Palmesøndag del 312
(הַבֶּרֶךְ‎‎ /Habereḵ, Nadav Lapid, Israel
Cannes 2021, Jury Pris)

Hvad end man ellers mener om staten Israel, så er det et helt unikt land. Ungt land, ungt sprog, ung historie – men alt sammen baseret på ældgammel forhistorie. Befolket – hovedsagligt – af flygtninge og indvandrere, kosmopolitter såvel som fanatisk ortodokst troende. Store moderne byer tæt på bjerge og ørkener. Et stærkt demokrati, men samtidig en besættermagt. Det er så unikt, og har samtidig spillet så central en rolle i nyere verdenshistorie. Sådan et land har også brug for et unikt filmsprog for at kunne beskrive sig selv. Men det har det egentlig aldrig haft.

Israel har objektivt set en fin filmhistorie, landets størrelse taget i betragtning. 10 nomineringer til Bedste Internationale Oscar, og både Guldløve (Samuel Maoz’ Lebanon i 2009) og Guldbjørn (Nadav Lapids Synonyms i 2019). Men de fleste af de successer har været ret normale arthouse film af sædvanligt internationalt format. Instruktører som f.eks Amos Gitai og Ari Folman (Waltz With Bashir) har lavet fremragende film. Men Israel har aldrig haft en filminstruktør, der virkede som om han eller hun turde forsøge at skabe et filmsprog egnet til at indfange det unikke land. Før Nadav Lapid, og i særlig grad før Ahed’s Knee. Det er det element, forsøget på at skabe noget filmisk nyt, forsøget på at finde et bedre egnet sprog, der gør Ahed’s Knee til en af de absolut bedste film fra Cannes 2021.

Nadav Lapid er født i 1975. Han debuterede i 2011 med Policeman, og hver film har siden da været en større succes. Policeman vandt en særpris på filmfestivalen i Locarno. The Kindergarten Teacher (2014) skabte international opmærksomhed i Kritikerugen i Cannes i 2014, og første gang han var i konkurrence på en A-festival, i Berlin 2019 med Synonyms, endte han med at vinde Guldbjørnen. Hans film er også øjeblikkeligt slående. The Kindergarten Teacher har et helt vidunderligt plot, om en børnehavepædagog der passer et barn som viser sig at have det poetiske talent hun selv drømmer om. Digtene i filmen var efter sigende skrevet af Lapid selv som lille barn, bare lige for at understrege det syrede. Det var dog med Synonyms at Lapid for alvor trådte i karakter som skildrer af noget særskilt israelsk. Filmen handler om en ung mand, Yoav, der flytter fra Israel til Paris og forsøger at lægge alt israelsk bag sig. Vi lærer, at han har traumer fra de ting han gjorde under sin tid i den israelske hær, og der er klart et element af at ville påpege landets mørkere sider. Men filmens helt geniale clou er, at den unge mand også insisterer på at hans opførsel ikke er anti-jødisk, men at hans nomadiske tilværelse tværtom historisk er det mest jødiske overhovedet. Da hans far kritiserer ham for at ville tale fransk fremfor hebraisk, og siger det er skidt for et menneske at miste sit modersmål, så skyder Yoav igen med at hans bedstefar jo lige præcis gjorde det samme, da han opgav yiddish og tillagde sig hebraisk, for at passe ind i Israel.

Lapids film har ofte haft træk af noget autobiografisk, og de har ofte indeholdt kritik af Israel, og begge dele fylder for alvor i Ahed’s Knee. Filmen handler om en mandlig filminstruktør, blot kaldet Y, hvis næste film skal handle om den palæstinensiske teenage-aktivist Ahed Tamini, som en fremtrædende israelsk politiker truede med at smadre knæskallen på. Efter vi har set lidt af optagelserne til filmen tager Y dog til en lille israelsk by for at vise sin tidligere film. Her møder han den unge kulturmedarbejder Yahalom, der vil have ham til at udfylde en blanket med de forskellige emner som filmen handler om. Det virker måske småt og tilforladeligt, men det viser sig hurtigt, at det er en meget snæver liste af emner som er på den liste, og hvis filmen ikke havde levet op til nogle af emnerne, så kunne den ikke være blevet vist. Y planlægger derefter en protest mod kulturministeriet og hvad han – ganske logisk – opfatter som censur.

