Palmesøndag del 98
(James Gray, USA
Cannes 2007)
Den første sekvens fra We Own the Night, James Gray’s opfølger til The Yards efter syv års pause, er så James Gray som det overhovedet bliver. Vi lægger ud på en klub i ‘Brooklyn, New York’ (læg mærke til specificiteten, der vil i filmen blive snakket meget om muligheden for at udvide helt ovre på Manhattan), hvor bestyreren Bobby Green (Joaquin Phoenix igen, naturligvis) hygger sig med sin puertorican’ske kæreste. Men så er de desværre nødt til at smutte. Bobby Green skal nemlig mødes med sin familie, som i virkeligheden hedder Grusinsky, og er politifolk. De informerer ham om, at de efterforsker narkotika-salg på hans klub, organiseret af russiske Vadim, hvis onkel Marat ejer klubben. Men Green/Grusinsky vil ikke have noget med det at gøre, og han forlader festen lige så stille for at tage tilbage til sin klub. Hvor der så kort efter er politi-razzia, ledet af Bobby’s familie, og Bobby smides i fængsel. Og så falder det slag i slag derfra. Generelt er der ingen der kan undgå deres afstamning i James Gray’s film.
We Own the Night er sikkert det bedste sted at starte med James Gray, og måske stadig den bedste af James Gray’s film. Den er så rendyrket og effektiv i sin opbygning, og har stadigvæk det som Howard Hawks sagde kendtegnede en god film: Tre gode scener, og ingen dårlige. Og de tre gode scener i We Own the Night er virkelig gode.
Der er biljagten i silende regn. Efter at nettet snører sig sammen bliver Bobby nemlig naturligvis blandet ind i narko-sagen alligevel, og gangsterne kommer efter ham. Det er utroligt at en scene kan være dels så uoverskuelig, dels så klar. Man kan intet se på grund af regnen, men alligevel kan man altid fornemme præcis hvad det er Bobby skal, og hvor farlige forfølgerne er. Pistol-skud lyder, og skygger falder om, biler kører galt for fuld fart. Det er en biljagt som Hawks ville have elsket, på samme måde som med mesterens The Big Sleep er det på én gang komplet uforståelig i detaljen, men føles klart og skræmmende.
Der er en scene, hvor Bobby må konfrontere sin ven, som måske, måske ikke har afsløret hvor Bobby opholdt sig henne. Jeg var forbløffet over følelserne i den scene første gang jeg så det, og jeg er stadig forbløffet. Så snart det går op for Bobby hvad der sker, så bider han tænderne sammen og spørger om de skal gå udenfor. Hans ven ved tydeligvis hvad der er sket, og stiller sig udenfor fortabt op af væggen. Da han konfronteres med hans forrædderi bryder han grædende sammen, stortuder og falder om på jorden. Der er et total-billede af den slags gammel Gray er så god til, af hele baggården med de to mænd nede i hjørnet, hvor lys og mørke falder knivskarpt henover asfalten. Grænserne mellem siderne er virkelig tegnet hårdt op, og en mand der troede han kunne forblive neutral må grædende indse at det ikke gik. Her, langt mere end i Bobbys eget dilemma, fandt jeg den emotionelle kerne i filmen, og i Grays film som sådan. Det er angsten, frustrationen, over absolut at høre til et sted. Et forkert sted. Over at være fanget i sin egen lille verden.
Og så en tredje scene, der finder sted efter der er blevet sat ild til noget græs. Bobby tager en beslutning, og stormer ind i røgen i den tro at han nok skal få fat på dem der gemmer sig derinde før de får fat på ham. Det er fejende flot, men føles stadigvæk også nærmest selvudslettende. Nærmest som om Bobby bare gerne vil blive væk derinde hvor ingen kan se noget som helst. En drift mod utydeligheden, en dødsdrift nærmest, som Gray senere dyrker især i The Lost City of Z, men som rent visuelt tidligere begynder at drive ind i hans film, der fyldes med stearinlys, røg og spejle.
We Own the Night og The Yards er til en vis grad nærmest samme film. Joaquin Phoenix og Mark Wahlberg spiller hovedrollerne i dem begge, og det er begge to krimi-film om semi-korrupte subkulturer i New York og to mænd der bliver fanget i de spind. We Own the Night var dog en langt større succes. En del af det skyldtes sikkert, at de to hovedroller på det tidspunkt var noget større stjerner, og at de dermed havde nemmere ved at sælge filmen. Men jeg håber også lidt det skyldes, at We Own the Night er en bedre film. Ingen af de to film ligefrem lefler for publikum, og med deres lidt gammeldags dyder skal det måske også være exceptionelt før det fungerer. Og det er We Own the Night ret tæt på at være, mens The Yard mere bare er glimrende. Det er ikke kun de tre gode scener, det er også en vished om kompleksiteten i det argument Gray stiller op. We Own the Night er opkaldt efter mottoet for den politi-deling som Grusinsky-familien tilhører, og da især i vor post-BLM tid, men såmænd også for ti år siden da filmen kom, er det et komplekst og dobbelttydigt motto. Filmens intro-sekvens viser billeder af politiet i færd med at anholde forbrydere, ret så mange af dem minoriteter. Den gruppetænkning, som Bobby er fanget af, den lægger sit skyggespil over byen på utrolig mange måder. I og for sig slutter Gray’s krimi-film som regel som den slags gør, med opgør, med en art katarsis, den slags. Men i We Own the Night bliver det bittersøde siddende. Billederne af de sorte mænd. Tårerne fra den sølle, sølle ven. For en gangs skyld, så sad den lige i skabet fra Gray’s side. Så måske er det ikke så overraskende Gray herefter skiftede stil.