Days of Heaven

Palmesøndag del 235
(Terrence Malick, USA
Cannes 1979, Bedste Instruktør)

Der var engang, hvor Terrence Malick bare var en amerikansk instruktør. Hvor fortællingen om ham blot var, at han forsøgte at lave de bedste film han kunne, og at han tydeligvis var virkelig god til det, dømt på Badlands (1973) og Days of Heaven (1978). Det var før han holdt tyve års instruktionspause mellem Days of Heaven og The Thin Red Line (1998), hvilket nok stadig var der han blev en myte. Fortællingen om ham hang nu uundgåeligt sammen med, at han holdt sig for sig selv og arbejdede meget langsomt. Det tog syv år at lave The New World (2005) og seks år at lave The Tree of Life (2011). Og så ændrede historien om Malick sig igen radikalt. Men det er næste uges historie.

I halvfjerdserne var han bare en virkelig god instruktør, en blandt mange andre i halvfjerdsernes blomstrende amerikanske filmindustri. Og Days of Heaven var bare en virkelig god film. Det kan godt være lidt svært at genfinde det blik på filmen, eftersom historien om Malick har udviklet sig så voldsomt. Hvilket er lidt synd, for det er måske nok stadigvæk der Days of Heaven er stærkest. Som en mirakuløst god film, billeder og lyd sat sammen, lys og mørke, ansigter, fagter, mennesker, natur, landskaber. Alle de ting, som filmmediet fanger så godt. Den er stadig frisk og simpel og ligetil. De mange ekstra lag man kan have lyst til at lægge ned over den er jeg ikke sikker på i virkeligheden hjælper så forfærdeligt meget.

I 1916 rejser tre unge mennesker fra Chicago til Texas. Bill (Richard Gere) og hans kæreste Abby (Brooke Adams) og hans søster Linda (Linda Manz). De får arbejde på en farm hos en rig unavngiven mand (Sam Shepard), som det viser sig har en sjælden sygdom og snart skal dø. For at undgå sladder siger Bill og Abby at de også er søskende, så da den rige mand forelsker sig i Abby og frier til hende, bliver de enige om at hun skal gifte sig med ham, så hun kan arve hans penge. De lever alle sammen sammen i det skønne landskab i en god lang tid, men efterhånden begynder den rige mand fatte mistanke til Bill og Abby, som lader til at være mærkværdigt tætte, søskende at være…

Det er en ret simpel historie. Den er nærmest arketypisk (mere om det senere). Selvom Days of Heaven også er en kort film, så er der alligevel også utrolig lang tid, hvor der nærmest intet sker. Folk hænger ud på markerne omkring det store hus, først som daglejere, og senere ser vi den lille familie lave alt muligt mens de venter på at kornet gror. Der er nogle meget berømte scener med græshopper og ild, og jeg må indrømme jeg helt havde glemt hvor sent de kommer. Indtil da er det nærmest bare som om det, jep, er dage i himmelen. Terrence Malicks film har gerne nogle ret simple navne (Days of Heaven, The Tree of Life, To the Wonder), men man skal helt ærligt tage de navne virkelig seriøst, ord for ord. Landskabet er skildret som om det er Paradis. Og det vigtige er vitterligt, at det bare er dage de har der. Det er ikke et helt liv, det er et kort tidsrum.

Det helt absurd afsindigt vidunderlige ved Days of Heaven, det er og bliver fotograferingen. Der er rigtig meget godt i filmen, skuespillet, musikken (Ennio Morricone fik sin første Oscar-nominering!), den rolige klipning (som efter sigende tog to år). Men det er og bliver Néstor Almendros’ Ocar-belønnede billedside, som er filmens helt store bedrift*. Almendros havde filmet franske film, hans billeder er især uforglemmelige i Rohmers film som Min nat hos Maud og Claires knæ. Der er faktisk lidt Rohmers moralske fortællinger over Days of Heaven: Det er en simpel fortælling, med et moralsk dilemma i centrum, og så løfter fotografering og æstetik den simple fortælling op på et helt andet plan. Men altså, meget meget få film når det æstetiske plan som Days of Heaven gør. Så meget af filmen er optaget ved skumringstide, eller i bålets skær. Der er små klip af frø i jorden, eller closeups af græshopper, som løfter fortællingen op på et nærmest sublimt naturligt plan. Og samtidig er der små klip af violinspil, af step- og mave-dans, der sænker det hele helt ned på jorden igen. Det er små mennesker i en meget, meget stor verden.

