Two Lovers

Palmesøndag del 99
(James Gray, USA
Cannes 2008)

Man kan dele James Gray op i to perioder. Først tre krimi-film, Little Odessa, The Yards og We Own the Night. Så fire ikke-krimi-film, Two Lovers, The Immigrant, The Lost City of Z og Ad Astra. Det fortæller os dog nærmest intet, at hans seneste film ikke er krimi-film, men der er en udvikling hen mod noget mere personligt i hans seneste værker. Eller måske er det bare tydeligere at se hvad der går igen af instruktørens personlige interesser, når han skifter genre i så høj grad som han har gjort på det seneste.

Det er måske lidt sært at Two Lovers er blevet en personlig film, for dens udgangspunkt er måske så upersonlig som en film kan blive. Filmen er en filmatisering af Dostojevskijs tidlige novelle ‘Hvide Nætter’, en novelle der er blevet filmatiseret et utal af gange. Og ikke bare af hvem som helst, men af Luchino Visconti med Hvide Nætter i 1957, og af Robert Bresson med Four Nights of a Dreamer i 1971. Der er noget vidunderlig simpelt over historien, som i sin simpleste form skildrer to personer, en mand og en kvinde, der mødes en nat i Skt Petersborg, aftaler at mødes de næste par nætter, snakker sammen, overvejer at blive et par, og undlader at blive et par. Det er en form, snarere end en fortælling, og man kunne indspille den om og om og variere de ting de snakker om, og stadig lade det være genkendeligt som en filmatisering af Dostojevskij. Det er nok netop derfor den er så populær: Der er netop plads til at gøre den personlig.

Og Gray forbinder fortællingen med noget ret personligt. Han lader den udspille sig i en ashkenazi-jødisk verden, samme verden han selv er vokset op i. Og han binder det sammen med hans elskede problematik om at være en del af en gruppe eller at forsøge at bryde ud. Det er virkelig sat på spidsen her, hvor Leonard’s forhold til hans forlovede gik i stykker da de begge led af samme gen-sygdom (som netop er udbredt blandt ashkenazi-jøder), en ret tydelig symbolsk understregning af farerne ved et tæt sammenknyttet samfund. Men Leonard’s familie vil stadig gerne få ham til at blive i deres verden, han kan arbejde i deres renseri, og måske kunne han finde sammen med Sandra, datteren af en potentiel forretnings-partner? Leonard følger med, men samtidig er han dybt ulykkelig, medicineret, og gør i filmens start et lidt halvhjertet selvmordsforsøg.

Og så møder han Michelle, der bor i en nabo-lejlighed sammen med hendes højtråbende far. Hun er ikke jødisk, hun arbejder med jura, og har et forhold til sin gifte chef. Hun har samme problem som i novellen, hun har sat sin lid til den forkerte mand, men hun er en del mere voksen end den lille pige Dostojevskij skriver om (Dostojevskij’s heltinder har en tendens til at være ret naive og uskyldsrene og den slags), og så har hun endda et stof-problem. Det er en mere moden udgave af fortællingen, de her mennesker har levet og oplevet noget, det er ikke en kældermand og en lillepige. Der er andre gode skift, f.eks. er der i novellen en antydning af, at kvinden overvejer selvmord da de mødes, som her er lagt hos manden, hvilket giver lidt mere mening, da det reelt er ham som har de dybere problemer. Hun har bare en mand der ikke har skrevet til hende som aftalt…

Fortællingen bliver dels moderniseret, dels gjort mere Gray’sk. Og billedsproget begynder også at tage flere chancer. Gray var også som genre-instruktør en ret stor stilist, men han lavede alligevel ikke ret mange billeder så dragende og mystiske som f.eks. et klip af Leonard’s renseri-pose som han vandrer med op på molen. Det er før han springer i, og det siger egentlig ikke ret meget, der er bare noget mærkværdigt poetisk over den tøj-fyldte plast-pose. Der er det med genre-film, at de ofte er ret funktionelle, hvilket både kan være en kvalitet, men også kan komme til at kvæle mystikken i det hele. Two Lovers handler i virkeligheden om meget af det samme som hans genre-film, der er næsten lige så meget suspense over den. Følelsen af at have viklet sig ind i et spind man ikke kan overskue, og se det langsomt snøre sig sammen rundt om en. Der er bare det, at spindet den her gang dels er kærlighed, dels er 2000 års jødisk historie.

Der er en frihed over filmsproget, en mystik, en trang til at eksperimentere. Den trang videreførte Gray i hans næste film The Immigrant og The Lost City of Z, og det gav hans virke ret meget. Men samtidig er der også øjeblikke her, hvor Gray ikke lader til at være helt tryg ved det han laver. Der er en dansescene som ikke er ret god. Ikke at dansescener plejer at være det, men her er den virkelig ikke ret god. Det føles ikke helt som om der er styr på hvordan de her karakterer, Leonard og Michelle, ville tage i byen. I forlængelse af det, så føles karakterne en lille smule konstruerede. Hvide Nætter er en fortælling om meget naive og uskyldige mennesker, og Joaquin Phoenix og Gwyneth Paltrow har lidt for meget patos i rollerne. Lidt for meget personlighed, hvor historien egentlig handler om to mennesker i færd med at finde sig selv. Det var Phoenix’ tredje film med Gray, og hvor han i The Yards spillede hispanic, og i We Own the Night spillede polsk-amerikansk, så er han altså nu jøde. Der er noget etnisk ubestemmeligt over den skuespiller, hvilket i sidste ende er noget af det, som gør ham rimelig perfekt som James Gray’s muse. Men jeg har også lidt følelsen af, at Gray først ville finde en ny stil i trygge rammer. Det lykkes, og Two Lovers lagde fundamentet til et fornemt kapitel i instruktørens karriere. Men i sig selv er filmen lidt haltende.

Serien om James Gray fortsætter med The Immigrant