Det kan virke ganske selvoptaget og metaagtigt med en film om en filminstruktør, filmens vilkår i Israel, og kampen mod censuren. Men clouet i Ahed’s Knee er, at den renskurede og begrænsede liste fra kulturministeren i stedet fremstår som en æstetisk modpol til det projekt som filmen ellers forsøger: At få det hele med. At skildre hele Israel, på godt og ondt. At få de små landsbyer med det imponerende ørkenlandskab med. At få med hvordan de lokale indbyggere lider under klimaforandringerne. At få små øjeblikke med, hvor f.eks en mand danser for sin kone, eller der spises nødder, eller Y og Yahalom flirter, eller Y danser i ørkenen, går på gaden i hans hjemby, eller skriver til sin mor og samarbejdspartner, der er blevet diagnosticeret med kræft (ligesom Lapids egen mor blev det på samme tid. Generelt skal man passe på med at sætte lighedstegn mellem Y og manden bag, men omsorgen og båndet til moderen føles umanerlig autentisk). Men selvfølgelig især få de ting med, som det officielle Israel måske ikke har lyst til at snakke højt om. Traumerne fra militær-tiden, som en kæmpe del af befolkningen, der alle aftjener værnepligt, må rende rundt med. Og naturligvis først og fremmest behandlingen af den palæstinensiske befolkning, symboliseret af Ahed og hendes knæ, som israelske magthavere åbenbart mener de har magt til at destruere efter forgodtbefindende.

Og hvad der for alvor får Ahed’s Knee til at komme helt op og ringe er det gennemførte æstetiske arbejde Lapid udfører for at finde et filmisk sprog som passer til hans ambitioner. Ahed’s Knee var en af de meget få film fra Cannes 2021, som man kan snakke om er decideret nyskabende – jeg tænker kun Memoria og Titane hører med her. Ahed’s Knee har et rasende tempo, særligt i den indledende sekvens hvor vi raser frem og tilbage mellem klip fra filmen Y arbejder på, klip fra castinger, og dokumentariske klip om de begivenheder filmen skal handle om. Derefter er der særligt én ting som kameraet indædt bliver ved med at gøre: Det bliver ved med at panorere hurtigt frem og tilbage, som om det desperat forsøger at få det hele med. Vi ser Yahaloms ansigt, og så panorerer vi hurtigt hen til udsigten over Israels landskab, og så panorerer vi tilbage til Yahalom. Frem og tilbage går det, menneske, landskab, menneske. Kameraet kører hele tiden rundt, vil have mere med, der indklippes også små klip af de ting folk snakker om. Alt skal med, alt har værdi. Israel er et komplekst land, så der skal meget indhold ind i filmen, så kamera og klipning er nødt til at være hurtigt.

Der sker ikke ret meget i Ahed’s Knee, men alligevel er den så hektisk, at man bliver helt udmattet. Det skyldes flere ting. F.eks er Y utroligt intens, så meget at man selv om han har 100% ret nærmest kommer til at holde med Yahalom, hans sagesløse modstander hvis liv han er ved at smadre. Derudover er filmen bare kompleks, fyldt med små detaljer man skal have indpasset. Y siger før visningen af sin film, at publikum mest af alt skal lægge mærke til filmens stil, hvilket næsten virker som en nøglebemærkning for Lapid, omend han lader den fuldstændig falde til jorden i salen, og dermed også fremstiller det som en prætentiøs og dum bemærkning. Y fortæller også en lang anekdote fra sin soldatertid, om en sergent der plager to unge rekrutter. Selvom filmen bruger lang tid på det, så finder vi alligevel aldrig ud af hvem Y egentlig var i den anekdote: Var han det naive offer, var han den kyniske rekrut der gennemskuede hvad plageriet gik ud på, men intet gjorde for at stoppe det, eller var han den onde sergent? Det siger igen noget om filmens projekt, for nok får vi utrolig mange ting med, men hvordan hænger de sammen, og hvad skal de betyde?

Hvad er essensen af Israel? Det er i sidste ende det, som Lapid forsøger at indkredse i sine film. Han forsøger at få det hele med, og Ahed’s Knee ender med landskabsbilleder af en type vi sjældent ser fra det ret lille land. Men hvad betyder det? Hvad betyder Israel? Er det en sikker hjemstavn for et forfulgt folk? Eller hiver det tværtom befolkningen ned, når magten i landet mere og mere overtages af korrupte politikere og ultraortodokse troende? Israel er et af de mest debatterede områder i verden, og Nadav Lapid kommer ikke frem til en konklusion der vil kunne stoppe diskussionen. Men hans sigte er også anderledes. Han insisterer på, at hvis Israel skal have en værdig filmkultur, så skal der udvikles et særskilt israelsk filmsprog, der er adækvat til at give sig i kast med de store nationale diskussioner. Det kan ikke bare gøres i Hollywoodfilm, ligesom det ikke bare kan gøres ved at kopiere franskmænd, tyskere eller Dogme-danskere. Der skal opfindes noget nyt. Det er ved at lykkes med Ahed’s Knee, og det gør Lapids film til en af de sidste års vigtigste og bedste film.