kendrick_lamar_alright_dr

Kendrick Lamar – Alright

I sidste weekend var det et-års dagen for Michael Brown’s død i Ferguson. Det blev markeret i byen med nye demonstrationer, nye optøjer, nye anholdelser af fredelige demonstrererende, og sigtelser mod journalister der blot gjorde deres job. Det sidste nye er, at en gruppe dybt højreorienterede, The Oath Keepers, er begyndt at patruljere med automatrifler. Uforstyrrede af politiet, naturligvis, mens sorte mænd i massevis anholdes mistænkt for at bære våben. Ferguson og den efterfølgende #BlackLivesMatters har betydet utroligt meget for musikken det seneste år, fra Run the Jewels til D’Angelo, og mange andre sange kunne bruges til at markere årsdagen. Men der er én sang, der det sidste stykke tid har hævet sig over alle andre som demonstranternes slagsang, og det er Kendrick Lamar’s Alright.

Wouldn’t you know
We been hurt, been down before
Nigga, when our pride was low
Lookin’ at the world like, “Where do we go?”
Nigga, and we hate po-po
Wanna kill us dead in the street fo sho
Nigga, I’m at the preacher’s door
My knees gettin’ weak, and my gun might blow
But we gon’ be alright

Jeg skal gerne indrømme jeg ikke helt fangede hvorfor nummeret var noget specielt, dengang jeg hørte To Pimp a Buttefly rigtig meget tilbage i foråret. Der foregår rigtig meget i produktionen som forvirrede mig, og andet vers handler om ‘Lucy’, en forkortelse af Lucifer, som så ofte hos Kendrick ondskaben inkarneret i en kvinde. Så der var for meget i nummeret til, at jeg troede det kunne bruges som slagnummer. Men sådan er det jo ikke med musik! Lyttere er jo gode til at sortere i et nummer, omforme meninger, iscenesætte det på nye måder. Når man hører To Pimp a Buttefly hænger Alright så godt sammen med de andre numre fra pladen, at det er svært at skille ad, men der er så meget i det, at når det sættes i andre sammenhænge, så opstår der noget helt nyt. Check musikvideoen ovenover, dér kan jeg se hvordan det er protestmusik. Og endnu mere, check videoen nedenunder, fra BET (Black Entertainment Television)

Det er hiphop-show som gesamtkunstwerk. En rapper i fuld kontrol, en preacher, en pastor, det er klogt det han siger, men det er måske ikke engang så vigtigt som at han siger det med en messende insistereren, hans tekniske ordstrøm er i sig selv et bevis for hvor kraftfyldt hiphop stadig er, hvor meget den sorte kultur nok skal være alright. Prædiker fra toppen af en politibil, med amerikanske flag i baggrunden. Og et fællesskab, en masse af dansere, breaker og hopper rundt, som tegn på at kulturen, folket, nok skal klare sig også. Og sidste del, ikke en del af sangen på pladen, hvor der trampes i takt, hvor det bliver helt militært, som om Public Enemy’s guerilla-grupper var tilbage for fighte the power stadigvæk. Og publikum, dansende i sæderne, eller stående og nikkende op mod scenen, eller de enkelte hvide gæster, der ikke helt ved hvad de skal gøre af sig selv. Det er pop-kunst af aller højeste kaliber. Det giver mening at folk på gaden tager det til sig:

#BlackLivesMatter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.