Ud af intet

Palmesøndag del 302
(Aus dem Nichts, Fatih Akin, Tyskland
Cannes 2017, Bedste Skuespillerinde (Diane Kruger))

Få instruktører har så aktivt undermineret deres arthouse-position som Fatih Akin gjorde i årene 2007-2017. Den unge instruktør, 34 år gammel da han for første gang var i Cannes i 2007, havde lavet to ekstremt succesfulde film med Mod Muren og På himlens kant, havde vundet en Guldbjørn, og var Tysklands mest anerkendte nye instruktør i årevis. Og han havde endda sagt at de to film var to dele af en trilogi, så det stod ham fuldstændig frit for at gentage sig selv 100% med en tredje. Men i stedet, så meddelte han at han lige havde behov for at lave noget andet, og lavede i stedet den umorsomme og ulideligt selvsmagende hangout-komedie Soul Kitchen i 2009. Derefter lavede han lige en dokumentar, Polluting Paradise i 2012. Derefter forsøgte han så at lave en kæmpe international historisk storfilm, men The Cut fra 2014, blev en gang mærkværdig europudding, der derfor overhovedet ikke gav ham den respekt som man egentlig skulle tro ville komme af at en delvist tyrkisk instruktør lavede en film om det armenske folkemord. Og efterfølgende var der så romanfilmatiseringen Tschick, hvor han efterhånden var skubbet helt ud af festival-kredsløbet.

Det er egentlig ret imponerende. Han skulle bare lige lave noget lidt mindre krævende et øjeblik, men det blev så ti år med projekter som ikke rigtig gav genlyd internationalt. Da han vendte tilbage til hovedscenen med Ud af intet var det derfor en art comeback. Men snarere var det et forsøg på at starte forfra. Ud af intet minder bestemt en del om de tidlige film, der gav Akin så stort et gennembrud, men den korrigerer også en hel masse af de mest trættende elementer fra de film. Dermed bliver den også med afstand hans bedste film.

Som flere andre film af Akin er Ud af intet struktureret i tre kapitler, og fortællingen krydser genrer, stemninger og landegrænser. Men i modsætning til f.eks På himlens kant er der én og kun én rød tråd filmen igennem. Det hele handler om Katja (Diane Kruger, der bestemt ikke var nogen dum vinder af Skuespillerinde-prisen) og om mordet på hendes mand og barn. Del et skildrer kort familien sammen, for derefter at blive et studie i sorgbearbejdelse efter en bombe springer uden for mandens kontor. Del to er et retssalsdrama, hvor et højrenationalistisk par er på anklagebænken for mordet. Selvom publikum ved at de er skyldige bliver de frikendt – Katja har set kvinden parkere cyklen hvor bomben var placeret, men hendes vidneudsagn bliver miskrediteret af grunde som måske ikke er helt juridisk overbevisende – og i tredje del leder Katja efter dem i Grækenland. Hvad skal hun nu gøre, når det tyske retsvæsen ikke har kunnet give hende den katarsis hun trængte til?

Klarheden klæder Akin. Hvor På himlens kant var en kompleks fortælling, der brugte tilfældigheder og sammenfald til at kreere vage idéer om hvordan alting hænger sammen, så er Ud af intet både en simpel fortælling, men alligevel en fortælling med globalt udsyn og komplekse moralske valg. Hvor det også føltes som om På himlens kant slog sine karakterer ihjel uden rigtig at få det til at virke passende tragisk, så formår Ud af intet dels på utrolig kort tid at gøre Katjas mand og barn til sympatiske mennesker hvis død vi begræder, men endnu mere komplekst giver Akin også de to nazi-mordere så meget menneskelighed, at vi ikke bare går og håber de snart bliver pløkket i smadder.

Og hvor På himlens kant i stil med lidt for mange film forvekslede et opgivende suk med et modent udsagn, så bibeholder Ud af intet en idé om muligheden af at gøre noget. På himlens kant endte med en mand i venteposition på en strand, hvad der skulle ske stod hen i det uvisse. Ud af intet ender også ved en strand, men efter vi har ventet, jamen så kommer dem vi har ventet på, og så sker der noget, hvilket jeg ikke skal afsløre her. Slutningen er kompleks, i sin moral, i sin ikonografi, men det styrker filmen at der rent faktisk sker noget. Vi behøver ikke at være enige i valget, Fatih Akins filmiske valg synes at tyde på han heller ikke som instruktør vil tage stilling til om det er rigtigt eller ej, men i det mindste er der noget at tage stilling til. På himlens kant druknede i så mange twists og karakterer og sammenfald at intet endte med at betyde noget. Der er langt mindre indhold i Ud af intet, men netop derfor står det så meget stærkere frem.

Da Fatih Akin slog igennem i midt-nullerne var han det store håb i tysk film, hverken for mainstream eller for mærkelig. På de ti år hvor han lavede atypiske film skete der så det, at de mærkelige instruktører tog over. I midt- og slutnullerne var folk som Maren Ade og Christian Petzold smalle instruktører, der lavede den slags film, der nok var filmisk interessante, men som folk ikke gad og se. I 2017 havde Maren Ade så lavet Min far Toni Erdmann, der på trods af sin 3 timer lange spilletid og mærkværdige plot var den store sensation i Cannes 2016. Christian Petzold var i gang med sin historiske trilogi, og allerede var Barbara (2012) og Phoenix (2014) blevet ret store arthouse-successer, også i Danmark. Selvom Ud af intet er Fatih Akins bedste film, så føles den også lidt sløv i det selskab.

I nullerne kaldte de unge outsider-instruktører socialt bevidste film a la Akin for ‘Kino der Guten Absichten’, film med gode hensigter. Det skal ikke ligge Akin til last at Ud af intet er en film med hjertet på rette sted, for det er det virkelig, og via klogt filmisk arbejde, og en fremragende skuespillerinde, så skabes der et medrivende og komplekst drama. Men Fatih Akin viser ret tydeligt faren ved en ‘Kino der Guten Absichten’, for når så han ikke længere har gode hensigter, når han gerne vil slappe lidt af og ikke være så seriøs, så falder det helt sammen. Og det skete freaking igen efter Ud af intet, med den groteske seriemorder-film Den gyldne handske (2019), der kombinerer alle de dårligste elementer ved Akin som om han denne gang ikke ville bruge ti år og fire film på at rode rundt, men bare ville kombinere alle hans svagheder i én film. Jeg tror den film endegyldigt slog ham fast som så inkonsistent, at han vil forblive en b-liste instruktør. Men hvis han engang imellem kan ramme niveauet fra Ud af intet, så kommer han til at få flere festival-successer. Manden er stadig under 50.

Serien om Fatih Akin begyndte med På himlens kant