På himlens kant

Palmesøndag del 301
(Auf der anderen Seite, Fatih Akin, Tyskland
Cannes 2007, Bedste Manuskript (Fatih Akin) + Økumenisk Pris)

Det kan gå begge veje med de film der vinder Cannes-prisen for Bedste Manuskript. Nogle gange er det film, der vitterligt forsøger at finde en ny narrativ form – sidste års vinder var Drive My Car. Andre gange er det bare en film der føles overskrevet. På himlens kant, der vandt Manus-prisen i 2007, er en sådan film. Inddelt i tre kapitler, med parallelle historier der spejler sig i hinanden, og fyldt med overraskende drejninger og tilfældigheder. Der er rigtig mange ting i den her film. Men det bliver ikke samlet til et større hele, så filmen ender med at være en del gode detaljer, der dog ikke rigtig rammer som det kunne, fordi det er blandet op med en hel masse vrøvl.

Fatih Akin var det nye wonder kid på dette tidspunkt i Tyskland. Den da blot 33-årige instruktør havde allerede vundet en Guldbjørn i 2004 for Mod muren, den første tyske Berlin-vinder i 18 år, og her præcis 18 år senere stadigvæk den seneste. Fatih Akin var bestemt noget særligt i tysk film, mere vægtig og seriøs end samtidige mainstream-successer som Tom Tykwer, men ikke så tung og mærkværdig som de Berlinskole-film, der begyndte at pible frem på det her tidspunkt, og som store dele af det tyske filmliv gjorde det bedste for at ignorere. Akin har større armbevægelser, tager iøjnefaldende filmiske valg, lader historier udvikle sig unormalt, fortæller særligt om tyrkisk-tyske miljøer som ingen ellers rigtigt behandlede. Han har så klart ting at sige!

Men hvad er det så en film som På himlens kant egentlig har at sige? Ja, det er så det jeg ikke rigtigt forstår, for de enkelte udsagn drukner i mængden. Der fortælles to store historier, om henholdsvis Yeters død og Lottes død. Den første historie handler om den ældre mand Ali, der møder den prostituerede Yeter, og hyrer hende til at bo sammen med sig, men det ender naturligvis tragisk. Alis søn Nejet rejser derfor til Istanbul for at finde Yeters datter Ayten. Men ironisk nok rejser Ayten samtidig til Tyskland! Hun er nemlig aktivist mod det tyrkiske regime, og er derfor flygtet mod Nord, også for at finde sin mor som ikke har hørt fra i årevis. Her møder hun den tyske kvinde Lotte, der bliver mere og mere viklet ind i Aytens fortælling. Da Lotte drager til Tyrkiet render hun tilfældigvis ind i Nejet, inden også hendes historie ender tragisk. Og så er der en epilog.

Så hvad er det der bliver sagt her? Der er så ekstremt mange karakterer og hændelser i den her film, at vi ikke kan undgå at få behandlet en hel masse emner. F.eks er der forholdet mellem Ali og Nejet, hvor den ældre Ali er ekstremt ensom i Tyskland og ikke rigtig har fået skabt sit eget liv, mens hans søn til gengæld er blevet lektor i tysk litteratur. Det er et ret kraftigt udsagn om hvordan det kan gå med 1. og 2. generation af immigranter, og det peger tilbage på en masse usagt om de ofre Ali har givet for at hans søn skulle kunne få et bedre liv. Der er også Ayten og hendes kamp for bedre vilkår i Tyrket. I den historie bliver det flere gange understreget, at Tyrkiet er på vej ind i EU, det er bl.a undskyldningen for at Tyskland sender Ayten hjem igen, selvom hun påstår hun vil blive undertrykt. Der er nogle ret sjove betragtninger om hvad der egentlig foregik da EU snakkede om at Tyrkiet skulle optages. Den slags er der en del af i På himlens kant. Men for mig var alt det gode små detaljer i periferien, og det meste blev overdøvet af de ekstremt store armbevægelser i den centrale historie, som mest af alt bare er trættende.

Hvad betyder det, at to kvinder dør i den her historie? Filmens kapitler hedder ‘Yeters død’ og ‘Lottes død’, så de to dødsfald er centrale i fortællingen, men hvad betyder det? Hvad er det der siges? At det tætte forhold mellem Tyrkiet og Tyskland betyder flere kvinder dør? Nej, det er nok det modsatte af hvad instruktøren vil sige. Filmen starter og slutter under Bayram, en muslimsk højtid hvor de mindes historien om Abraham der var villig til at ofre Ishmael/Isak. Er de to døde kvinder en slags globalismens offerlam? Nej, det er nok heller ikke hvad filmen har lyst til at sige, det er da en ubehagelig tanke. Handler det om misogyni? I så fald er filmen umanerlig dårlig til at italesætte det.

Det er som om filmen her forsøger at tale lidt udenom. Det er nemlig også ret markant, at begge dødsfald foregår væk fra kameraet. Yeter bliver slået, men falder så ud fra kameraet, hvor vi hører hendes hoved ramme noget. Da Lotte bliver skudt ser vi pistolen, og hører bare hendes krop ramme jorden. Når vi ikke ser deres død, så bliver det også til noget mere abstrakt. Vi forholder os mere til reaktionen hos de omkringstående, og slipper for f.eks at forholde os til Lottes rædsel da hun mærker kuglen ramme. De filmiske valg tømmer situationerne for den rædsel og smerte som kunne være i det, så det bliver nemmere at bruge intellektuelt. Men hvis man gør den slags for meget, og man ikke sørger for så til gengæld ikke at levere fucking meget tankegods der er værd at tænke over, så ender man bare med en tom og anodyn film.

Og det er lidt der På himlens kant ender for mig. Den blander alt muligt komplekst og kontroversielt, fra racisme og misogyni, til sexarbejde og homoseksualitet, men den gør det på en måde der trækker kraft og kontroverser ud af materialet, og ikke rigtig erstatter det med noget. Først og fremmest minder På himlens kant mig om film som Alejandro González Iñárritus ‘døds-trilogi’, som han netop havde færdiggjort året før med Babel. Det er ikke en film-stil der er ældedes med ynde. Jeg har også set alt for mange film, der som På himlens kant ender med at en karakter venter på en anden. Det ender med passivitet, stilstand, kontemplation. Gud forbyde man lavede en politisk film, der fik folk til at gøre noget.

Fatih Akin kunne være blevet en art europæisk Iñárritu, hvilket i mine ører lyder ret så forfærdeligt. Han valgte dog at gå andre veje. Rigtig mange andre veje. Jeg er stadig ikke helt sikker på han har fundet sig selv. Det sikre havde nok været at lave flere film der mindede om Mod muren og På himlens kant, men hvis hans valg er gået ud over hans karriere, så har det også betydet sådan nogle snobber som mig i mindre grad bruger ham som eksempel på alt det vi ikke kan lide i film. Og det er da vel også ret godt. Der er fine detaljer i På himlens kant, men i sin helhed går den mig først og fremmest på nerverne.

Serien om Fatih Akin fortsætter med Ud af intet