Sidste onsdag var ugens #onsdagssang med Caetano Veloso i anledning af hans koncert med Gilberto Gil i koncerthuset. Den koncert var så overvældende fantastisk at jeg synes de fortjener en sang til. To mænd, to guitarer, overflod af musikalitet, fuldstændig suverænt sangkatalog, og et publikum der var fuldstændig fanget og sang godt med på brasiliansk. Himmelsk. De spillede langt de fleste af deres hits – Gilberto Gil’s helt store gennembrud Aquele Abraço udeblev, desværre, den tror jeg ellers havde fået taget til at løfte sig – og jeg kendte egentlig til de fleste. Dog på ingen måde så godt som store dele af resten af publikummet, der tydeligvis udgjordes af brasilienere og portugisere. For der blev dælme sunget med. Også på den her, leveret af Gil alene med guitar.

Igen, som med O Leaozinho, er det en simpel syng-med-ballade, men med enkelte mærkelige elementer. Den der metronom der kommer ind halvvejs igennem, jeg bliver altid overrasket over hvor på beatet den ligger. Gil har altid været en mere rytmisk vild guitarspiller end Velosos, og kontrasten i de to sange er sigende: Veloso’s eneste ekstra instrument er en flydende fløjten der svæver hen over lydbilledet, mens Gil i stedet langsomt putter lag på lag af mærkelig rytmik over, der driver den korte sang frem.

Noget af teksten gik op for mig ved at høre den live. Gil sang, og vi skrålede alle med på ‘Dois, dois, dois, dois’. Ved at tænke lidt over titlen gik det op for mig, at det jo nok betyder ‘2222’. Den skulle jeg måske have regnet ud før. Men så googlede jeg lyrikken, og hele omkvædet er faktisk nogenlunde gennemskueligt: ‘Começou a circular o Expresso / 2222 / Que parte direto de Bonsucesso / pra depois / Começou a circular o Expresso / 2222 Da Central do Brasil / Que parte direto de Bonsucesso /Pra depois do ano 2000’ Lidt googlen, og Bonsucesso viser sig at være et område i Rio de Janeiro. Så med mindre jeg har misforstået noget, så handler sangen altså om et tog, der skal køre rundt i Rio i år 2000. Åh ja, den offentlige transport, den er altid rar at synge om. Meeeen, så simple er tingene jo ofte ikke med sange skrevet under diktatur. Mon ikke nogen af de tusinde mennesker der lytter til Gil i klippet ovenover, fra dengang pladen udkom, synger om noget andet end et tog de håber kommer i fremtiden? Verse-teksterne, som jeg kørte igennem google translate, taler i hvert fald også om mere åndelige ting og sådan. Derudover, så er pladen Expresso 2222, hvorfra sangen stammer, fra 72, samme år som Veloso’s kæmpehit Transa, og derudover samme år som de to sangere fik lov til at vende hjem fra deres eksil i London. Han er noget af en helt, som han sidder på den scene ovenover. Noget af det vidunderlige ved store sange er, at man kan lægge alt hvad man selv vil ind i dem. Mon ikke toget Expresso 2222 kører mod en bedre verden?