Palmesøndag del 127
(Ruben Östlund, Sverige
Cannes 2017, Guldpalmen & Vulcan Award (Josefin Åsberg, set design)
Der findes ikke noget museum der hedder ‘X-Royal’ i Stockholm. Man har ikke, som i The Square, fjernet en del af det gamle kongepalads, for i stedet at bygge et museum hvor regenterne bor. Det er jeg ikke sikker på, at alle har fanget, og det skjuler lidt hvor ekstremt direkte kritikken af kunstverdenen i The Square egentlig er. Og The Square er ikke en subtil film, vi ser jo også en kran løfte en rytterstatue, og komme til at rive hovedet af den, for at give plads til filmens titulære firkant. De gamle magtsymboler fjernes for at give plads til noget nyt, og hvis man ikke har fattet det endnu, så skærer jeg det lige ud i pap: Det handler ikke bare om kunst, det handler også om magt. Kunstsproget er et magtsprog, den nye kunst er en ny elites magtsprog.
To spor går igennem Ruben Östlunds film: Et om magt, og et om rum. Hans to første, Gitarrmongot (2004) og De Ufrivillige (2008) var fragmentariske samlinger af karakterer og situationer snarere end narrativer, lidt a la tidlig Haneke. Gitarrmongot handlede om folk i udkanten af Gøteborg, mens De Ufrivillige undersøgte situationer hvor gruppe-magt stod i forhold til person-magt. De var små og skramlede, Gitarrmongot blev af en svensk anmelder beskrevet som et mix mellem Jackass og hjemmevideoer a la Det’ Ren Kage Mand, men hvad de ikke havde i samlet narrativ eller i produktionsmidler, det blev opvejet af den smukke strenge æstetik – som regel kun ét skud per scene – og deres tematiske tyngde.
Gennembruddet kom med Play fra 2011 – måske stadigvæk Östlunds mesterværk – hvor de sædvanlige tematikker blev forstærket af ét centralt narrativ, der gjorde det ud for et tematisk knudepunkt. Fortællingen om invandrerdrengene der snyder og chikanerer ‘svenske’ drenge til at udlevere deres mobiltelefoner og penge provokerede og forargede – der var højlydt diskussion i Sverige, hvor man rent faktisk tager kunst seriøst frem for at råbe ‘ytringsfrihed’ for at lukke enhver kritisk debat ned – men for mig at se var det en videreførsel af den sædvanlige Östlundske tematik, der mere handlede om middelklassens regler og normer, samt den rådvildhed der opstår når disse regler udfordres. Denne rådvildhed blev endnu engang behandlet i Force Majeure, der for alvor blev populær, uden de store kontroverser, med sit narrativ om kønsroller, sat under press idet en ung svensk far stikker af fra sin familie da han tror der er en lavine på vej imod dem. Östlunds konstante metode er at vise alle de regler og normer der gælder i det svenske samfund, og så lade dem blive brudt, blive ramt af en ‘force majeure’, som tvinger folk til at bevæge sig ud på tynd is. Det er tåkrummende, det er ubehageligt, det kan ofte svinge på grænsen til det plat provokatoriske, men når han er bedst er det livgivende og lårklaskende morsomt.
Det som gør The Square så mesterlig er dog ikke så meget dens omgang med ‘force majeure’ tematikken – de forskellige plottråde, som tyveriet af Christians telefon og pung, eller den håbløse reklame-kampagne som museet knækker nakken på, er morsomme, men ikke det bærende i filmen. I stedet er det skildringen af normerne, af reglerne, og diskursen på det smarte museum, der er så helt enormt stærkt. ‘Firkanten er et rum hvor tillid og omsorg råder. Her har vi alle lige rettigheder og lige forpligtelser’ Cirka sådan lyder beskrivelsen af det centrale kunstværk. Men der er en ting som ingen lader til at fundere over: Hvis tillid og lighed gælder inden i firkanten, hvad sker der så udenfor? Det er her hvor magt og rum forenes så suverænt: Den herskende klasse, og dens talerør i kunsteliten, går 100% ind for lighed og omsorg, men kun dér hvor de bestemmer det. Kun i firkanten. Hvis de bevæger sig ud fra firkanten, så begynder de at blive utrygge.
