Palmesøndag del 97
(James Gray, USA
Cannes 2000)
James Gray er stor i Frankrig. Af den ene eller anden grund. Hele fire gange har han været i konkurrence i Cannes, med The Yards, We Own the Night, Two Lovers og The Immigrant. Han har aldrig vundet nogen pris fra festivalen, men det er ok, for han har heller ikke vundet så mange andre steder… Han vandt en Sølvløve for hans debut-film Little Odessa fra Venedig i 1994, da han var blot 25 år gammel. Men siden da har han stille og roligt lavet solide, egensindige film af en type som man ikke ser ret meget længere. De gør ikke det store væsen af sig. Men de er relativt store i Frankrig?
James Gray er New Yorks store moderne besynger. Alle hans film, indtil The Lost City of Z, havde omhandlet den amerikanske by hvor Gray er født og vokset op. Han er af russisk jødisk afstamning, det samme miljø der er blevet behandlet i både Little Odessa og Two Lovers. Men han afdækker i hans to første Cannes-film mere job-relaterede subkulturer. We Own the Night handler om en politi-gruppe, der har titlens motto som motto. The Yards, der på dansk fik undertitlen Banemænd (jeg bruger som udgangspunkt altid danske titler i de her skriverier, men…) omhandler korruption og intriger centreret omkring jernbane-arbejdere i New York, de folk der renoverer vogne og lokomotiver mens de står på de såkaldte ‘yards’.
Mark Wahlberg spiller Leo Handler, hvis familie styrer et af de store renovations-firmaer. I første scene ser vi ham i toget på vej hjem, efter en periode i fængsel. Han bliver lynhurtigt blandet ind i familiens lyssky forretninger igen, som i hans fravær har været foretaget af Willie Gutierrez (Joaquin Phoenix), der også er begyndt at komme sammen med Leo’s kusine Erica (Charlize Theron). Af grunde komplet urelateret til at Leo er kommet ud af fængsel går den aller første operation han er med til naturligvis episk galt, efter at det ellers har været en glimrende rutine i årevis, og snart er Leo på flugt, og samtlige familie-relationer tages til genovervejelse. Det er en smule forudsigeligt.
Det aller første vi ser er mørke. Så små lys, så mere lys, og så kommer vi ud af en tunnel. Det er en stærk visuel indledning, som også involverer tog, og som lægger en klangbund til en histoire om tog-industriens mørke bagside. James Gray kan det her med at bruge byen til at understrege sine pointer. Samtlige billeder af yard’en er rimelig uovertrufne, og gentagne gange klippes der til et total-billede, hvor dybe skygger som regel falder nedover husfacederne. Det er små lejligheder, mørke gader, og umulige intriger, som styrer livet i New York. Sådan er det i næsten alle Gray’s film, og som så ofte fungerer det fint heri. Men der er andre visuelle metaforer, som er mere tunge at danse med. Det antydes undervejs, at Erica og Leo har haft et incestuøst forhold, og på en ret kedsommelig måde kommer hendes krop til at symbolisere det generelt incestuøse i New York, de mange etniske spændinger og de familiære forhold. Willie er hispanic, hvilket et konkurrerende kompagni forsøger at bruge til at hverve ham væk, og der er en smule tragik over det faktum, at han tydeligvis aldrig kommer til at blive rigtig accepteret i den familie han har valgt at støtte op om. Den slags nuancer har Erica ikke, hun er i langt højere grad et objekt. Et symbolsk objekt, men et objekt.
Det er ret gammeldags. Og sådan er det altså lidt med Gray. Jeg så det påpeget at Little Odessa havde premiere samme år som Pulp Fiction, og det føles nærmest helt forkert. Allerede fra start af var Gray ude af trit med andre strømninger i amerikansk indie-film, og så meget som det kan gøre hans film tidsløse når de er bedst, så kan de også føles gammeldags når de ikke fungerer. Det føles som en hilsen tilbage til store New Yorker-film som vi kender dem fra Scorcese, Allen, Coppolla, men det er samtidig også mindre personligt. Halvfjerdsernes krimi-film som The French Connection, Mean Streets og Taxi Driver formåede nærmest i forbifarten at lave en art dokumentarisk portræt af New York i en periode hvor byen var i dyb, dyb krise. Og i den forbindelse skabte de også en filmisk verden, som er nærmest ikonisk på niveau med John Ford’s western-billeder fra Utah, eller Rossellini’s udbombede Italien. Der er lidt en følelse af, at James Gray forsøger at genskabe den verden, uden helt at have den samme forbindelse til den som de samtidige instruktører havde. Især The Yard føles mærkværdigt svævende i tid og sted, måske en effekt af, at dens historie baserer sig på en virkelig skandale fra firserne, men Gray ønskede ikke at lave en periode-film. Det kan fungere (The Wire baserede sig også på gamle historier, hvilket især var tydeligt i dens mærkværdige brug af teknologi, og det er alligevel et af de bedste tidsbilleder nogensinde) men her bliver det lidt mærkværdigt.
Det er ikke bare halvfjerdser-agtigt. Rent ideologisk forsøger James Gray at være en personlig uafhængig instruktør i stil med den store generation fra halvfjerdserne, men trækker stadigvæk på film noir og lignende stilarter fra langt tidligere. Hans vidunderligt gennemførte scenografi i de mange lejlighedsscener lugter umiskendeligt af Hollywoods storhedstid i 30’erne og 40’erne. Det er en mærkværdig blanding af tider og stilarter, det er næsten helt postmoderne. Hm, måske minder han alligevel en del om Quentin Tarantino?
Men aldrig blev Gray så postmoderne som han var i The Yards. I sin næste film lavede han en lignende fortælling, men lokaliserede den lige så fast i tid som i sted. Om det har noget med den detalje at gøre eller ej, så er We Own the Night i hvert fald en langt mere vellykket film.