PIX15 – Portrait of the Artist (Antoine Barraud)

Når jeg ser en film fra en debuterende instruktør, så leder jeg som oftest efter tegn på stil. Tegn på, at instruktøren har noget nyt, noget særegent, noget personligt. Noget, som jeg gider at følge igennem flere film. Antoine Barraud gør noget meget sjældent i den her film: Han etablerer fuldt ud en stil i løbet af nul komma fem, en stil som fængede mig så komplet, at jeg nærmest var ved at udråbe den til konkurrence-favorit med det samme. Og så, pludselig, skifter han sin stil ud. For én stil er overhovedet ikke nok til den her instruktør, nej, han vil alt og alting på én gang. Og forbløffende nok lykkes han med langt det meste. Resultatet er overvældende positivt.

Filminstruktøren Bertrand Bonello spiller hovedrollen som filminstruktøren Bertrand, der har tænkt sig at bruge et maleri i sin nye film som skal handle om monstre. Første del af filmen er Bertrand og en kunstekspert ved navn Celia, der kigger på kunst. Og det er mageløst. Det går så langsomt, og der er så lidt plot, og det er så smukt og rart. Det er på det nærmeste afstressende, og det kræver virkelig sin instruktør at lave afstressende film. Når man snakker ‘slow cinema’, så er det ofte sådan, at langsommeligheden skal få os til at komme ud over vores normale forventninger til tempo, skal få os til at føle os lidt utilpas. Starten af den her film er langsom som ambient musik er langsomt, som et museumsbesøg, som en meditation. Lyset falder ind af vinduerne på statuer og malerier, Bertrand og Celia står indrammet af vægge og søjler og kigger på smukke og stærke billeder. Det er ganske enkelt eminent, og jeg sank glad ned i sædet i forventning om at bruge to timer sådan her.

… og så smides det hele på gulvet. Bertrand kan ikke blive ved med at kigge på kunst, hans producenter begynder at knurre, og forholdet til Celia bliver for udefineret for dem begge to. Og så er han begyndt at få et udslæt på ryggen  (den franske titel er Le Dos Rouge eller Den Røde Ryg.  Portrait of the Artist er en åndsvagt intetsigende titel, som gør man ikke kan finde filmen på nettet for sider om James Joyce) Langsomt begynder Bertrand at miste plottet, og man kan sige filmen gør det samme. Pludselig havde jeg ingen idé om hvad der foregik og hvad meningen var med noget som helst. Nu var vi til technofest, filmet frenetisk. Nu var der klip fra Bertrand’s gamle film, filmet på en hel anden måde. Nu var vi i et surrealistisk mareridt, eller er det endnu en film, eller nej, det er vidst et teaterstykke. Jeg kunne heller ikke kende Celia igen, men det viste sig også, at hun skifter skuespiller undervejs, af uklare grunde. Det virkede som om Antione Barraud havde komplet mistet grebet. Men så fandt jeg mig til rette, og så blev jeg bare endnu mere imponeret over hvad der skete. En sen middagsscene vil jeg sent glemme, især det tørt leverede ‘du sagde det var en kostumefest’ fra eneste kvinde i musekostume. Her overgav salen sig endelig til latteren. Hen imod slutningen besøger vi endnu et museum, filmet i den første stil, og det føles som at vende hjem efter en meget lang rejse.

Det er ikke fordi den her film opfinder den dybe tallerken. Man kunne kalde det et stilistisk overflødighedshorn i stil med Fellini, og især hans . Men man behøver ikke rejse så langt, Bertrand Bonello har såmænd også selv instrueret en film om en instruktør der hedder Bertrand, i filmen On War, som også vises i år. Og til kostumefesten bliver en person sammenlignet med Irma Vep, som dels er en fransk stumfilmsfigur, men som også er navnet på en film af Olivier Assayas, der handlede om genvordigheder under en fransk filmproduktion, og som var lige så stilistisk afvekslende. Barraud skriver sig ind i en speciel fransk tradition fra halvfemserne, hvor det ikke er nok at have én stil, især ikke en minimalistisk én, men hvor man skal skifte og lægge til, snarere end at trække fra. Bonello, Assayas, også en person som Arnaud Desplechin. Men Barraud har ikke bare lavet en film i den tradition, han leverer en udgave som er så stærk, at han gør sig fortjent til at blive nævnt i samme åndedrag som de tre andre. Det er vildt godt gået af en debutant.

Og der er da måske også blevet snydt en smule på vægtskålen. Barraud har allerede en del filmarbejde på bagen. Han har lavet kortfilm, dokumentar-film, instruktør-portrætter, har skrevet manuskript til tv-serier og endda til en animations-film der hedder Yellowbird – Ready for Takeoff. Det her var den første spillefilm han gik i gang med, men produktionen tog fire år, og undervejs fik han lavet og udsendt filmen Les Gouffres der kom ud i 2012. Og når så også Bertrand Bonello er med, så er det lidt mindre overraskende, at filmen er så umanerligt stil-stærk og sikker på hånden. Det er måske endda næsten en smule snyd. Her er i hvert fald en mulig forklaring, hvis filmen ikke vinder hovedpræmien. En anden mulig forklaring kan naturligvis også være, at der er en endnu stærkere film blandt de resterende otte jeg mangler at se. Hvis der gør det, så har konkurrencen i år været en af de aller stærkeste PIX nogensinde har haft. For det her er næsten et mesterværk. Men også et mærkeligt et af slagsen, som mange sikkert vil have svært ved at få hale på. Måske er Barraud for sær til publikum, eller måske vil hans problem være at finde producenter der tør give ham den støtte han så tydeligt fortjener. Men hvis han får chancen, så snakker vi en instruktør jeg sagtens kunne se vinde en af de helt store priser inden for de næste 10-15 år. Måske ikke en palme, bjørn eller løve, men en instruktør-pris eller jury-ditto. Eller en Guld Leopard fra Locarno, det ville måske være mest indlysende.

Så hvis du har mulighed for at se den her på tirsdag eller lørdag, så har den min aller varmeste anbefaling! Giv den en chance, få en fuldstændig unik oplevelse, og om ti år kan du sige ‘jeg så hans debut’ når dine filminteresserede venner også har fået hørt om ham. Kæmpe cadeau til PIX for at have fået gravet den her perle frem fra Forum sidekonkurrencen i Berlin. Bravo!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.