Palmesøndag del 321
(David Cronenberg, Canada
Cannes 2012)
David Cronenberg har haft en lang karriere, og han har lavet vigtige film fra start af. Man finder ikke film som Shivers (1975) og Rabid (1977) på de danske streamingtjenester, men det er milepæle i canadisk film, der viste at også det engelsk-sprogede Canada havde noget særligt at byde ind med, som adskilte sig fra den store nabo mod syd. Ligeledes er genrefilm som Scanners (1981) og The Fly (1986) opfindsomme klassikere i egen ret.
Alligevel er jeg først og fremmest imponeret over det run Cronenberg var på fra Dead Ringers (1988) og til Eastern Promises (2007). Det er ikke perfekt, eXistenZ (1999) er ikke ret god, og M Butterfly (1993) er nærmest fuldstændig overset, med virkelig god grund. Men i de nitten år lavede han en række film der udviskede grænsen mellem arthouse og genre-film, og som skabte en helt særlig Cronenberg’sk tematisk verden, som han konstant finpudsede, udfordrede og reviderede. Han har fortjent en fornem plads i filmhistorien med det run.
Men så derefter, så crashede det. Fire år gik der mellem Eastern Promises og A Dangerous Method (2011), den længste filmpause Cronenberg havde holdt siden halvfjerdserne. Og A Dangerous Method var foruroligende ringe, en tynd biopic om Jung og Freud, der udover at være kedelig i sig selv også ved sit eksplicitte fokus på psykoanalyse risikerede at forfladige det fascinerende ved Cronenbergs fokus på transgressioner og krops-horror. De to næste film Cosmopolis (2012) og Map to the Stars (2014) var bedre, men heller ikke ret subtile, og herefter kunne den store mester åbenbart ikke finde penge til nye film længere. Det er et ret voldsomt fald fra tinderne. Og selvom Cosmopolis er den bedste af de tre, så understreger den også lidt hvad der gik galt.
Jeg kan sige med det samme hvad jeg ser som filmens største problem: Cosmopolis bygger på bogen af samme navn af Don DeLillo, der i mine øjne var den tids mest overvurderede forfatter. Jeg har ikke læst den bog, men jeg har læst hans Mao II og Falling Man, og de er begge tynget af idéer og tematikker der ikke er halvt så kloge som de bliver udlagt som. DeLillo vil så gerne skrive vigtige bøger om den moderne verden, med et væld af kloge detaljer deri, men det mangler fuldstændig opfindsomheden fra f.eks en JG Ballard, manden bag Crash.
Cosmopolis er vitterlig også et barn af sin tid. Bogen udkom i 2003, hvor fortællingen om milliardæren Eric Packer syntes inspireret af antiglobaliserings-demonstrationer som ‘The Battle of Seattle’ under World Trade Organisation mødet i 1999. Da Cronenberg lavede film i 2012 var der i mellemtiden kommet en finanskrise og en bølge af Occupy-demonstrationer, så den var blevet aktuel igen. Det gør dog ikke fortællingen mere interessant. Helt grundlæggende vil Eric Packer gerne have klippet sit hår… Derfor kører han i limousine gennem New York, men det er nærmest umuligt at komme frem, for præsidenten er på besøg, og der er en begravelse af en kendt rapper, og samtidig er der diverse dødstrusler mod Packer, der også gør ophold konstant og hele tiden, for at spise med sin kone, have sex med andre kvinder, eller mødes med ansatte. Og så bliver der ævlet om alt muligt, og sjældent er det specielt indsigtsfuldt.
Jeg kan dog alligevel meget godt lide den. Jeg håber altid på at en film har noget der forbløffer mig, og Cosmopolis er vitterlig og helt uironisk forbløffende grim. Hvilket er en semi-god ting. Filmen er tydeligvis lavet digitalt, og særligt scenerne inde fra limousinen ligner noget der er løgn. Det er koldt og glat, og så skal det forestille at der er en virkelig verden uden for vinduet, men det ligner bare et dårligt computerspil. Også resten af filmen ser vildt mærkværdig ud, mærkeligt lyssat, mærkeligt colorgradet, farverne passer ikke sammen, intet ligner rum som rigtige mennesker ville leve i. Jeg tror det alt sammen skyldes digitaliseringen. Skiftet fra analog til digital film betød en kæmpe mængde ting skulle gøres på nye måder, og Cosmopolis er vist en af de film hvor der blev foretaget en hel masse forkerte valg, der endte med at se forfærdelige ud når de havde været igennem digitalt kamera, digitalt efterarbejde og digital klipning.
Det ironiske er, at det sådan set passer helt perfekt til filmens fortælling. Cosmopolis handler lige præcis om hvordan verden buldrer af sted, hvordan alting forandres af kapitalisme og teknologi, og hvordan almindelige mennesker efterlades som fortabte tabere. Eric Packer udnytter forandringerne til at tjene milliarder, men folk som ikke kan følge med bliver kastet bort. Det gør jo ironisk nok filmens budskab så meget tydeligere, at filmen også selv føles som om den er blevet kvast af den teknologiske udvikling hen imod det digitale. Form og indhold passer sammen på overrumplende vis. Det bliver billederne dog ikke mindre grimme af.
Der skete faktisk store forandringer i amerikansk arthouse i de her år. Ikke bare pga den digitale udvikling, men også med blockbuster-ficeringen af Hollywood, der for alvor tog fart efter Marvel og Batman tjente alle pengene i 2008. Der blev færre penge til den eftertænksomme midt-budget film, som ellers havde været Cronenbergs kendetegn. Det pudsige er, at nogle instruktører trivedes med den forandring: Michael Mann kastede sig over de digitale kameraer og skabte de bizart udseende mesterværker Collateral og Miami Vice, og i Cannes-sammenhæng gjorde den nye måde at arbejde på ganske bizart Terrence Malick til hyperaktiv, hvilket han vandt en Guldpalme for med Tree of Life året før Cosmopolis var i konkurrence. Man behøvede ikke at få smadret sin karriere, bare fordi tingene ændrede sig.
Men det skete altså for en del, og tilsyneladende også for David Cronenberg, der efter 2014 fik svært ved at finde penge til flere film. Jeg forstår det lidt godt, for film som A Dangerous Method og Cosmopolis føles lidt gammeldags, og han håndterer ikke det digitale særligt overbevisende. Alligevel er jeg dog ret glad for Cosmopolis. Det er om ikke andet et kæmpe forsøg, et spring på hovedet ud i en ny digital virkelighed, som Cronenberg tydeligvis ikke forstod. Han skabte en film der ikke ligner noget som helst andet, bortset fra nogle computerspil fra 90’erne. Det er nærmest selvdestruktivt, lidt ligesom Eric Packer også syntes at drive mod sin egen undergang. Jeg kan ikke kalde det nogen specielt vellykket film, men af en dårlig film at være er den virkelig tankevækkende og ret så unik.