Der er rigtig meget repetition i The Square, som bestemt er en virkelig lang film, men det skyldes ofte, at Östlund genspiller de samme sekvenser under forskellige omstændigheder. F.eks. tager Christian ud til lejlighedskomplekset i forstaden, og smider trusselsbreve ind af brevsprækken i alle lejligheder. Det kan han nemt gøre, for der er offentlig adgang for alle, helt ind til deres dør. Senere kommer en af drengene fra forstaden hjem til Christians opgang, som er aflåst, og med en pæn trappe – der i øvrigt danner en firkant når den filmes oppefra, en af mange firkanter i filmens æstetik – og her er det ‘for mærkeligt’ at der dukker et fremmed menneske op. Den lille dreng insisterer på at lave kaos for Christian, hvad der aldrig nævnes er at drengen sådan set selv bor i kaos. De har i teorien lige regler, men Christian har adgang til et helt andet rum end drengen, og derfor har han langt større muligheder. Det hjælper en lille snoldet firkant på et kunstmuseum ikke ret meget ved.
For nu lige at snakke i den diskurs jeg selv lærte inde på det humanistiske fakultet, så er museet/firkanten hvad den franske teoretiker Michel Foucault kaldte for en ‘heterotopi’, hvilket kort fortalt betyder et forskelligt eller anderledes rum. Foucault tænkte de her heterotopier både som noget godt og skidt, det kunne være et fængsel eller en lejr, hvor folk fik frataget deres rettigheder, eller det kunne være et kreativt rum der giver plads til nye idéer og indsigter. Det er selvfølgelig det sidste, der er tænkt som værende museets rolle, men hele institutionen er så indsmurt i elitens penge, og elitens tankesæt, og elitens forståelsesverden, at der ikke er plads til at tænke andet end elitens tanker. At museet skal være frittænkende, fritsnakkende, og derfor er afhængig af ytringsfrihed, det er først noget Christian virkelig begynder at tale om idet hans inkompetence har ført til en viral video, der truer med at gå ud over omsætningen. Selve idéen med ytringsfrihed, at det skal give plads til det anderledes, det frie, det eksperimenterende, er tilsidesat, nu er det benhård magtdiskurs som en inkompetent leder skjuler sig bag. Og så snart det argument bliver skudt ned, så hævder Christian at han ikke havde noget med videoen at gøre.
The Square er kronen på Östlunds værk. Den forener det fragmentariske fra de to første film med den tematiske tyngde fra de to seneste. Den flyver rundt, skildrer fester, sex, gymnastik, foredrag, et væld af karakterer passerer ind og ud og skildres skarpt og satirisk, men det hele holdes sammen af dens fokus på kunst og muséer. Hele scenen med abe-kunstneren, det har jo intet med plottet at gøre, men det er en fuldstændig fantastisk tåkrummende sekvens, der kunne være taget ud af Gitarrmongot, men som kun bliver stærkere af at involvere et par karakterer vi kender.
Æstetisk er filmen også i topklasse. Östlunds film blev en del mere polerede, efter at Fredrik Wenzel fra Force Majeure overtog fotograferingen, men den er stadigvæk fyldt med skæve vinkler, smukke firkanter, lange indstillinger, al den slags, som ifølge arthouse-diskursen skaber dybsindig kunst. Jeg er mere fascineret af klipningen, af Jacob Secher Schulsinger i samarbejde med instruktøren. Schulsinger arbejdede også på Lars von Triers Nymphomaniac og The House That Jack Built, og han har virkelig talent for at skabe en art dialektisk montage, for at stykke rum og idéer sammen, skabe interne diskussioner, få filmene til at fremstå dialogiske, diskuterende, fremfor at være sæbeboks-monologiske, hvilket ville være dræbende for polemiske film af denne type. Jeg tror han har en stor del af æren for at både Östlund og von Trier laver så ekstremt stærke film for tiden.
Og The Square er virkelig stærk. Jeg tror det er et af de sjældne år i Cannes, hvor jeg er enig i vinder-valget. Kun Hong Sang-soos The Day After står som næsten lige så god i min erindring, omend det ikke var noget katastrofalt dårligt år. Der er bare en sikkerhed, en filmiskhed, en idérigdom over The Square, som løfter den over næsten alt andet i international arthouse film. Jeg har set den flere gange, og den bliver bedre og bedre for hver gang. Senest morede jeg mig virkelig meget over, at Christian naturligvis kører Tesla. Det tror jeg ikke han gør længere, efter de seneste sager om Elon Musk. Gangen før lagde jeg ekstra meget mærke til hvor meget en player Christian forsøger at være, at han er gået festkold på sofaen ved filmens start, at de andre karakterer lader til at kende hans scoretricks under festscenen i midten af filmen, og hurtigt gelejder en ung dame væk fra ham. Der er så meget at dykke ned i i den her film. Det er et storværk.