Palmesøndag del 297
(Le Redoubtable, Michel Hazanavicius, Frankrig
Cannes 2017)
Michel Hazanavicius’ Cannes-karriere kan nærmest kaldes én lang kamp for at blive taget seriøst. Han var kendt for James Bond parodierne om OSS117, men blev så i sidste øjeblik puttet i konkurrence i 2011 med The Artist. Den vandt selvfølgelig stort, særligt til Oscar, men var samtidig heller ikke en rigtig seriøs auteur-film. Det forsøgte han så at lave i 2014 med The Search, hvor han droppede nærmest alle de ting han havde vist han var god til, for i stedet at lave en meget vægtig film om krigen i Tjetjenien, men den endte med at blive så dårlig, at det heller ikke gav nogen respekt.
Redoutable virker som et nyt forsøg på at blive taget seriøst. Nu er det igen en pastiche, ligesom de film Hazanavicius blev kendt på. Men denne gang er det en pastiche på Godard og Nouvelle Vague. Så bliver det vel nærmest ikke mere fint! Resultatet er dog også en lidt besynderlig mellemting, dels en kompleks og nærmest postmoderne parodi, men også en film der forsøger at prædike simple dyder. Helt hvordan de to ting hænger sammen får filmen aldrig fundet ud af.
Redoubtable baserer sig på Anne Wiazemskys Un an après, der handler om hendes forhold til Jean-Luc Godard. De mødes på settet til La Chinoise og gifter sig hurtigt, men deres forhold bliver opslugt af Maj 68, hvorefter Jean-Luc Godard går i en mere og mere prætentiøs og politisk retning, og der bliver mindre og mindre plads til andre end ham selv. Selvom den er baseret på en bog af Wiazemsky kommer filmen således også i høj grad til at handle om Godard, lidt som menneske, men også som filmskaber og ikon.
Der er ingen cineaster der vil blive overrasket over filmens udlægning af Godard. Han var god til at starte med, men så blev han politisk, og særligt efter Maj 68 mistede han helt retning. Til sidst i Redoutable ser vi optagelserne til Le vent d’est fra 1970, hvor Godard i voiceover indrømmer at noget er blevet uomtvistelig tabt. Det er dog den virkelig gammeldags udgave af den historie, som jeg egentlig efterhånden ikke troede nogen kunne finde på at præsentere længere. De seneste år har der været fornyet fokus på de rigtig mange film Godard lavede efter 68, hvor i hvert fald ting som storværket Histoire(s) du cinéma (1988-1998) eller 3D-filmen Adieu au Langage er blevet anerkendt som virkelig vellykkede. Der har også de seneste par år været fornyet fokus på det forhold Godard har haft til Anne-Marie Miéville, og i særlig grad hvor produktivt det har været rent kunstnerisk, så idéen om at Godard også rent menneskeligt spillede fallit efter 68 er også blevet revurderet. Redoutable har en meget ligetil udlægning af en fortælling de fleste ellers fortæller med en del mere nuancer.
Det ærgerlige her er også, at Redoutable i højere grad har held med at fortælle en personlig historie om Godard. Den er næsten bedst når Godard træder i baggrunden, og der i stedet er fokus på særlig Anne, men også hvordan resten af hans vennekreds reagerer på den berømte instruktør. Fin er fortællingen om Cannes 68 som Godard var med til at få aflyst, desuagtet at hans ven Michel Cournot skulle have konkurreret med filmen Les Gauloises bleues. Her får vi også lov til bare at hænge ud med Anne og hendes venner i Sydfrankrig, imens de kan høre om Godards store kamp for Revolutionen i radioen. Slutningen, hvor forholdet for alvor går i hårdknude, fungerer også stærkt fordi vi først og fremmest får det gennem Annes briller, hvor Godards forsøg på at bortforklare og kontrollere bliver udstillet totalt. Faktisk havde filmen nok været bedre, hvis Anne havde fyldt mere.
Men i så fald var Hazanavicius den helt forkerte instruktør til at lave den film. Han er pastiche-skaber, og man kan simpelthen ikke lave nok pastiche på Wiazemsky-stil. Men det skal jeg ellers love for at man kan med Godard. Redoutable er en lang række af scener i tilstræbt Godard-stil, med folk der taler til kameraet, meta-scener – som når Louis Garrel som Godard har en monolog om hvor dumme skuespillere er, eller når Garrel og Stacy Martin går nøgne rundt og diskuterer om at der er for mange nøgenscener i moderne film – og reelt opfindsomme påhit, som når Godard og Wiazemskys hvisken i biografsalen passer til mundbevægelserne i Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død. Det er ikke et 100% originalt indslag, det minder om noget Godard gjorde i de helt tidlige film, men det er dog lidt mere krævende end bare at have noget snak til kameraet og noget voiceover.
Det er dog også bare der det bliver lidt dårlig pastiche. Man kan ikke rigtig ramme Godard-tonen ved at imitere Godard-film, for den særlige Godard-kvalitet var i høj grad hans konstante opfindsomhed. Der er gode ting i Redoutable, men intet så crazy som den tavse dans i Bande à part, eller de mange tableauer i Une femme est une femme. Den genså jeg for nylig, og for at være helt ærlig er det ikke alt i den film som er lige gennemarbejdet, og nogle af jokes’ne falder måske nok til jorden. Men det er leveret med så megen vilje til at tage chancen og forsøge noget nyt, at jeg knuselsker det. Og det er egentlig den kvalitet som går igen hos Godard gennem hele hans karriere, og det var faktisk også i høj grad det han gjorde i 1968. Han tog chancen og forsøgte noget helt nyt, droppede sin stil og kastede sig over kollektivt filmarbejde med Dziga Vertov-gruppen. Det gav så bagslag, men så kan man jo bare prøve noget andet, hvilket han jo også gjorde i midthalvfjerdserne. Og det gav så egentlig også bagslag, og det er der måske nok en del af hans eksperimenter som har gjort, men han er troligt fortsat med at forsøge dem.
Det er ikke fordi jeg vil forsvare alt Godard har lavet, og særligt vil jeg ikke forsvare hans opførsel i 1968. Men det er en ret besynderlig idé at lave en biopic om en nulevende person, og så stoppe fortællingen om ham inden han bliver fyrre, med den slet skjulte pointe at herefter kom der ikke mere godt. Særligt mærkeligt er det lidt, fordi pointen i Redoutable syntes at værre, at Godard vendte ryggen til filmen som underholdning. Gentagne gange fortæller folk ham, at de bedre kunne lide hans underholdende film, og at de går til film for at få et afbræk fra den mørke politiske virkelighed omkring dem, og gentagne gange kan Godard ikke rigtig finde ud af hvad han skal sige til det. Men jeg må indrømme jeg heller ikke ved hvad Hazanavicius mener om det. Han er selv en instruktør, der var bedst dengang han var rendyrket underholdende. Hans forsøg på at lave seriøse film har aldrig overgået hans OSS117-bedrifter, og det laver Redoutable ikke om på. Han er bare først og fremmest en håndværker, helt eminent til at genskabe filmstile og har derudover godt blik for det karismatiske og charmerende. Det er i sig selv virkelig fedt. Men derfor behøver vi ikke at vide hvad han mener om f.eks russisk krigsførsel. Den slags får jeg egentlig nok af i den virkelige verden, i biografen vil jeg godt tænke på noget andet…