A Girl of Her Age

‘Doku-roman’ kaldes denne film. Om en ung kvinde i Portugal, søgende efter fremtiden. Det søgende indgik i filmens produktion, da hun rejste fra Lissabon til Nordportugal rejste filmen med, da hendes ven Alex kom hjem fra USA fik han en stor rolle i filmens anden halvdel. Scener blev snakket igennem, planlagt, men så hed det frem foran kamera, og one take. Resultatet er en ultra-billig longtake-æstetik, der især i anden halvdel rammer det sublime.

Jeg sad under filmen og slog min hjerne med hvad det var billederne mindede mig om. Billigt digitalt udtryk. Overskyet vejr. Store billedrum som personerne kan vandre rundt i. Efter at have stredet med det er mit bedste bud den filipinske instruktør Lav Diaz, som ellers laver 4-5 timers lange sort-hvid film om tunge historiske emner. Hvad er fællesnævneren når samme æstetik klinger ærligt i to så forskellige filmprojekter? En kort lille film om portugisiske unge, og gigant-værker om filipinsk stor-historie? Fællesnævneren er mangel på ressourcer, at finde ultra-billige, effektive filmiske strategier. Og det er følelsen af solidaritet og sammenhold, at under-repræsenterede griber historien uden for systemet.

A Girl of Her Age klinger så ualmindelig sandt. Flere gange sad jeg og sukkede over billeder, der bare var så rigtige. Mariana og Alex vandrer hjem fra byfest i morgenstunden med solbriller på ders’ øjn. Jep, sådan går man på den tid. Og ja, man føler egentlig at murene er præcis så store i forhold til en selv, og man føler sig ganske rigtig lidt til højre i billedet. I sagens natur er jeg måske ikke den bedste til at vurdere om filmen virkelig fanger hvordan det føles at være en ung kvinde i dag, men jeg synes jeg kan genkende hende. Og uha da hvor kan jeg genkende Alex, især efter han fik et par øl.

Det var ganske enkelt en stor oplevelse at se den her film. Og Q&A’en bagefter var også herlig, folk var helt utroligt på. ‘Den der scene i båden, hvordan lavede i den?’ ‘Ja, det er også om båden, altså, havde i skrevet dialogen på forhånd?’ Jeg forsøgte herefter at skifte over med et spørgsmål til den der scene med broen. ‘For at vinde tilbage til den der scene med båden, hv… Jeg har vist ikke noget spørgsmål, jeg ville bare sige at den der scene med båden var fantastisk!’ Det er jeg enig i, jeg synes bare også den med fårene, og den på kajen, og flere andre også var fantastiske.

Det kunne sagtens være en VU-film. Som i Velvet Underground, ikke Venstres Ungdom. En film som måske ikke ses af så mange, men dem som gør skaffer et kamera. Instruktøren påpegede på et et spørgsmål om de lange indstillinger, at det var ganske normalt for portugisisk film, og det har han ret i. Portugisisk film er også kendetegnet ved en stor social filmarv om marginaliserede, Antonio Reis’ klassiske film om det fattige udkantsområde Tras-os-Montes, Pedro Costa’s Fontainhas-film om indvandrerne i et slumkvarter. Og årets store portugisiske værk, Miguel Gomes’ seks timers lange Arabian Nights, forsøger at skildre hele Portugal’s situation, i en polyfonisk stemme der synes at komme fra hele landet. Det er som om portugisisk film har et potentiale. Et potentiale der gør dem egnede til en egen tolkning af krisen, lidt ligesom mærkelige græske film har gjort det. Måske Portugal er det nye Grækenland? Det er en fornemmelse jeg sad med efter at have set A Girl of Her Age, en film hvor jeg egentlig kendte alle elementerne, men hvor det pludselig gav en helt ny mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.