The Sea of Trees

Palmesøndag del 153
(Gus van Sant, USA
Cannes 2015)

Hvad faen skete der? Hvordan kan det være at Gus van Sant, efter at have lavet Milk i 2008, have instrueret Sean Penn i en Oscar-vindende præstation, og selv være blevet nomineret til en Oscar for Bedste Instruktør, kørte sin karriere direkte ud over en klippeside? IGEN!!! For det er det mærkeligste ved det hele, van Sant har lavet to store Oscar-film, Good Will Hunting og Milk, og begge gange er hans karriere derefter kørt eklatant af sporet lige derefter. I halvfemserne var det virkelig demonstrativt, da han fulgte op på en mainstream-basker med… en ret meningsløs genindspilning af Psycho. Anden gang gik det lidt langsommere. Det tog tre år før han var klar med Restless i 2011. Som ifølge wikipedia indspillede ca 160.000$ i biografen, og har en Rotten Tomato score på 35%. Og som også er en virkelig dårlig film, om en ung mand der går til begravelser, og møder en ung kvinde som skal dø, og af en eller anden grund er det ham som er i centrum? Og han taler med et spøgelse af en japansk kamikaze-pilot af en eller anden grund? Og historien er ekstremt deprimerende, men tonen er quirky og sjov? Restless var degraderet til Un Certain Regard i Cannes, men det er helt ærligt også for prominent. Det er virkelig ikke en god film.

Promised Land fra 2012 er en god del bedre, men var stadig ret sær. Upersonlig? Melankolsk? Steven Soderbergh kunne have virkelig forløst fortællingen om fracking og firma-fusk fornemt, men van Sant får lavet en mærkværdig mellemvare ud af det, der ikke er en auteur-film, men heller ikke er mainstream-melo nok. Og så i 2015 kom den her. På det her tidspunkt havde van Sant lavet to flops i streg, den ene en fiasko, den anden sådan nogenlunde. Så hvad fik festivalen til at tænke, at nu måtte det være på tide han skulle i hovedkonkurrence igen? Især når de havde set filmen? Men mon ikke det skyldtes at Matthew McConaughey spillede hovedrollen? Han var hip, året før havde han vundet en Oscar og været med i True Detective og Interstellar. Fedt at have ham på den røde løber. Så gør det vel ikke noget at filmen er sådan lidt…

Men The Sea of Trees er ikke bare sådan lidt… Den er alt alt for meget. McConaughey spiller en amerikansk mand, der rejser til Japan til Aokigahara skoven tæt ved Fuji-bjerget, fordi han har læst sig til at det er et perfekt sted at begå selvmord. Så vandrer han rundt inde i skoven blandt træer og døde mennesker, indtil han støder på en forvirret japansk mand, spillet af Ken Watanabe (Inception, Den Sidste Samurai, Pokémon: Detective Picachu) der også oprindeligt har forsøgt at begå selvmord, men som nu har ombestemt sig, og forsøger at finde ud af skoven igen. Det viser sig at være sværere end som så, og i et stykke tid er The Sea of Trees en ret nervepirrende film om at blive væk og føle sig fortabt, sådan lidt ligesom Gerry, bare uden den visuelle side. Og derefter kører det virkelig af sporet. McConaugheys karakters forhistorie, som vi får oprullet via flashbacks, er fortærsket, med elementer der er decideret latterlige. Og i den sidste halve time følger twist på twist, indtil det er umuligt at tage filmen seriøst længere. Jeg vil ikke afsløre alt, men bare for at understrege hvor stupidt det er, så er The Sea of Trees den anden film af van Sant, efter Restless, hvor hovedpersonen taler med et japansk spøgelse… Hvad er det van Sant tror om Japan?

Da The Sea of Trees blev vist i Cannes i 2015 blev den mødt med buh-råb og vantro latter. Jeg havde fra start af regnet med, at den nok ville blive den film fra konkurrencen jeg syntes mindst om. Og nu, fire år efter, da jeg endelig har fået set dem alle sammen, så er det såmænd rigtig nok. Det er bestemt den værste af de 19 film i hovedkonkurrencen. Men helt så klar en afgørelse som jeg troede er det nu ikke. The Sea of Trees er en kompetent film, den er flot fotograferet af danske Kasper Tuxen, og de fleste involverede spiller glimrende. 2015 var et år præget af en del ret ligegyldige film, og jeg synes ikke Chronic af Michel Franco, Valley of Love af Guillaume Nicloux eller Sicario af Denis Villeneuve er så voldsomt meget bedre. Det er alt sammen film som ikke rigtig giver mening, som forsøger at være abstrakte og distancerede, men som bare formår at være stupide og usammenhængende. Det let ironiske er, at The Sea of Trees i sidste ende er værre fordi den rent faktisk forsøger at forklare hvad der foregår, men det eneste den så har at byde ind med er new age floskler og komplet latterlig spiritualisme. Det er virkelig graverende at den her slags tom mumbo jumbo skal fylde så meget på Cannes.

Gus van Sant fulgte op på The Sea of Trees i 2018 med biopic’en Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot, hvorfra der var en enkelt sætning jeg har tænkt over virkelig længe, og også brugt i flere forskellige skriverier. Filmen handler om tegneren John Callahan, der mistede førligheden i en drunk driving ulykke, og filmen går virkelig i dybden med hans forsøg på at blive ædru igen. Og så er det i hans afvænnings-støttegruppe, at en af de andre siger noget lignende: ‘Jeg har arbejdet benhårdt, og endelig har jeg opnået mit mål: At blive Middelmådig!‘ Jeg kan så godt lide det citat, fordi det understreger hvor meget arbejde der egentlig er i bare at levere det kompetente, det velfungerende, det acceptable. Det er noget af det som Gus van Sant virkelig har haft svært ved, at finde et lovende projekt, og så bare lave en god film ud af det. Han har lavet gode film, men han har også lavet et væld af værker der prøver for hårdt, uden helt at vide hvorfor, og som derfor falder fuldstændig igennem. The Sea of Trees er det mest graverende eksempel, fordi det aldrig nogensinde skulle have været lavet, og så formøblede det Matthew McConaughey og blev vist i Cannes. Det er også afslørende at Cannes ville foretrække det her makværk med stjerner, frem for noget der bare ganske enkelt er godt. Filmen kom dermed virkelig til at udstille hvad der er galt med så megen auteur-diskurs i dette årti. Så derfor er den vel værd at se. Men det er nu altså et makværk.

Næste Uge: En gammel Cannes-film bliver vist i Cinemateket! Den handler også om spøgelser og mystik! Så jeg skriver om Roberto Gavaldons Macario fra 1960.