Palmesøndag del 343
(Un petit frère, Léonor Serraille, Frankrig
Cannes 2022)
På soundtracket til Léonor Serailles Mor & Søn høres flere numre fra cd’en Lambarena – Bach To Africa fra 1995, hvor den gabonesiske musiker Pierre Akendengué kombinerede Bach-stykker med afrikanske musikere, til en ret så speciel, men særdeles vellydende cocktail. De to elementer klæder hinanden – om det er stryger-passager med håndklap, eller en mere involveret blanding af barok-kor og traditionel afrikansk musik – og selvom det lyder ekstremt halvfemseragtigt, og er ret kitsch, så holder det egentlig.
Hvilket er en lille bitte smule upassende for filmen. Mor & Søn handler netop også om blandingen mellem Europa og Afrika, om afrikanske immigranters forsøg på at få lov til at leve i Frankrig, og filmens pointe er lige netop, at den blanding ikke altid er lige let. At det kræver noget, at opgive sit hjemland, og tilpasse sig en anden kultur, som måske ikke altid behandler en som man fortjener. Der er mange dissonanser undervejs i filmen, som overhovedet ikke er i musikken. Det passer ikke rigtig sammen, det gør filmens budskab lidt uklart.
Lidt typisk for en film, der tager rigtig mange anderledes filmiske valg, men hvor det ikke er dem alle sammen, der hjælper med at gøre filmens særlige tematik mere tydelig.
Der er egentlig tre hovedkarakterer i Mor & Søn, en mor og to sønner. Rose, Jean og Ernest kommer til Frankrig fra et til at starte med unavngivet afrikansk land i slutningen af firserne. Rose får et lavtlønnet arbejde som rengøring på et hotel, og må kæmpe for at kunne bevare sin egen personlighed i sin nye verden. I immigrant-miljøet synes de at hun bør finde en anden afrikansk mand at gifte sig med, men Rose vil selv vælge, vil have sine egne følelser. Det fører i sidste ende til, at den lille familie flytter til Rouen i det nordlige Frankrig, hvor år senere først storebror Jean og siden lillebror Ernest forsøger at navigere i tilværelsen som unge immigrant-mænd, hvor omgivelserne, desuagtet om deres intentioner er gode eller dårlige, ikke altid behandler dem som almindelige franskmænd.
Mor & Søn er Léonor Serrailles anden film, efter debuten Montparnasse Bienvenue, og de to film er så meget sig selv, at man nærmest allerede kan se hendes auteristiske træk. Portrættet af Rose i Mor & Søn minder om portrættet af Paula i Montparnasse Bienvenue: Det er to stærke kvinder, men i svære situationer, som dog også har særskilt talent for at gøre tingene sværere for sig selv. Serailles film følger dem med energi og æstetisk overskud, fremstår enormt solidarisk, selvom filmene aldrig er blinde for, at kvinderne selv tager valg, som måske ikke er de mest sympatiske man(d) kunne forestille sig. Det er kvinder som nægter blot at ofre sig, hvilket kan få dem til at komme i klemme i deres omgivelser.
Det er ved valget af karakterer, at Seraille finder sin helt egen plads. Filmisk minder især Mor & Søn om andre franske film. Særligt minder filmens særlige blanding af et nærmest episk spænd i tid – fra slutfirserne frem til det nye årtusind – med en hel masse små og akkumulerende detaljer, om personer der egentlig ikke fylder så meget i samfundet, om en særlig type fransk film. Jeg tænkte en del på Mia Hansen-Løves Goodbye First Love og Eden. Men Hansen-Løves karakterer er kreative, middelklasse, henholdsvis arkitekt og DJ. Det giver stilen noget særligt, at Seraille vender blikket mod et helt andet sted i det franske samfund.
Men her kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, at rygtet siger den ligeledes franske instruktør Alice Diop, der er af senegalesisk afstamning, også forsøgte at komme i Hovedkonkurrence i Cannes i 2022 med hendes Saint Omer, der siden vandt Jury Grand Prix i Venedig. Hvis det er sandt, så blev Cannes tilbudt to film om afrikanske immigranters situation i Frankrig, og valgte den film, der var instrueret af en hvid kvinde, og som havde et typisk fransk filmsprog, frem for den film der har vagt genklang i hele verden som noget nyt og spændende. Og det tænker jeg virker helt igennem typisk for Cannes.
Jeg har naturligvis ikke set Saint Omer endnu, men anmeldelserne siger, at det er et retssals-drama, der i lange klip lader hovedpersonen selv, en kvinde ligeledes af afrikansk afstamning, fortælle om sin egen situation, ud fra sine egne tanker og filosofier. Ganske minimalistisk, ganske anderledes. Det minder om Diops tidligere prisvindende dokumentar We (kan ses på MUBI), hvor hun i en central scene lod en hvid fransk forfatter læse op af sin omegnslitteratur, hvorefter de diskuterede vigtigheden af, at lytte til stemmer, der ellers ikke altid bliver hørt, om det er immigranter eller bønder. Den scene var også både radikal i sit indhold og ny i sin æstetik.
Til sammenligning har Mor & Søn mange aldeles fremragende scener, der dog mere minder om andet fransk arthouse. Rose og Jean danser på natklubber, Rose er til en forrykt og fabelagtigt skildret fest hos ejeren af hotelkæden hun arbejder i. Den scene begynder med at en hest ridder tværs over lærredet, uden vi overhovedet forstår hvorfor vi er i naturen. I det hele taget er der meget fokus på natur i den her film, der egentlig foregår i urbane miljøer, men hele tiden med fokus på parker, strande, græsplæner. Ernest elsker fransk romantisk litteratur som Rimbaud, fordi hvorfor i alverden skulle han ikke det. Det er gennemført, men der er ikke ret meget i det, som jeg ikke har set før.
Og det bliver i sidste ende et problem for mig. Mor & Søn vil meget gerne skildre immigranterne som en naturlig del af Frankrig – ligesom blandingen af Bach og afrikanske rytmer på lydsporet lyder helt naturlig. Men samtidig har karakterne jo virkelig svært ved mødet med det franske samfund, der ikke behandler dem efter fortjeneste. Og de to ting ender med at støde imod hinanden. Jeg kan ikke helt regne ud hvad det er som går galt for Jean og Ernest. Eller, det vil sige, det kan jeg godt, for jeg har læst meget andet om emnet. Men filmen formidler det ikke rent. Den er for omskiftelig, for optaget af for mange ting, føles ikke gennemsyret af den særlige situation, som den forsøger at skildre. Det gør det hele lidt uudgrundeligt, på en uheldig måde.
Jeg genlæste for nylig hvad jeg havde skrevet om den brasilianske film Bacurau, at den var særskilt god fordi den føltes ‘rigtig’, fordi den kendte sin mytologi til fingerspidserne. Mor & Søn føles bestemt ikke forkert, men den føles heller ikke ‘rigtig’. Det føles ikke som om Léonor Serraille kender sin verden ud og ind. Det er ikke nødvendigvis fordi hun er hvid – Claire Denis’ 35 Shots of Rhum føles ‘rigtig’, fordi dens æstetik er så gennemført, at hvert valg føles velovervejet – men hun har ikke formået via det filmiske arbejde at drage over den afstand der er mellem instruktøren og hendes emne.