At sige autotune ikke kan beskrive ægte følelser er som at sige Picasso’s Guernica ikke beskriver ægte gru. Eller, lidt mindre bombastisk, som at sige el-guitar ikke kan beskrive ægte følelser. Det er forvrængning, det er et kunstnerisk greb. Paradoksalt, måske, for oprindelig skulle autotune netop fjerne forvrængninger, gøre det pænt og perfekt, uden skurrende falske toner. Og det var dér kritikken gik, at det fjernede det menneskelige i musikken. Men så begyndte det at blive brugt ‘forkert’ og pludselig bruges det netop til at skildre isolation og umenneskelighed, fra Kanye West’s ‘Heartbreak’ til Future og Sicko Mobb’s stof-ekstatiske pot-stemmer. Nedenstående eksempel, White Iverson med Post Malone, er ikke noget specielt nyskabende eksempel. Det er bare den sang der er eksploderet i løbet af foråret. Tjek det ud, før eller siden skal det nok nå til DK. Lær omkvædet på forhånd, det er let nok: ‘saucin saucin saucin on you / swaggin swaggin swaggin oh-oooh’
Men dyrk stykket fra 2:25 til 3:00. Dyrk hvor meget grus der er i hans stemme. Det er præcis den form for grus som auto-tune skulle fjerne, men det er grus der forbliver i stemmen. Til gengæld lægges en tyk tåge af elektronik ned over stemmen, som en hash-tåge, formentlig. Stemningen er stenet, fremmedgjort, melankolsk. Hvad der egentlig er en typisk selv-forherligende hip-hop sang om hvor god Post Malone er – han er den hvide udgave af Allen Iverson, en af de bedste basketball-spillere nogensinde – bliver overskygget af den her linje lige før omkvædet kommer: ‘I need the money like the ring I never won.’ Selvom Iverson var den bedste, så vandt han aldrig mesterskabet. Selvom Post Malone skulle være den bedste, så…
Post Malone er ikke den bedste. Han er en hvid udgave af Chief Keef og alle de andre der driver autotune-udviklingen (tjek Citgo hvis ikke du kender den, det er en af de mest indflydelsesrige sange fra de sidste par år) og det er typisk at sangen er blevet renset for aggression og frustration, som bobler under overfladen i det meste rap der vitterlig er fra ‘the street’. Der er kun to ‘bitches’ og blot et enkelt ‘hoes’, og ingen n-ord overhovedet, hvilket alt andet gør den lettere at synge med på for en bleg rap-fan som undertegnede. Men han er også 19 år og White Iverson var det første nummer han udgav. Det er virkelig godt skruet sammen for så ung en gut. Både vers, bro og omkvæd er catchy, og slutningens forløsning i kor-suk er nærmest himmelsk. Hans efterfølgende numre har ikke kunnet det samme og har heller ikke skaffet samme opmærksomhed. Vi venter på et mixtape, og måske er han blot den næste RiffRaff. Men derfor er White Iverson stadig et hit.
I’m ballin, I’m ballin, Iverson on you-oo…