Palmesøndag del 128
(The Tales of Hoffmann, Michael Powell & Emeric Pressburger, England
Cannes 1951, Vinder af en Special Award)
Der er ikke mange der ved det, men Powell & Pressburger er måske filmhistoriens største duo. Bedre end Coen-brødrene, Dardenne-brødrene, fuldt på højde med Russo-brødrene. De to englændere dannede deres eget produktionsselskab, The Archers, og skabte en strøm af egensindige og besynderlige film i løbet af ti år, der dog ikke blev værdsat efter fortjeneste, ikke engang i deres hjemland. Måske fordi deres uhåndterbare dobbelthed ikke passede ind i tiden under og efter Anden Verdenskrig, hvor de to var på deres højeste. Da de i 1943 tog den satiriske tegneseriefigur Colonel Blimp og skabte en melodramatisk film om hans liv, The Life and Death of Colonel Blimp, nægtede den britiske hær at bidrage, og det siges at Churchill troede det var en satire om ham selv. Senere skabte de den hyperromantiske En Sag om Liv Eller Død, med berømmede sort/hvide filmsekvenser fra himlen, fordi der ikke var nok farvefilm under krigen. Den film er i mine øjne en af de aller bedste nogensinde. Og de tog deres fabelagtige brug af technicolor og diverse filmtricks og brugte dem til i efterkrigstiden at lave Den Sorte Lilje og De Røde Sko, to sensuelle, ophedede, og fabulerende fantasier om kvinders længsler og ambitioner.
Hoffmanns Eventyr kunne have været en art kronen på værket. Powell især var meget interesseret i hvad han kaldte for ‘composed film’, altså en film der visuelt var komponeret efter lydsiden. Der er en fantastisk balletsekvens i De Røde Sko, som illustrerer idéen til perfektion. Sammen med dirigenten Thomas Beecham blev de to filmskabere enige i at forsøge at lave en opera-film, og valget faldt på Jacques Offenbachs Hoffmanns Eventyr, den sidste, og vægtigste, fra en komponist der ellers var mest kendt for lette operetter. Operaen adapterer tre fortællinger af den tyske romantiske forfatter ETA Hoffmann, men omgjort så Hoffmann selv er hovedperson i dem alle sammen, og de bliver lagt i en ramme hvor de alle sammen handler om at Hoffmann taber en mulig kærlighed til onde kræfter. Men til gengæld vinder han poesien. Det er, for nu at være helt ærlig, ikke verdens bedste opera, omend den berømte Barcarolle er ualmindelig smuk.
Der er yderligere to ting som ødelægger filmen for mig. For det første er der bare truffet nogle mærkelige valg. Castingen er ret speciel, hvor det til de fleste roller blev splittet op, så sangere indspillede sangen, og så blev personerne ageret fortrinsvis af balletdansere. Og det er kendte kræfter vi taler om, især Robert Helpmann, der agerer de onde karakterer, og Leonide Massine, der spiller de komiske roller, er centrale personer i ballethistorien. Massine overspiller en del, men det fungerer. Problemet er snarere de to sangere der får lov at spille med, især Robert Rounseville der spiller Hoffmann ved ikke rigtig hvad han skal lave, udover at smile og mime. Jeg var også ret skuffet over scenografien, der ganske enkelt ikke er pæn. Især midter-akten, der foregår i Venedig, er en uskøn blanding af brun og mørke farver, og det er bare ikke rart at kigge på. Det er indelukket, grimt, et godt stykke vej fra de fantastiske farver der prægede duoens værker fra fyrrerne.
Men der er noget mere generelt der er galt, omend det måske stammer fra operaen selv. Hoffmann var i sin samtid især kendt for at være gyser/horror-forfatter. Hans Der Sandmann er kendt for at ligge til grund for Freuds essay om det ‘unheimliche’, altså det uhyggelige. Og Freud havde noget at arbejde med, for det er en virkelig skummel historie, der – spoiler – ender med hovedpersonen bliver sindssyg og begår selvmord. Og ja, det kan man naturligvis ikke gøre i første akt af en opera, men det er alligevel en nærmest komisk og lidt ligegyldig fortolkning der kommer i filmen, desuagtet at der egentlig foregår ret mange creepy ting, med f.eks. en hel masse marionetdukker der vækkes til live når Hoffmann tager nogle specielle briller på. Til gengæld ligner han ret meget Elton John når han har de briller på. Gys bliver til Camp.
Det er mærkeligt, for hvis der er noget Powell & Pressburger er gode til, så er det den der fornemmelse af det ‘unheimliche’. De dyrkede en engelsk-hed så godt som nogen som helst andre, men altid lige med et twist, som giver deres film kant. Deres film kan være kolonialistiske, men altid med noget mørk undertone. De kan være propagandistiske, men på en lidt skæv måde, så selv hæren ikke helt forstår det. Så hvorfor er den her film ikke mere twistet? Det burde være creepy! Film i sig selv er virkelig creepy. Det vækker det døde til live! Det er da creepy at dansere synger med andres stemmer, at alt er så stiliseret, at ting bevæger sig. Film er unheimlich!! Så hvorfor mærker man det ikke stærkere? Måske gik der for megen camp i den, det er ikke til at vide. Måske var de bare ved at blive gamle? Måske, og det tror jeg er problemet, så fik de for meget frie tøjler, og vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre ved det. Når jeg hører om The Archers, så virker de først og fremmest som et genialt produktionsselskab, der formåede at navigere de svære muligheder under krigen på en måde hvor de fik vendt udfordringer til gigantiske styrker. Og så i 1951 efter var der ikke nok udfordringer?
Jeg så Hoffmanns Eventyr i Cinemateket, samme dag som jeg så en anden opera-film, Zulawskis filmatisering af Mussorgskijs Boris Godunov. Og det var slående hvor meget mere filmisk Zulawski formåede at gøre det. I filmens start er vi inde i en operasal, men da koret løber ind på scenen flænser de et tæppe, og pludselig er vi tilbage i middelalderens Rusland. Da så siden hen koret vandrer rundt støder de pludselig på en sovjetisk militærpost, et anakronistisk brud, der effektivt får en til at tænke operaen i en historisk kontekst. Det er hvad film-tricks er så gode til: Brud! Der er masser af filmtricks i Hoffmanns Eventyr, men ingen brud. Ingen luft, ingen horisont. Og uden det, så kan man altså lige så godt se en opera i teatret.
Ballet, derimod, det gør sig virkelig godt på film! Så balletscenerne i Hoffmanns Eventyr, de er også gode! Det er bare sådan, at Powell & Pressburger havde lavet De Røde Sko, måske verdens bedste balletfilm, så en lidt æv film med gode balletpassager er ikke rigtig noget vi har brug for fra dem.