Palmesøndag del 303
(Les Intranquilles, Joachim Lafosse, Belgien
Cannes 2021)

Den belgiske instruktør Joachim Lafosse har sin helt egen lille emnekreds han arbejder med. Han debuterede med en bitte lille uafhængig film Folie privée i 2004, der handlede om en psykisk syg mand hvis opførsel gik ud over hans kone og barn, og det er tydeligt at det er hans helt grundlæggende emne. Our Children, som man kunne se på CPH:PIX i 2013, begyndte ligefrem med at forældrene diskuterede deres døde børn, og resten af filmen fortalte så i flashback om hvordan moren blev mere og mere syg, indtil tragedien ramte. Efter kærligheden (2016), der for første gang gav Lafosse dansk distribution, handlede mere generelt om en parforholds-krise, men også her begyndte faderens impulsive og ubetænksomme opførsel at sætte børnenes liv i fare.

Lafosses film har hermed nærmest en grundhandling: En familie, meget kærlighed, men så falder det fra hinanden, gerne fordi en af forældrene har en psykisk sygdom, og så skal børnene gerne være i livsfare. Det er ikke alle hans film som er på den måde – ifølge min research har han bl.a lavet film om seksuelt misbrug og om nødhjælpsarbejdere i Afrika – men det føles alligevel som om Rastløs er en film han allerede har lavet nogle gange før.

Det er bare ikke dårligt. Lafosse er god til det her. Og den her gang har han fokuseret knivskarpt på at portrættere hvordan bipolar sygdom er at leve med, uden sensationalisme, uden ekstra plotforviklinger, og det giver paradoksalt nok en af hans roligste film. Der er flere æstetiske overraskelser, flere stemningsbilleder. Det giver den mest eksemplariske Lafosse-film hidtil, omend det bestemt også føles lidt velkendt, hvis man har set et par andre af hans film.

På dansk hedder filmen nok Rastløs, men på både fransk og engelsk er det i flertal, The Restless, hvilket indikerer at det ikke kun er den bipolare kunstmaler Damien (Damien Bonnard, fra Ladj Lys Les Misérables) der har svært ved at finde ro. Filmen starter ellers med et klip af hans kone Leïla (Leïla Bekhti) der hviler sig på en strand, men mens hun hviler sig på sandet får Damien den vanvittige idé at han skal springe i vandet fra deres båd og svømme ind til land, alt imens deres søn må forsøge at sejle båden hjem igen. Det er startskuddet til en ny manisk episode, ikke den første Damien har haft, men hvor Lafosses tidligere film er eskaleret og eskaleret indtil det er blevet ubærligt, så skildrer anden del af Rastløs i stedet først efterspillet mens Damien ligger i sengen i en lithium-døs, hvorefter han langsomt forsøger at få sit liv til at fungere igen. Det gør dog ikke filmen mindre suspense-fyldt, for Leïla har mistet enhver form for ro i deres parforhold, og man sidder i lige så høj grad og frygter at hun knækker sammen, indtil den stærke slutning som jeg ikke skal afsløre her.

Selvom det altså er en handling som Lafosse har gennemspillet nogle gange før, så føles Rastløs alligevel som første gang han lader sin film indpasses under sygdommens dramaturgiske logik. Før hen var det en ingrediens i fortællinger der i virkeligheden handlede om kernefamiliers sammenbrud, og i bredere grad kom til at føles som fortællinger om selve det moderne livs skrøbelighed, alt imens det atypiske eskalerede frem mod det tabuiserede og det katastrofale. Rastløs, derimod, handler om en atypisk kunstnerverden, hvor alle er bekendte med Damiens sygdom, og alle er indstillede på at livet bliver anderledes. Vi er fra start af væk fra normaliteten. Ingen her forsøger heller at bagatellisere Damiens opførsel, den er ikke tabu, alle er opmærksom på det fra første øjeblik, og derfor bliver filmen også fra start til slut en film om bipolaritet, måske for første gang hos Lafosse. Det får mig lidt til at overveje hvorfra hans fascination af det her tema egentlig kommer. Det virker næsten som om han først nu tør se sygdommen reelt i øjnene, mens han hidtil indtil nu har skildret det på en gang utroligt intenst, men alligevel med hvad der nærmest har virket som en frygt for at trænge helt ind til problemets kerne.

Men det gør han nu. Og derinde, i problemet kerne, der finder han ikke så meget mørke, som han finder kompleksitet. Det gør Rastløs til en langt mere subtil film. Hans tidligere film har nogengange haft en nærmest Hitchcock’sk suspense-dramaturgi, mens mørket langsomt viste sig, og karakterne langsomt bevægede sig frem mod undergangen. Lafosse understøttede dette rent visuelt med en longtake-æstetik, hvor kameraet ofte bare blev hængende hos de små familier, alt imens hverdagsdiskussioner eskalerede til ubehagelige skænderier. Der var noget ubønhørligt over den æstetik, noget nådesløst, de afsluttende katastrofer føltes uundgåelige fra start. Det var stærkt, men efter han gjorde det samme nogle gange, så føltes det også lidt som et trick. Da pludselig der ud af det blå var et uheld med nogle sovepiller i Efter kærligheden, så føltes det mest af alt som en Lafosse-kliché.

Der er færre klichéer i Rastløs. Der er også en mere afvekslende æstetik. Ikke så mange longtakes, mere bevægeligt kamera. Det har fjernet lidt af Lafosses visuelle særpræg, men han fanger stadig gerne sine karakterer i smukke tableauer. Denne gang virker det dog anderledes, det virker som korte øjeblikke hvor tingene stadig giver sin gamle mening, hvor alt stadig spiller smukt sammen, inden omstændighederne igen tvinger dem fra hinanden. At filmen tør skildre hvor hårdt samlivet efterhånden er blevet for Leïla, hvor meget hun har måttet opgive sine egne ambitioner for i stedet at tage sig af sin mand, og udsige at at der er nogle grænser hvorefter pårørende simpelthen ikke kan håndtere mere, det er både modigt og nuanceret.

Dermed er Rastløs måske Lafosses hidtil vigtigste film. Måske den film som al snak om Lafosse fremover skal udgå fra. Han har ét helt særligt Lafosse’sk tema, og det har han rendyrket og ramt lige i øjet her, så på den vis giver det god mening at han denne gang blev forfremmet til hovedkonkurrence, og fik dansk distribution. Alligevel sidder jeg lidt, som jeg også gjorde det med Justin Kurzels Nitram, og er ikke helt sikker på om den her tematik virkelig er så væsentlig at den hører til i hovedkonkurrencen. Rastløs er en god film, bevares, og jeg er oprigtigt glad for at den har været tilbudt et dansk publikum – og ville ønske nogle flere tog ind og så den – men Lafosse har ikke kunstneriske ambitioner som f.eks israelske Nadav Lapids projekt med at finde et nyt filmsprog der kan indfange det moderne Israel, og hans film er ikke stærk og væsentlig som Tatiana Huerzos Bønner for de bortførte om pigers vilkår i Mexico, der måtte nøjes med Un Certain Regard, og filmen har ikke friskhed som Miguel Gomes og Maureen Fazendeiros The Tsugua Diaries, der endte i Quinzaine. Så selvom det er særegne små filmografier som Lafosses der gør arthouse-verdenen så mangfoldig og fascinerende at svømme rundt i, så er Rastløs også lidt en af de film der gør at Cannes for tiden har et noget bagstræberisk ry. Den havde været rigtig god i Un Certain Regard.