Matador Afsnit 8 ‘Komme Fremmede’

‘Komme Fremmede’ er et af de helt store afsnit. Det er Matador hvor det nærmest transcenderer tv-formatet. Ja, med et par få ændringer, så kunne det sagtens være en biograf-film – længden er også til det. En komedie om hvordan en lille provinsby sættes på den anden ende på grund af en moderne maler og hans frimodige eks-elskerinde. Det kunne egentlig sagtens være en sengekantsfilm, for nu at blive i halvfjerdserne. Men her fungerer det dobbelt, dels som en sjov lille film i sig selv, men reaktionerne bliver ekstra gode fordi vi kender figurerne så godt. Det kunne være en film. Men det er ekstra godt som tv.

Det er nu også fordi Matador er sindsygt godt tv. Tillad mig at blive lidt teoretisk et øjeblik. Min semiotik-lærer på UCSD sagde, at et narrativ i sin simpleste form går Situation -> Aktion -> Ny Situation. På semiotisk S -> A -> S’. Vi har et imperie, så udkæmpes der en stjernekrig, og så er der ikke noget imperie længere. Noget af det fremragende ved tv er måden hvorpå det nogen gange kan kommunikere helt uden A, blot ved at vise os forskellige udgaver af samme situation – tænk f.eks. på hvordan Mad Men ændrede karakterernes udseende, hår, skæg og tøjstil mellem hver sæson, og dermed forklarede hvordan tiden ændrede sig. Men dyrk så lige den fantastiske åbningssekvens i det her afsnit, hvor hver familie får brev ved morgenbordet. Dyrk hvor meget der fortælles om karaktererne, blot ved at se den helt simple situation, at de spiser morgenmad. Og dyrk især familien Varnæs. Vi har aldrig set dem spise morgenmad før, og alligevel kan vi fornemme at der er noget galt. Hans-Christian er ikke opmærksom omkring opdragelsen af børnene. Åh, det er så fantastisk en detalje, at se Maude og Hans Christian sammen om opdragelsen, hvordan det naturligvis er far som skal formane, vi lærer noget om hvordan den familie altid er. De må have gjort det her utallige gange. Men det er anderledes dengang, og således lærer vi naturligvis en helt anden ting: At Hans Christian har hovedet et andet sted, at han er forvirret over hans affære.

Hele byen sættes på den anden ende af Ernst Nyborg og Gitte Grå. Det er da især et af de helt store afsnit for Hans Christian og Holger Juul Hansen. Hans ansigtsudryk ved den første middag med Jørgen og Gitte er helt fantastisk. Den centrale udstillingsscene er endnu en af mine yndlings, hvor hele byens indbyggere samles til et fælles arrangement. Der er endnu flere med, eftersom Ernst Nyborg har inviteret store dele af holdet fra Jernbanerestauranten. Så mange personer i forgrunde, baggrunde – på et tidspunkt går Fede og Frue kort forbi, og Fede spiser naturligvis en snack. Så mange gode kombier: Fru Møhge der påpeger at Fede ligner Fernando, Obersten der stråler da han får øje på Gitte, de mange der mener det er noget værre bras.

Men samtidig er der virkelig mange historier, der sættes i gang i dette afsnit. Især er det her Laura begynder at stille spørgsmål ved sin stilling, hvilket leder hendes store dag i tredje sæson. Også Agnes begynder sin opdragelse, når hun går i biografen med Røde selv om Gudrun fra familien Skjern også vil være der. Senere, under pels-forviklingen, kan hun fortælle Maude at Gudrun har sagt at Ingeborg har sendt pelsen retur. Det er første skridt, Agnes lærer ikke at kopiere sin identitet blot fordi hun bor i samme hus som Varnæs. Næste skridt bliver så naturligvis ikke at kopiere sin identitet blot fordi hun bor i samme hjem som Røde… Han sætter klasse-solidaritet højest, men Agnes’ udvikling kommer til at blive anderledes. Der er selvfølgelig også den røde tråd i anden sæson, historien om bygningen af Mads’ fabrik, der kommer et stort skridt videre når Ernst Nyborg hyres til at male borgmesteren, og de korrekte tilladelser kort derefter falder på plads. Men derudover er der ret mange karakter-ark der får alvor starter i dette afsnit.