* Det tog så lang tid at færdiggøre filmen at Almendros måtte forlade filmsettet før tid, hvorfor store dele af filmen rent faktisk er fotograferet af den mere erfarne Haskell Wexler. Men Wexler har senere, efter først at være lidt frustreret over ikke at have fået Oscar, sagt at han efterlignede Almendros’ stil i det han lavede, så på afstand har han det ok med at kalde det for Almendros’ film.

Inden Malick begyndte at instruere film studerede han filosofi på Harvard og Oxford, og han oversatte et værk af den tyske filosof Martin Heidegger. Det, og så hans mytologiske status, har fået rigtig mange til at ville se hans film som filosofiske værker, især relateret til Heidegger. Det kan jeg ikke helt udtale mig om, eftersom jeg aldrig har forstået ret meget af Heidegger, men jeg er blevet en lille smule skeptisk over for en evt idé om at ville finde ét stort filosofisk projekt hos Malick. Dertil er hans film for forskellige. Og derudover misser det lidt pointen med fiktiv kunst, som i høj grad giver plads til eksperimenter og sprækker, uden at det skal nå frem til én forkromet sandhed. Selvom man er Heideggianer er det helt ok at lave en ikke-Heideggiansk film, hvis nu man skildrer nogle karakterer, som bare ikke opfører sig specielt Heideggeriansk. Jeg kan bedre lide den traditionelle auteristiske analyse-metode, hvor man tager hver film på ordet, men da bestemt også lægger mærke til hvad der går igen.

Og helt ærlig finder jeg som regel, at Malicks religiøse referencer dels er meget tydeligere i hans værker, dels er mere givende at tænke videre over. Fortællingen Days of Heaven er f.eks også nærmest præcis som et plot, der kommer hele tre gange i Første Mosebog, i kapitel 12, 20 og 26. Ligesom Bill og Abby lader som om at de er bror og søster, på samme måde skjuler Abraham og Sara (to gange!) og senere Isak og Rebekka at de er gift. Hver gang ender det, ligesom i filmen, med at rige mænd vil gifte sig med kvinderne, men på en eller anden måde griber Gud ind, så alt ender godt og lykkeligt, og parrene bliver belønnet. Sådan går det jo så ikke i filmen. Men det er også en ret væsentlig pointe. Bill snakker på et tidspunkt om hvordan det gik op for ham, at han ikke var speciel, at han ikke ville vinde over hele verden, at han bare var normal, og at verden var et hårdt sted. Han var ikke udvalgt, ligesom dem fra Bibelen er det, og der er ingen som sørger for at det går godt for folk som Bill.

Der er, helt kort, ikke ret mange som er ‘udvalgt’ i det USA som Malick skildrer. Filmen starter på en fabrik, hvor ovnene flammer som var det et helvede, og slutter med soldater der rejser i krig. De lever ikke i et Paradis. Selv når de finder noget der minder om et sådant, så eksisterer det kun et par dage, så kan der gerne komme bibelske plager ned over dem. Den her ting går igen hos Malick, hans film er fyldt med de her selvskabte paradisiske pauser, når parret i Badlands laver en lejr, eller når soldaten i The Thin Red Line deserterer og lever på en ø i Stillehavet. Men det varer aldrig ved. I sidste ende er det nogle ret dunkle fortællinger.

Og fortællingen om Days of Heaven er måske også i sidste ende bare lidt dunkel. Det er, som nævnt, et mirakel af en film, en af mine absolutte yndlingsfilm, min favorit fra konkurrencen 1979 (så altså, ja, bedre end Apocalypse Now). Og selvom den floppede lidt i biografen, så elskede studiet den, og tilbød Malick en million dollars for at arbejde på sin næste film. Men det lader til at historien bare ganske simpelt er, at Malick blev udbrændt af det intense arbejde med at få Days of Heaven til at falde i hak. Han arbejdede i årevis på at blive klar til sin næste film. Og så holdt han op… Og så gik der tyve år før han var klar igen.

Det er faktisk lidt den typiske Malick-morale: Husk at sætte virkelig meget pris på de gode ting der sker. For der er ingen garanti for, at de varer ved…