NWA – 8 Ball (Remix)

I anledning af, at filmen om NWA havde premiere i sidste weekend i USA, satte billetrekord for august-film derovre, og har medført underskriftindsamling for at få filmen til Danmark snarest muligt. Der er publikum for NWA. Men med så kendt og elsket et band ville jeg ikke skrive om hitsne, jeg har ikke noget nyt at sige om klassikere som Straight Outta Compton, Fuck the Police eller Express Yourself. Jeg har et yndlingssted på pladen, som ellers ikke er skrevet så meget om.

8 Ball (Remix) anses normalt som et af de dårligere numre på pladen. Beatet er gammeldags i forhold til den sprøde vestkyst-lyd på hitsne, og det er kun Eazy-E der rapper, hvilket bestemt heller ikke trækker i den rigtige retning når det kommer til NWA. Men 1:12 inde er der et suverænt øjeblik, en kronop om man vil, som jeg elsker. 8 Ball hentyder til et øl-mærke, eller en ‘malt liqour’ som det hedder på engelsk, hvilket jeg ikke helt ved hvordan man oversætter, og sangen er én lang druktur. Eazy-E er endnu mere bøvet end normalt, hvilket siger ikke så lidt. Politiet kører forbi, men Eazy gør ikke andet end at trække ind til siden og bande for sig selv. Der er en fyr der ser bøsset ud, ham må Eazy skyde efter. Da han endelig kommer til en fest kaster han op udenfor, og pigerne siger han har dårlig ånde. ‘Stepped on your foot cold dissed your ho / asked her to dance and she said ‘hell no!” Gangsta handler langt hen ad vejen om at fremstille sig selv så sejt og stærkt som muligt, men Eazy lyder i lige så høj grad frustreret og anspændt. Mest af alt lyder det som om han tæver, skyder og hader fordi han ikke har andet valg. Men åh, der er jo et glimt af en anden verden dér 1:12 inde. ‘Put in the old tape of Marvin Gaye’s Greatest Hits / Turn the shit up had the bass cold whompin.’ Og så et lille sample fra Let’s Get It On. Motown. En langt blidere musik. En langt blidere kærlighed. Fra en måske blidere tid? Efter Voting Rights og før crack-epidemien. Det er svært at sige. Men det lille sample er som en flænge i hele Eazy’s verden, en enkelt sårbarhed på en plade, der ellers er utroligt macho. Og netop fordi den flænge står så meget alene virker den så meget stærkere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *