeg kan ikke rigtig finde den historiske begrundelse for det plot, der var rigtig meget helbredsmæssigt galt med Sissi, men lungesygdom var der ikke så meget af. Til gengæld blev hendes datter på tragisk vis syg under Kejserparrets første besøg i Ungarn, og døde blot to år gammel. Så mørk en udvikling sker selvfølgelig ikke i den her trilogi.
Det er rigtigt, at Sissi rejste rigtig meget i Sydeuropa senere i sit liv. Men det var ikke på grund af tuberkolose. I filmen begynder Sissi endda at bygge et hus på Korfu, hvilket hun først gjorde i 1890 i virkeligheden, for at kunne komme væk og sørge efter hendes søn Rudolf døde ved selvmord. Det er en finurlig idé, at påføre Sissi en tragisk sygdom, for til gengæld at undgå at antyde den virkelige gigantiske tragedie i hendes liv. Det er et klassisk eksempel på hvad Freud kalder for ‘forskydning’, hvor man for at undgå at behandle et traume i stedet forsøger at snakke om noget der også er skidt, men ikke helt lige så traumatisk som det der i virkeligheden er galt. Sissi paa tronen føles nærmest som én stor forskydning, som den antyder mørke begivenheder og kriser i ægteskabet, men uden at turde binde an med de virkelige historier.
Det hele bliver nærmest tragikomisk fjollet i scenerne i Italien. Her bliver der spillet Verdi som protest mod Kejserparret, men ved deres rolige væremåde klarer de alle fornærmelserne. Franz Josef ved også godt at den ikke er helt god ‘Radetzky var for streng’ siger han, og Sissi påpeger italienerne nok mest kender Franz Josef for de dødsdomme der bliver udstedt i hans navn. Det er ret mørkt, men alligevel så langt fra hvad der virkelig skete, at det er helt tosset. I 1859 udbrød den Anden Italienske Uafhængighedskrig, hvor Frankrig under Napoleon III hjalp italienerne mod østrigerne, der blev besejret noget så eftertrykkeligt i slaget ved Solferino. Franz Josef anførte selv sin hær, og deltog i de ekstremt blodige slag. Nederlaget resulterede i at store dele af Italien rent faktisk kom væk fra det østrigske kejserdømme. Østrig modtog endnu et nederlag i 1866 i krigen mod Prøjsen, og var herefter helt åbenlyst den lille af de to tysk-sprogede stater.
Måske fordi Sissi-trilogien endte så meget som et utroværdigt skønmaleri, har der siden da været kunstnere der forsøgte at dekonstruere den. Romy Schneider spillede Sissi igen i Luchino Viscontis Ludwig fra 1973, en langt mørkere film, der fortalte en historie om de tyske monarkers forfald frem til 1880’erne. Sidste gang vi ser Sissi er hun klædt i sørgedragt, ligesom hun i virkeligheden var det efter sin søns død. Romy Schneiders eget liv blev heller ikke en dans på roser, hendes søn døde som 14-årig i 1981, og året efter blev hun selv fundet død, blot 43 år gammel. Instruktøren Emily Atef skildrede i 3 Days in Quiberon det sidste interview med billedserie som Schneider gav inden sin død, og det blev til endnu en melankolsk dekonstruktion af Sissi-myten. Men dog også med glimt at lys, for selv på de aller sidste billeder var der en kraft og livsglæde over Schneiders ansigt. Ved at omfavne mørket og melankolien, så kan man faktisk lave noget som er endnu mere ægte opløftende. Og omvendt, ved at forskønne og fordreje, så kan man, som Sissi paa tronen, ende med noget særskilt miserabelt, selvom man forsøgte kun at have det gode med.
Serien om Ernst Marischka og hans Sissi-trilogi begyndte med Sissi – Den unge kejserinde