Palmesøndag del 175
(臉 Liǎn, Tsai Ming-liang, Taiwan
Cannes 2009)
De seneste år har Tsai Ming-liangs film været endog meget kunstneriske. Der er Walker-serien, hvori en munk går langsomt, og hvorfra Journey to the West fra 2014 er højdepunktet. Der var Your Face fra 2018, en dokumentar, der mest bestod af billeder af folks ansigter. Og så var der Afternoon fra 2015, hvor Tsai og hans faste skuespiller Lee Kang-sheng sad og snakkede sammen i to timer. Det har alt sammen været ret smukt og fantastisk. Men samtalen mellem Tsai og Lee var også til tider en lille smule trist, når Tsai f.eks begyndte at snakke om hvor få mennesker der gad at se hans film i Taiwan, og hvor svært det var at skaffe finansiering. Til tider var de nødt til selv at vandre rundt på gaden for at sælge billetter, hvis nogle skulle blive interesserede i at se et af deres mesterværker. Det er lidt den anden side af sagen. Tsais film er over de sidste tyve år rykket i en fabelagtig abstrakt og ren æstetisk retning. Men det hænger nok også sammen med at hans lokale publikum alligevel ikke har gidet lytte til hvad han har at sige.
Det kan man virkelig godt fornemme med Visage, den er lavet ikke bare med fransk støtte, men med produktions-penge fra selveste Louvre. Så bliver det ikke mere kunstlet. Filmen handler om en filminstruktør der hedder Hsiao-kang, og naturligvis spilles af Lee Kang-sheng (ikke at Hsiao-kang-figuren har virket bare i nærheden af at være filminstruktør i tidligere film) der tager til Paris for at indspille en film, en version af Salome, med franske skuespillere i hovedrollerne. Blandt andre medvirker Jean-Pierre Léaud, Laetitia Caste og Matthieu Amalric i en art cameo som en mand Hsiao-kang har sex med i en busk. Derudover dukker Lu Yi-ching op igen som Hsiao-kangs mor, der pludselig afgår ved døden tilbage i Taiwan. Og så bliver det til hvad der efterhånden virker som den lidt typiske blanding af sorg, mærkværdige musikalske scener, og ren abstraktion.
Tsai Ming-liang er nogle gange lidt svær at placere. På den ene side er han streng æstetiker og minimalist, der kan filme en kvinde der græder i flere minutter, eller lave op til flere film om en munk der går langsomt. På den anden side virker han til tider mere som en absurd mester, hvis film er fyldt med sex, musikalske indslag, nærmest stumfilm-komiske sekvenser, og mærkværdige idéer. Selv hans minimalistiske tendenser kan virke groteskt overdrevne, som når folk spiser kål i lang tid, eller kigger på en mur i et kvarter. Han veksler hele tiden frem og tilbage. Men. Visage er altså nærmest for meget. Louvre-sekvenserne er meget kunstneriske, med abstrakte kostumer, absurde sekvenser, og en historie som det er endog meget svært at følge. For at være helt ærlig kan jeg ikke finde så meget i den.
Som jeg skrev først, det som er kendetegnet ved en Tsai-film, det er følelserne. Han eksperimenterer på livet løs med æstetikken, men når han er bedst er det funderet i nogle virkelig simple følelser. Sorg over døde fædre. Ensomhed. Kærlighed og seksualitet. Film som I Don’t Want to Sleep Alone og Stray Dogs er mesterlige skildringer af fattigdom og immigration, to ting som vitterlig sjældent bliver skildret i den sådan rigtig hardcore auteuristiske kunstfilm. Men Tsai tager virkelig ofte vigtige emner op. Også en film som Goodbye Dragon Inn, der egentlig bare handler om en biograf der skal til at lukke, formår at handle om alt muligt andet såsom fællesskab og minder, i stedet for bare at handle om at det er synd for filmen. Stort set altid formår Tsai at basere sin abstrakte kunst på ægte følelser og vedkommende idéer. Kun to gange går det galt. The Wayward Cloud er for fjollet, og dens brug af porno er på en gang både virkelig kritisk, og samtidig lidt tøhø-overfladisk. Og så her, i Visage. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvor vi skal hen med halvdelen af det, der går for meget Louvre i det.
Men til gengæld. Så rammer billedsproget til tider helt nye højder hos Tsai efter min mening, og det siger altså vitterlig ikke så lidt. Der er brug af vinduer og spejle og spejlninger i et akvarie, som er helt uforståeligt fremragende. Vitterlig utroligt at det kan se sådan ud. En scene hvor producenten ligger i en seng og er ked af det er f.eks. filmet udefra et vindue, så vi samtidig kan se byen køre forbi i halvdelen af billedet. Det kunne være fotokunst, som man kunne hænge op i et museum. Og det er selvfølgelig også lidt meningen, det er jo lavet til Louvre. Jeg kan ikke helt regne ud om det også var tilfældet her, men Stray Dogs blev i hvert fald lavet om til en museumsinstallation, og det kunne store dele af Visage også være. Ikke så meget de mere kunstneriske dele af den, hvor modeller danser rundt i sne, det er egentlig ikke så interessant. Men det hvor det bare er mennesker der er ensomme i byer, det løfter sig. Og jeg tror vitterlig at Tsai tog det abstraktions-niveau med sig over i de mere dokumentaristiske og eksperimenterende film han har lavet siden da. Og det er også noget.
Tsai lavede fem fiktions-spille-film i nullerne, og de var alle sammen i det mindste interessante. Han lavede kun én i 10’erne, Stray Dogs, og så stod den ellers på dokumentarer og kort-til-midt-længde film for resten. Men det er tæt på at jeg vil sige, at jeg foretrækker hans 10’er-output. Det mindre format betød at han kunne skære sin idé ind til benet, og æstetisere det helt ud, uden at tænke på at skulle tjene det ind igen. En film som Journey to the West er en time lang, og er bare folk der ligger eller folk der går, men det slår alligevel det meste andet film af banen. Det er med Visage at det skift sker, ikke bare fordi æstetikken er så stærk, men også fordi plottet vitterlig halter. Tsai lærte heraf, fjernede det der ikke fungerede, fokuserede på det der gjorde. Derfor har Visage også en vigtig plads i hans filmografi. Og selvom den altså ikke rigtig er helstøbt og vellykket, så er den dårligste Tsai alligevel bedre end det meste andet. Og da også i top fem over film fra Cannes 2009, efter min mening.