Mestendels er det dog bare sjovt at se hvordan hele byen reagerer på maleren og hans gale elskerinde. De symboliserer en ny tid i byen, også i den måde Ernst sørger for at få inviteret de ‘lavere klasser’ til hans fernisering. Men de er ikke den eneste nye indflydelse. Det er også første afsnit vi ser Baron Carl von Rydtger, der på en sådan lidt indviklet måde er i familie med Ernst Nyborg. Baronessen så vi tidligere, da hun købte en kjole hos Arnesen og senere sendte den tilbage da den kunne fås billigere hos Skjern. Det par er på den ene side toppen af byens hierarki, men på den anden side så højt hævet over den, at de nærmest har en anarkisk kraft. Baronen er tydeligvis gladere for at se grisehandler Larsen end Konsulinde Holm, for Larsen kan man dele en druk-anekdote med, mens det konservative borgerskab simpelthen er for kedsommeligt. Det er en af seriens centrale pointer, at Indre Missionske Mads Skjern egentlig passer perfekt ind i byens hakkeorden, mens de folk han bringer med sig har mere til fælles med dem der kommer udefra, det være sig internationale malere eller landliggende adelige.

Matador er god til at finde ironien hos de konservative indbyggere, men bestemt også patos. Afslutningen, hvor Maude omfavner sin mand netop hjemvendt fra hans elskerinde, og udbryder ‘Jeg tror, vi er de sidste ordentlige mennesker i hele verden’ fungerer så endnu mere stærkt pga Hans Christians ansigtsudtryk. Men hun er jo fanget. Flere og flere opdager Hans Christians affære, men ingen tager sig sådan rigtigt af det. Det er mest bare lidt sjovt, sådan noget man kan holde over ham, ikke noget hvor man behøver at tage sig af hvad Maude mener. Hun drømmer om en vej ud, men det er jo ikke fordi der er meget mere respekt der. Ernst Nyborg skoser hende for hvad hun er blevet til, påstår han ville have gjort det hele, men ville han? Selvfølgelig ikke, han er straks sammen med Gitte Grå. Der er rigtig mange intriger i sæson to, og rigtig mange ydre indflydelser, der rusker op i ting. Men fælles for næsten alle forviklinger: Når tingene falder på plads igen, er der en kvinde som det er gået ud over.

I øvrigt:

* Velkommen tilbage! Nu kører DR forhåbentlig resten af serien i én køre, men ellers tager vi en pause til. Det passede mig ret skidt at de startede denne weekend, da jeg har skullet optræde med mit kor, så derfor er jeg dels forsinket, dels er det nok blevet lidt kortere end jeg havde håbet på. Men det skal nok blive bedre.

* Bent Mejding (Jørgen Varnæs) og Susse Wold (Gitte Grå) blev gift i 1983. De går tydeligvis til den i deres store slagsmål.

* Hans Christians avis siger ‘Østrig Anklager Tyskland’. I februar 1934 røg Østrig ud i en kort ‘borgerkrig’ mellem paramilitære styrker på begge sider. I maj ændredes konstitutionen, og landet blev fascistisk. I juli forsøgte nazister et kup hvorunder kansler Engelbert Dollfuss blev slået ihjel. Der kan være en del øjeblikke undervejs hvor Østrig har været sure på Tyskland.

* (virkelig en biting, men idéen om at Tyskland og Italien ville komme op og slås om hvorvidt Østrig skulle være fascistisk eller nazistisk virker mærkelig i dag, men ligger bag plottet i Chaplin’s Diktatoren)

* Det virker som efterår da Ernst og Maude er i skoven. Men vi får at vide, at det var fem år siden Mads kom til byen, og det skete jo lige omkring folketingsvalget i april 1929. Lidt tidsforvirring er der altså.

* Jeg elsker den lille scene hvor Kristen lurer ud af vinduet på Hr Schwann, der lurer på Hans Christian og Ulla. Det er et strategisk smart sted han har fået lejlighed.